Alice Cooper

En lammer i øregangen

-

Anmeldelse af: Emmure, m.fl. Richter, Gladsaxe. 14. april 2019.

Af: Patrick Alexander Simon
Foto: Anders Groos Mikkelsen

Lad mig starte med at sætte scenen: fotograf og undertegnede ruller ind på P-pladsen ved Telefonvej i Gladsaxe. Vejret er sit typiske lidt kolde og kedelige. Vi vandrer ned langs siden på den gamle fabrik og finder inde mellem bygningerne spillestedet Richter, som afholder aftenens event. Ude foran står de tidligt ankomne i deres langærmede t-shirts med tekst på ærmerne, snapbacks og sammenbidte udtryk – klædt på til krig!

 

Alpha Wolf
Aftenens “bøllecore”-concerto starter stærkt ud med de australske Alpha Wolf. Bandet lad sig ikke skræmme af, at publikumtallet ikke var stort. De leverede en Alpha as fuck omgang musik som både var professionelt og velspillet, de fortjente langt mere opbakning!

 

Fit For a King
“Bundniveauet” (hvis man altså kan kalde det dét) var lagt højt og blev kun bedre, da Fit For a King indtog scenen. Publikumskaren voksede, og folk rykkede tættere på.
Min viden om bandet var relativt begrænset med kun et par af deres mere let-lyttelige numre under bæltet.

Jeg forventede ikke, at blive ramt så hårdt i brystet så tidligt på aftenen, men hold nu kæft, de drenge slog pusten ud af mig, da droppet faldt. Overgangen fra de melodiske omkvæd til de brutale drops var som at vågne op til atomkrig! Man plejer at sige; guderne skal vide, men i dette tilfælde var der ikke behov for at fortælle dem noget, de kunne helt sikkert mærke bassen og høre publikums skrig helt oppe i skyerne.

 

Obey The Brave
Den tredje gruppe på plakaten var de canadiske Obey The Brave.
Når det kommer til beatdown, bliver jeg normalt hurtigt tabt i den “hardcore”-attitude. Det sagt, så var gutterne upbeat, energiske og elskede tydeligt det, de lavede, og det kunne virkelig mærkes!

Ledende op til et breakdown blev publikum bedt om at dele sig på midten for en wall of death, desværre var der ikke nok deltagere, og den fejlede, men forsanger, Alex Erian, grinte bare højlydt og noterede, at “that was the weakest wall i’ve ever seen, Denmark!” og bandet fortsatte så med at smadre vores hoveder med en af de mest stank-face-inducerende breakdown-oplevelser, denne typiske deathcore-lytter har hørt i årevis.

 

Rise of the North Star
Efter de tre genre-typiske første acts kom det eneste europæiske band på plakaten.
Rise of the North Star fra Paris trådte ind på scenen iført tematiste dragter, badet i rødt lys.

Det kunne tydeligt mærkes på publikum, at noget voldsomt skulle til at ske, men jeg kunne aldrig have forberedt mig på den gode gedigne gang røvfuld, mine øregange fik. Bandet bragte rap og hardcore sammen, som en moderne og meget mere vred Rage Against the Machine.

Det stoppede dog ikke der, for udover øredøvende breakdowns, som fik fotograf og anmelder til konstant at glo på hinanden med “not bad” fjæs på, bragte bandet også voldsomt højt teknisk guitarspil, som ellers er ret så sjældent inden for scenen.
Det skal lige nævnes, at det ofte var svært at forstå lyrikken, hvad end det så var på grund af accent eller lydopsætning. Det tog dog meget lidt fra oplevelsen.

 

Emmure
Forventningerne var høje til aftenens hovednummer.
Der var hele aftenen været lagt op til de 9-strengede guitares brummen, og Frankie Palmeris klagende og vrede brølen.

Desværre levede Connecticut-baserede Emmure ikke helt op til forgængernes høje energiniveau. Materialet blev spillet med overskud og lød, som det skulle, men gav ikke rigtig noget på live-føleren, da interaktionen med publikum mest bestod i lidt brok over mængden af hoppen og mangel på mosh pits.

Det er atypisk, at et hovednavn har mindre publikum end bandsene før dem, men det var tilfældet her. det publikum, der var tilbage, følte dog musikken til fulde og prøvede at leve op til den forventning, bandet havde.

Det var tydeligt, at dem, der blev, var inkarnerede fans, da de kunne lyrikken og synkront boppede deres hoveder til de tunge rytmer. Undervejs blev der crowdsurfet en smule, hvilket Frankie også noterede med kommentaren “what are you, the crowdsurfing warrior? you fucking freak!”

 

Anders Groos Mikkelsen tog et par billeder fra aftenen:

REVIEW OVERVIEW

Alpha Wolf
Fit For a King
Obey the Brave
Rise of the Northstar
Emmure

Share this article

Recent posts

Perfektionistisk progressivitet

Anmeldelse af: Iotunn - Access All Worlds. 26. februar 2021. Metal Blade Records. Dansk/færøske Iotunn har med deres seneste album, ’Access All Worlds’, begået intet...

En alenlang ode til de ar, vi bærer

Anmeldelse af: Harakiri for the Sky - "Mære". Udgivet 19. februar 2021 via AOP Records.  Harakiri for the Skys ellers så fine intentioner for deres...

Interview med danske ARCHON

Et interview med et nyt skud på den danske metalstamme! Et af de nyere bud på, hvordan morgendagens metal skal lyde, findes i form af...

De er skøre, de finner

Anmeldelse af: Korpiklaani - Jylhä. Udgivet d. 5. februar 2020 via Nuclear Blast Records. Korpiklaani kan være lige så fjollede som Alestorm, Steel Panther og...

Shotgun Revolution skyder med løst krudt

Anmeldelse af: Shotgun Revolution - IV. Release d. 5. februar 2021, selvudgivet. Nogle bands skyder med skarpt og rammer, men Shotgun Revolution laver en "forbier".    I...

Popular categories