Anmeldelse af: Saxon + Diamond Head. Train, Aarhus, 15. oktober 2022.
Som revanche for vikingernes erobringer af store dele af England skulle det være på tide at selv få lidt læsterlige klø af det saksiske folk.
Foto: Amanda Gaarsdal
Diamond Head
Her til aften gør man klogt i at være på Train før tid. Aftenens første band går nemlig på sådan ca. 15 min før annonceret koncertstart. Dette betyder naturligvis også, at salen løbende fyldes op igennem Diamond Heads sæt, hvilket giver rimeligt god plads oppe ved de forreste rækker. Humøret er vældigt, og især en gæst oppe på de forreste rækker har sin helt egen fest også på bekostning af det resterende publikum. Da han falder over sig selv, ler nogle af aftenens publikummer. De skulle skamme sig. Så det gør jeg også. Lidt i hvert fald.
Diamond Head er ikke et band, jeg har dykket synderligt ned i, ja, faktisk havde jeg nær glemt, at de skulle åbne aftenens bal. Alligevel formår de at forbløffe i forhold til det musikalske. De kan deres kram, og numrene er skarpe og fyldt med lækre riffs, fed vokal og en solid rytme. Bandet spiller for det meste fremragende, men der er desværre udfald særligt i soli, hvor det bliver lige flyvsk og utight nok. Det sidder ikke altid helt i skabet, og det er ærgerligt, når nu musikken er så fed.
Spilleglæden stråler dog ud af det britiske orkester, og alderen virker faktisk slet ikke til at trykke herrerne, der kommer godt rundt på scenen. Til trods for at være britiske så er bandets frontmand i dag dansk. Rasmus Bom Andersen gør det fremragende især som frontmand her til aften, hvor han til trods for den sparsomme sceneplads foran Saxons opsætning, kommer rigtigt godt rundt og får sparket en god energi ind i koncerten.
Vokalen fejler bestemt heller ikke noget, omend den til tider ikke ligger helt skarpt og rent. Vokalen er dog for langt størstedelen af koncerten stærk og storladen, uden at det går over og bliver for flamboyant og power metal-lydende.
Lyden sidder generelt skarpt, omend den måske er en kende til den lave side. De forskellige instrumenter går dog helt enormt klart igennem, hvorfor man netop også kan høre, når der ikke bliver spillet helt rent. Gruppens egen lyd er enormt god, og det spiller rigtigt fedt, når gruppen hiver klassiske guitarharmonier frem. Det er old school, og det er fedt. Det virker dog til tider lidt til, at guitarerne har nogle problemer i forhold til deres sustain, således at tonerne ikke rigtigt klinger ordentligt ud med musikken, hvilket er enormt synd.
Vi får naturligvis den store banger “Am I Evil” som afslutning på aftenens koncert, og det går rent hjem både i form af fællessang og den energi, der foregår på gulvet foran scenen. Diamond Head er i den grad godkendt, omend der ofte var lidt høj bølgegang for gruppens spil.
Saxon
Da lyset atter slukkes, for at aftenens hovednavn kan lave den klassiske dramatiske koncertstart, er det til enorm jubel fra et vel fremmødt publikum. Bandet sigter højt, hvilket man da også kan se på det komisk store bagtæppe, som gruppen har medbragt; et bagtæppe, der formentlig er det største, der nogensinde har hængt ved Trains scene. Man kan vitterligt ikke se andet end spidsen af den ene af øksen, der udgør S’et i ‘Saxon’, og det nye albums titel, Carpe Diem.
Heldigvis lever bandet også op til at skulle have så stort et scenetæppe. Det føles helt spøjst at se dem på så lille en scene, hvilket forsanger, Biff Byford, da også selv gør opmærksom på under aftenens show. Det er også første gang for mit vedkommende at opleve Saxon på så intimt et spillested.
Der bliver gået til stålet fra start, og hvis man synes, lyden var god under Diamond Head, så er den tæt på perfektion under Saxons koncert. Her står lyden utroligt skarp, guitarerne hviner og rykker i ørene på den fede måde, bassen buldrer og er rent faktisk enormt tydelig i sit udtryk, trommerne er stramme og utroligt vellydende i mixet, hvor man virkelig lægger mærke til detaljerne i trommespiller. Denne aften er første gang, jeg til dato har bidt så meget mærke i, hvor lækre trommer der egentlig er i Saxons numre. Nigel Glocker spiller simpelthen fuldstændig eminent her til aften, også når han lige teaser lidt Rainbow, inden bandet sparker et af deres egne numre i gang.
Ikke at resten af bandet i øvrigt ikke gør det. Man kunne have frygtet, at den kære Byford efterhånden var ved at ruste med alderen, sådan som metal jo har for vane at gøre. Byfords stemme må ifølge denne gennemtæskede metafor så være som skåret i rustfrit stål, for den står lige så skarpt og stærkt som altid. At en mand i en alder af 71 stadig kan lyde, som han gjorde da han var helt ung, er virkelig imponerende.
Lige så stærk Byfords stemme står her til aften, ligeså skarpt står mandens personlighed. Byford er nede på jorden og taler og joker med aftenens publikum, og da en kæmpe-fan får forvildet sin battlevest op på scenen, ender det da også ud i både en autograf indeni vesten, samt at Byford spiller en god portion af sættet iført den måbende fans vest til stor jubel fra aftenens fremmødte publikum.
Guitarerne er enormt velspillende her til aften, hvor der er godt med fart over feltet igennem store dele af aftenens sæt; et sæt, der i øvrigt kommer enormt bredt omkring i gruppens store diskografi. Særligt fokus er der naturligvis på den nyeste plade, og heldigvis lander disse numre også solidt her til aften. Saxon er et lidt sjovt band indenfor NWOBHM-genren (New Wave Of British Heavy Metal), i og med at kvaliteten i deres plader nærmest konsekvent har været høj og ret stabil. Dette vises også i løbet af aftenens koncert.
Hvis man skulle komme med en kritik af aftenens sætliste, så mangler der måske nogle af klassikerne, som er udskiftet for nogle knap så kendte numre. Ligeledes kunne man godt ryste posen lidt, så alle klassikerne ikke nødvendigvis ligger sidst i sætlisten. Dette er dog også et dejligt afbræk, så man ikke altid får det samme, når man ser Saxon.
Bandet giver den godt med gas, hvor særligt bassisten, Nibbs Carter, formår at imponere med et enormt overskud i sit basspil og store energi i forhold til at give publikum et show for pengene. Resten af bandet har ikke helt den samme energi, men formår stadig at levere et fremragende show med masser af pondus.
Saxon formår i høj grad at imponere på Train her til aften, hvor sammenspillet har været nærmest perfekt med nerve og nærvær, lyden stram og detaljerig, et spændende og effektivt lysshow og en sætliste, der kræser for den brede Saxon-fan.
Sakserne er i høj grad vendt tilbage og har givet dansken en ordentlig lussing i denne runde.
Det må de egentlig godt gøre igen.
Fotograf Amanda Gaarsdal har flere billeder fra koncerten her til dig:
