Cold Night for Alligators, Gimle/Lokes Kælder, 12. marts 2016
Måske var det på papiret en kold aften for de koldblodede øgler, men det blev en hed aften for alle tilstedeværende i en Djentet afskygning
Normalt kommer man til kort og bliver udskældt ved at udtrække de forskellige bestanddele, der udgør de optrædende bands afarter af deres version af den underskønne Heavy Metal-genre. Men der skal alligevel gøres et forsøg for både de ind- og uindvigede.
Var du bare tilstede for at at oplevede Ghost Iris som opvarmning og Cold Night for Alligators på det roskildensiske spillested Gimles forvandlede kælder, så var der tale om Heavy Metal med afstikkere i forskellige retninger.
For de lidt mere nørdede kan tillade sig at kalde musikken for konsekvensen af populariseringen af svenske Meshuggahs Djent-lyd, som er opkaldt efter samme lyd, der kendetegner de toner, man ofte finder hos guitaren i den stilart. Udskældt bliver det også nogle steder kaldt simplificeringen af en kæk populistisk retning, som Metalcore og fx NüMetal tidligere har været det.
Men i så falde skulle du have oplevet disse to orkestre denne aften for at være vidne til, at det langt fra var enkelt men nærmere formfuldent!
Ghost Iris
Indpiskeren Jesper i front kan der skrives hele afhandlinger om, for jeg overhørte røster hos alt fra velbevandrede tilstedeværende udi genren om en imponerende, indlevende eksistens i front. Han forsøgte sig med både ren vokal (mere eller mindre vellykket), skrig og brøl, men det samlede indtryk for vokalen sammen med det ambiente, synthede lydbillede gav et fremragende indtryk for en gruppe, der “blot” har en enkelt plade under bæltet. Vi ser dog frem til mere!
Mine noter på blokken vidner om en tilfredsstillende oplevelse over det gennemsnitlige, der lå oceaner over de træge bands herhjemme (ingen nævnt, ingen glemt) hvad angår fremførsel, lydbillede og energi-niveau. Mer’ af den sags, tak!




