Anmeldelse af: CKY med flere. High Voltage, Kbh. 13. juli 2019.
Det kan blive nødvendigt med udskifter i et band nu og da, men når man ikke har erstatninger parat med det samme, skal man lige kigge indad og spørge, om det er værd at træde på scenen.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Til High Voltage herlige arrangement Redneck Rampage i lørdags må man sige, at det store hovednavn var amerikanske CKY (du ved, dem med Jackass-stjernen Bam Margeras bror, Jess, på trommer, som vi har anmeldt før på High Voltage.), men når der så også er gratis øl, olie-brydning og gratis hotdogs, så burde man være dukket op alligevel (Det var en ærlig anbefaling – lev med det!).
Men før vi skulle nå så langt i programmet, var det et smut i den tilstødende kælder og lytte lidt til hjulspin, der satte en fornemmelse for akustikken, inden De Gule Sinker, tomands-band på bass samt guitar/vokal, mens trommerne bliver klaret af en trommemaskine.
Man bliver allerede en anelse nervøs forud med tanke på, at man er i en parkeringskælder, der ikke ligefrem er bygget til koncerter, men med en god sjat hjemmebrygget moonshine i hånden var undertegnet og andre publikummer klar til at se, hvad disse gule sinker var for nogle.
Og disse punk-rockere imponerende ikke både i lyden, hvor lydmanden på imponerende vis fik indstillet den trommemaskine, så den hverken var for høj eller lav, og de andre instrumenter gik – med lidt god vilje – nogenlunde igennem, hvorend man befandt sig i kælderen.
Musikken var en helvedes masse fortolkninger og covers af de danske sange, de kan finde på din lokale bodega i jukeboxen. Normalt synes jeg, det er et let træk at servere så mange cover-sange – fordi jeg falder for det hver gang!
Jeg skal ikke forholde mig til noget nyt (udover fortolkningerne, som var sjove), men bare blive varmet op med noget, jeg kender.
Og de turde spille sig frem på scenen med et kækt glimt i øjet – tak for den!
Bagefter var det blevet tid til at få stedet til også at LYDE af redneck med Loud ‘N’ Rowdy på scenen, og det er kun pænt ment!
De lød i mine ører som en omgangs sydstatsrock, hvor der lige var skruet ekstra op for hard rocken, så det kunne jo ikke passe meget bedre i programmet.
Det er lidt svært at fremhæve højde- og lavpunkter ved denne koncert, for de spillede en god times rock’n’roll, som det skal lyde, og mere kan man vel heller ikke forlange. De fik spillet publikum op til fest.
De virkede scenevante og havde publikum i deres favn fra start til slut, og publikum var da også klar til fest, så da CKY skulle på scenen, så var publikum også klar til den store fest.
Det skete på den gode side af 23.30, men ingen kiggede efter sengen – de ville have deres amerikanske helte, som jeg NÆGTER at kalde et nostalgi-akt, men hvis man tjekker for eksempel deres Spotify-profil ud, så er det meget sigende, at de mest populære sange er domineret af numre fra Inflitrate-Destroy-Rebuild, der udkom i starten af 00’erne, hvor man har sange som “Flesh Into Gear”, “Sporadic Movement” og “Attached at the Hip” for at nævnte blot nogle af de (gode) sange på den plade.
Derefter har det været lidt sløjt med udgivelserne og de uudslettelige og uforglemmelige numre, selvom vi tydeligt havde publikummer, som var kendere, ved denne koncert.
Hvad der trådte op på scenen var så blot to mennesker, som er de originale medlemmer og nok mest karismastiske personer: Jess Margera på trommer, som virkelig kan spille selv de mest ferme trommerslagere ud af arenaen; samt guitar og baggrundsvokalist Chad.
Eller: I dag skulle han så klare vokaltjansen fuldt ud, da de ingen forsanger har i skrivende stund, og selv da vi så dem sidste gang på High Voltage, havde de en tour-vokalist med.
Bandet har selv bestemt sig for at være en trio nu. Det virker på plade, men live er det en anden sag.
Lad mig sige det med det samme: for mig er der en grund til, at Chad er baggrundsvokalist. Hans vokal er… bemærkelsesværdig, som nok er det pæneste ord, jeg kan sige om den, og når han så skulle synge i dag, så var vokalen sovset ind i effekter, så man dårlig kunne høre ham. Heldigvis kunne publikum da praktisk talt alle sange udenad.
En bassist manglede de også, da han var skredet tidligere på måneden, og de vælger så at køre den på play-back – indtil en ny indfinder sig i den kommende fremtid – hvilket lød fint nok, men resultatet er nok – som de sproglige studenter kan regne sig frem til – et halveret band, af hvad man er vant til.
Puha, jeg var tæt på at hive karakteren til gutterne her under middel, fordi det er en disount-version af et band, vi fik serveret, men de redder den ganske enkelt lige op – men også kun lige – ved at være så spilleglade og spille længere, end koncerten skulle have varet, hvorefter de endda spurgte publikum, hvad de gerne ville have, de skulle spille.
Det er den sløjeste CKY-koncert, jeg har været til, og det var vist heldigt for bandet, at der var Redneck Rampage, mad og gratis drikkelse, så man havde en ramme fortælling for denne aften, for havde det været en enkeltstående koncert med dem, var jeg blevet endnu mere skuffet.
Galleri fra herligheden Redneck Rampage kan ses her fra Anders Groos Mikkelsen:
