Anmeldelse af: A Colossal Weekend, lørdag. Lille Vega, Ideal Bar, Basement. Kbh. 13. maj 2023.
Det er ikke til hver festival, at du kan gå fra en støjkoncert direkte videre til en kaotisk hardcorekoncert, men det sørger A Colossal Weekends bredde udvalg af bands for, at du sagtens kan.
Foto: Bjørn Bavngaard
A Colossal Weekend blev i år afholdt for 7. gang og er en festival for mørk, eksperimental niche-musik. Festivalen har gennem årene trukket mange store navne hjem, som alle er anerkendte i post-genren, men den booker hvert år også en masse mindre kendte bands, så man som koncertgænger kan blive positivt overrasket.
Derfor var vi nødt til at tage ind og opleve A Colossal Weekend én af dagene for at se, hvordan den mystiske festival er.
Where mermaids drown – Eksplosivt bud på post-rockens kunst (17:00, Basement)
For vores vedkommende er aftenens første band franske where mermaids drown. Koncerten foregår i Basement, og undertegnede bevæger sig derned. Lysindstillingen i Basement er konstant dæmpet, og standen af spillestedet sætter æstetikken af et fortroligt okkult opholdssted for sortklædte og hættebærende tosser.
where mermaids drown har projiceringer bag dem, som får baggrundsvæggen til at ligne bølger, hvilket passer godt til bandets navn og æstetik. where mermaids drown spiller en god velkendt omgang post-rock. Deres instrumenter ekkoer i hele lokalet og giver en god blid genlyd.
Selvom det er meget straight forward post-rock, så har de også nogle eksperimentale tendenser i deres eksplosive form af post-rock. Den ene guitarist trækker f.eks. en skruetrækker frem og gnider den op og ned ad strengene, mens den anden bruger en rigtig violinbue til at stryge guitarstrengene med.
where mermaids drowns eksplosive post-rock er en god måde at begynde dagen på, også selvom deres musik meget af tiden fulgte den helt klassiske post-rock-formular.
Intechnicolour – Nyt musik i rusten form (17:50, Ideal Bar)
Næste band I aften er engelske Intechnicolour i Ideal Bar. I betragtning af at A Colossal Weekend hovedsageligt booker post-et-eller-andet bands, så føles Intechnicolour en smule malplaceret. De spiller mere en form for punk/grunge-agtig rock med ’90er guitarlyd.
Bandet går i gang og begynder uheldigt med en del betydelige fejl fra trommeslagerens vedkommende. Bassen har en god stoneragtig knasende lyd, men både guitar og vokal er svære at tyde i lydbilledet.
Der bliver startet rustent ud, men jo længere de kommer, jo mere tilpas virker det til, de er med deres instrumenter. Sådan er det i hvert fald for vokalen. I starten lyder det (i hvert fald de gange, man kan høre vokalen i den dårlige mix) til, at forsangeren ikke kan synge. Men senere hen kommer der noget mere power på, og vokalen skinner mere igennem.
En smule malplaceret band ifølge mig. Til trods for det, så er det ikke genren, der trækker Intechnicolours optræden ned for mig.
Astrosaur – Højprofileret mekanisk præstation (18:40, Lille Vega)
Lille Vegas døre er nu åbnet, og et af aftenens første ’hovednavne’ skal til at gå på, nemlig norske Astrosaur. Bandet består af tre medlemmer, Eirik Kråkenes (guitar), Steinar Glas (bas) og Jonatan Eikum (trommer). Astrosaurs lydunivers foregår i den instrumentale afdeling, hvor der bliver taget inspiration fra genrer som post-metal, sludge, doom, prog m.fl.
De tre herrer bevæger sig ind på Lille Vega, der er totalt pakket i instrumenter, anlæg og højtalere. Bandet starter bredt, og publikum får leveret en massiv lydvæg. Alle tre medlemmer spiller rigtig tight især guitarist Eirik Kråkenes, der flere gange sweeper fingrene op og ned ad guitargribebrættet og skaber nogle næsten mathcore-agtige skingre melodier til Steinar Glas og Jonatan Eikums akkompagnerende samspil.
