Anmeldelse af: Toto. Royal Arena, København. 13. august 2022.
Kan de gamle legender “meet us all the way” eller kun på halvvejen?
Foto: Amanda Gaarsdal
10CC
Som lidt en overraskelse for de fleste hev Toto de gamle soft-rock legender fra 10CC med på deres tour som support. Lad mig med det samme gøre det tydeligt, at der var lagt tryk på SOFT. Ikke at det nødvendigvis en dårlig ting. Harmonierne var flotte, smukke kompositioner… men ikke rigtig opvarmende (dog heller ikke helt kedeligt). Alle i 10CC leverede som sådan det, de skulle: på instrumenterne. Men når det kom til performance, føltes det lidt halvhjertet. Jovist, et soft-rock band med bandmedlemmer der, uden at træde nogen over tæerne, ikke just er unge længere, kan ikke løbe rundt på scenen med vilde armfagter, men en smule mere indlevelse havde så sandelig været rart. Denne aftens optræden føltes lidt, som et af de bands, der optræder midt på dagen til en festuge/et karneval og spiller lidt diverse cover-sange og hygger om det lidt ældre segment. Hverken super interessant eller kedeligt bare sådan lidt meh.
Jeg må lige afslutningsvis nævne, at det så ud til, at resten af publikum hyggede sig. Der må jeg jo så nok bare indse, at det ikke er mig, det her band henvender sig til, hvilket er helt fint. Men jeg kan desværre ikke give meget mere end 2,5/5. Ikke godt og ikke skidt, men middel.
Toto
Kl 21:30 var det så endelig blevet tid til det, alle havde ventet på. De store hit-komponister og instrument-virtuoser i Toto. Uden intromusik, men blot med et ”HELLO COPENHAGEN!” fra Steve Lukather går de helt ufortrødent i gang med “Orphan”. Alt er tight og lækkert, men der er en lille ting, der mangler. Bassen er meget lavt i lydbilledet, og dermed får man ikke rigtig det fulde billede, og man får ikke den samme fornemmelse af groove. Som andet nummer, spiller de mit personlige yndlings ToTo-nummer, “Hold the Line”. Super fedt at høre den live og super skarp levering fra alle musikere… dog igen uden den sidste mængde dybde, der virkelig kunne gøre det hele fuldendt. Efter blot fire numre vælger Toto at lægge op til en keyboard-solo. Her er mine tanker i løbet af soloen:
Begyndelsen: ”Modigt, eftersom man måske gerne ville holde lidt gang i momentum (især efter en lidt meh opvarmning), men okay, han spiller virkelig godt.”
Efter et par minutter: ”Hold kæft, en stamina, præcision og sikke et talent!”
Efter 5 minutter: ”Okay, nu bliver det her lidt langtrukkent, og jeg kan høre folk, der pifter og klapper (måske for at signalere, at det godt snart må være slut)”
Efter 8 minutter: ”SÅ STOP DOG, MENNESKE!”
Ja, jeg blev måske lidt utålmodig. Men når der er tale om så stærk en gruppe som Toto, så er man ikke kommet for at høre kun en af dem spille, men dem alle som en stor enhed. Når det så også er så tidligt i koncerten, virker det lidt mere som spot til skade, da det føles som om, koncerten kun lige var ved at komme i gang, og nu bliver den ret brat standset.
Efter den alt for lange keyboard-solo får vi fire fede sange med flot og imponerende sammenspil igen, og bassen var endelig sat rigtigt i lydmixet… og så kom der en trommesolo… her er min første tanke da den gik i gang:
”FUCK!”
Dog viste den her solo sig at være en smule mere underholdende, da trommeslageren også snakkede til publikum og blandt andet gav tribute til ToTos afdøde trommeslager Jeff Porcaro (og James Brown). Men igen så virkede det her bare lidt out of place, og det føltes for meget som om, der var ved at tegne sig et mønster.
Dog var det så heldigvis ikke et mønster, der blev gentaget. Koncerten fortsatte uden de store problemer (kun lige med en enkel kort strømafbrydelse under “Rosanna”), og alt føltes meget bedre. Koncerten flød meget bedre, og man kunne nyde musikken og koncertoplevelsen meget mere.
For at komme lidt ud af alt det negative så gav Toto virkelig alt, hvad de havde. Lysshowet var flot. Indlevelsen var fed, og det musikalske niveau var skyhøjt. At høre numre som “Hold the Line” og “Africa” blive spillet så flot – og med en lidt nyere version af et nummer som “White Sister”, skrevet af tour-pianisten, var med til at pointere, at de medlemmer, der ikke nødvendigvis var de originale medlemmer, stadig var en vigtig del af bandet i dag – var noget af en oplevelse.
Der er ingen tvivl om, at Toto udover de alt for lange soli leverede en helt igennem fantastisk koncert med skyhøjt musisk niveau og med sange, som får en til at ønske, at musik (i hvert fald popmusik) stadig blev skrevet, som Toto gjorde det.
Jeg er ovenud lykkelig over at have set dette orkester spille, og det føltes som en virkelig særlig oplevelse, og der var ingen tvivl om, at resten af publikum også havde en kæmpe fest.
Derfor må jeg give Toto 4/5, for, for satan, hvor kan de spille røven ud af bukserne og med en indlevelse, der virkelig imponerer.
Her er flere billeder fra koncerten, taget af af Amanda Gaarsdal:
