En stemningsmættet aften

Vejret meldte endelig forår, og man kunne helt uden at fryse nyde en pilsner tildig aften foran det københavnske spillested i Kødbyen, men indenfor emmede musikken denne aften mere af død og forrådnelse end livets opståen.

Abscission havde nemlig meldt deres ankomst, og det er ikke ligefrem lysten til livet, der springer ind i bevidstheden efter deres koncerts afrunding, men det er bestemt ingen kritik! Abscission kommer vi til om lidt.

Sunless Dawn
For lokale Sunless Dawn havde sikret sig muligheden for at varme de fremmødte op. Det glædede jeg mig til, for sidst, jeg så dem, var lyden ikke ligefrem med dem, og jeg kunne ellers fornemme, at de havde en del at byde på, men jeg kunne simpelthen ikke skelne delelementerne fra hinanden dengang.

Frygten var med mig ved bandets begyndelse igen, da koncerten var inficeret af enerverende feedback fra guitaren det første minuts tid.
Heldigvis blev det hurtigt rettet op, så jeg for første gang kunne fordybe mig i, hvad der åbenbarede sig foran mig.

Atter møder jeg et band, jeg har svært ved at smide et prædikat på, men det vil jeg gerne, så du, kære læser, ved, hvad vi har med at gøre. Hvis du tager tre bands som Neaera, Threat Signal og The Absence og forlænger sangene med to minutter i slutningen og begyndelsen, så har du lidt en fornemmelse af, hvad vi har med at gøre.

Det er ikke banebrydende, men det er detaljerigt; lige dele melodi og brutalitet, som jeg kan lide det. Atter havde jeg dog lidt problemer med at dissekere alt i lydbilledet, specielt når forsanger Henrik Munch legede med keyboardet, druknede det fuldstændig i det samlede hele. Havde jeg ikke set ham benytte det, havde jeg ikke anet det. Men jeg blev endnu mere optimistisk end sidst på at høre, hvad bandet kan levere i fremtiden med flere indspilninger og flere koncerter i ryggen. Keep up the good work!

Abscission
Meget havde jeg læst og hørt fra eget geled og andre instanser til, at jeg var spændt på, hvad jeg egentlig ville få serveret, når hovednavnet, Abscission, skulle betræde scenen. De beskriver sig selv som progressiv dødsmetal, hvor der er lånt afarter fra andre genrer til at fuldende udtrykket uden at gå på kompromis med den gode death metal.

Èn ting var dog bestemt sikkert: De mestrede gråzonen mellem det minimalistiske og teatralske. Deres dødemands-sminke (jeg kalder det IKKE corpsepaint) satte en stemning for, at nu skulle det være misantropisk; men derudover var det “bare” sortklædte bandmedlemmer. Godt ramt.

Men hvad med musikken? Altså, man kan nørde for meget, for jeg hørte både lidt blackened death metal, hardcore-elementer og gængs death metal. Og det ER svært at beskrive, hvad bandet bedriver, selvom vores anmelder tidligere har forsøgt.

Men jævnfør min rubrik, så var det et frontalangreb på mine sanser, og jeg havde strategisk placeret mig ved en søjle oppe foran, så jeg ikke blev hylet ud af min trance af en tilfældig moshpit. Den slags musik her, hvor alt skal gå op i en højere enhed, og der ikke et fokus på et enkelt instrument, fordrer i min optik, at man lader sig omslutte af lydbilledet og hengiver sig og taber nuet for at lyde som en gammel hippie.

Det lykkedes til fulde cirka 2/3 af koncerten igennem, men derefter tabte jeg momentum og koncentration, for sangene var dog lige den kende forudsigelige, at mine sanser ikke blev enten udfordret ved et mere progressivt antræk eller som ved en insisterende Sunn O)))-koncert i endnu mere ensformighed.

Men sammenlagt er bandets optræden stadig godkendt med helhedsindtrykket auditivt som visuelt, dog håber jeg, at fremtidige numre/setliste byder på mere variation – eller ligefrem mindre(!)