Det går nogle gange hen og bliver så teknisk, at det føles mere mekanisk og programmeret end professionelt. Ikke sådan en: ”De her har virkelig styr på intervaller og agogik!”, men mere en ”Nu har vi også set, hvordan I synkront kan bevæge jer galoperende op og ned ad guitar- og basgribebræt”
Man kan dog ikke komme uden om, at Astrosaur er dygtige. Deres mekaniske lydbillede viser, hvor kompetente de er, og publikum virker også til at være vilde med deres tunge og tekniske post-metal.
Sum of R – Støjagtigt dommedagsdoom (19:50, Basement)
Det er blevet tid til endnu en tur i Basements mørke kamre for at se Sum of R fra Schweiz. Skulle man ikke kende Sum of R, så spiller de en eksperimental form for trance-drone/doom, der præsenterer lytteren for stenhårde lydvægge.
En bas, der er indstillet med en sludgeagtig distortion åbner Sum of R’s første nummer og bliver hurtigt suppleret af langsomme fyldige trommer samt en ekkoende og langtrukken forpint vokal. Bandet består kun af tre medlemmer og har faktisk slet ikke en guitarist, men formår stadig at kreere et mere fyldigt og intenst lydbillede end andre noise- og doombands, jeg har hørt.
Marko Neuman (vokal og soundboard) står i en mørk kåbe og gemmer sig bag sit lange hår under stort set hele koncerten. Når det kommer til vokalen, gør han brug af to forskellige mikrofoner. Én, når han growler, og én, når han synger/skriger/laver lyde, der er indstillet med en skræmmende og langtrukken ekkoende effekt.
Med hans soundboard laver han flere gange mystiske støjagtige lyde eller looper sine forvrængede skrig, så det giver genlyd i hele Basement. Alt det foregår oven i resten af bandets langsomme og uhyggelige doom, hvilket skaber en øredøvende og faktisk ret skræmmende lyd til tider.
Der kan dog ske det med doom/drone/ambient, at det godt kan gå hen og blive kedeligt i længden, hvis numrene ikke har nogle unikke indspark eller varierer betydeligt. For det meste er Sum of R’s tranceagtige skræks-doom indholdsrigt, men der er også passager, hvor jeg ender med at stå og småkede mig.
Boris – Støj og røg (20:40, Lille Vega)
Denne koncert er nok de flestes hovednavn i aften. Sådan er det dog ikke for mit vedkommende, men jeg ser stadig rigtig meget frem til at opleve det gale japanske vanvidsmusik, som Boris laver. Kender man ikke til Boris, så kombinerer de et hav af genrer. Noise- og psykedeliskrock, sludge- og doommetal, drone, ren støj, traditionel heavy metal, punk. Ergo: listen er lang.
Bandets medlemmer træder ind på scenen i matchede hvidt tøj og hvide kjoler. Der bliver startet ud med en støjet omgang heavy metal, der drager paralleller til genrer som noise-rock og punk. Atsuo Mizunos vokal går rimelig svagt igennem og drukner ofte i det intentionelt grumsede lydbillede. Undervejs er der en del problemer med Takeshi Ohtanis (guitar, bas og backingvokal) guitar. Der skal derfor flere gange en bandmedhjælper op på scenen for at prøve at fikse problemet.
Det kan godt være, at lyden, hvor jeg står, bare er dårlig, men hverken forsanger, Atsuo Mizunos, vokal og Takeshi Ohtanis backingvokal lyder særlig gode. Man kan i forvejen ikke høre vokalen særlig godt, men når man kan høre den, lyder det helt ved siden af, som om ingen af dem kan synge.
Bandet tager dog en musikalsk drejning midt i koncerten. Røgmaskinen, der har været svagt tændt under hele koncerten, bliver skruet op på fuld smadder og fylder hele scenen og koncertsalen med røg. De fire medlemmer skifter dernæst fra det hurtige punkede metal til en fuldstændig øredøvende form for støjdoom. Atsuo Mizuno tager også et støjapparat frem, der vitterligt kun bliver brugt til at lave skingre lyde, der lyder som et gammelt fjernsyn, som har mistet signalet.
Lige netop denne sektion samt den langsomme og komplet soniske øredøvende slutning er dog noget af det eneste fra koncerten, som jeg brød mig om. Jeg ville ønske, at de havde præsenteret os for flere af de fuldstændig knusende dommedagslydmure, da de fungerede eminent godt.
Bandet fungerer godt på plade, ikke live – i hvert fald ikke denne gang.
EYES – Sonisk knytnæveslag lige i kraniet (23:15, Lille Vega)
Vi misser desværre Codices og Wyatt. E., men når at fange EYES live i Lille Vega. Netop denne koncert er mit personlige højdepunkt, så jeg skynder mig op til Lille Vega for at få en god plads. EYES kræver næppe nogen introduktion, men skulle du på magisk vis ikke have hørt dem, så spiller de superkaotisk metallisk hardcore, der er enormt god at give folk tæv til.
Guitarister, bassist og trommeslager bevæger sig ind på scenen, og Viktor Kaas (vokal) kommer kort tid efter ind på scenen i korte shorts samt en stribet oversized sommerskjorte. Publikum står spændte og venter på musikstarten, og i et kolossalt brag går EYES i gang. Viktor Kaas er en rigtig energisk frontmand. Han flyver rundt på scenen og gestikulerer arrigt, slår sig selv i hovedet med mikrofonen og næsten tegneserieagtigt danser med på de kaotiske numre.
Rasmus Furbo (guitar) og Søren Bomand (guitar) har begge fuldstændig styr på spadespilleriet og slider vanvittigt teknisk og hurtigt fingrene op og ned ad guitarstrengene for at skabe den genkendelige kaotiske EYES-lyd i disharmoni.
Pitten bliver også hurtigt åbnet op og undertegnede hører en barmavet og svedgennemblødt koncertgænger råbe: ”Kom så! Så er det tid til at fucking dø!” lige inden et af numrene går i gang, hvilket er en glimrende måde at beskrive EYES’ moshpits på: du dør i den.
Viktor Kaas er en virtuos frontmand og bestemt én af de vokalister, jeg har set, der skinner mest igennem. Lyden er rigtigt god, og man kan tydeligt høre de kakofoniske guitarer. Desværre for EYES er vokalen til tider mindre tydelig. Langt størstedelen af tiden kan man godt høre Viktor Kaas vokal, men i nogle tilfælde, når han bevæger sig op i mere skingre skrig, drukner den hidsige vokal i resten af instrumenternes kaos.
EYES leverer en intens koncert, hvor hvert medlem er i sit es, specielt Viktor Kaas.
Pupil Slicer – Energisk matematisk smadder (00:30, Basement)
Festivalens sidste band er engelsk Pupil Slicer i Basement. Vi skal blive i smadder-afdelingen, da Pupil Slicer også spiller i stil af kaotisk hardcore/grindcore med høj teknikalitet med træk i retning af en slags math- eller metalcore.
Bandet begynder med introen til første nummer, og allerede nu kan man mærke, at de er klar på at lukke A Colossal Weekend med et ordentligt smæk! Der bliver projiceret en masse hurtigt skiftende maskineri på væggen bag dem, hvilket passer godt til musikken, der ofte lyder som et kolossalt stort maskineri, der er ved at bryde fuldstændig sammen. Energiniveauet hos Kate Davies (vokal og guitar) er enormt højt, og der bliver svinget med håret og skreget lungerne ud under mere eller mindre hvert nummer, som man til tider ikke kan høre, da de drukner i resten af bandets voldsomme instrumenter.
Alexander Brown (guitarist) supplerer det beskidte lydbillede, som resten af bandet står for, ved at komme med irregulære pinch-harmonier og skingre guitarlyde, der giver det soniske kaos en mere melodisk kant.
Pupil Slicer vægter dog ikke hovedsageligt det melodiøse lydbillede. De fleste sange er hurtige og voldsomme, og giver ikke lytteren meget tid til at få pusten, før man bliver ramt af endnu et hektisk breakdown med mekaniske trommer, en rungende bas og industrielle guitarriffs. Et af lukkenumrene ”Martyrs” var klart koncertens klimaks, og det var for alvor her, at publikum gik amok.
Pupil Slicer leverer en glimrende slutkoncert på dette års A Colossal Weekend. Energiniveauet fra bandet og publikum toppede dog ikke EYES-koncerten. I min optik havde EYES været en mere passende lukkekoncert, men begge navne bød på supersmadder, der sonisk sparkede publikum bagover.
