Alice Cooper

En tur i rutsjebanen med Binzer og Co.

-

Anmeldelse af: Jesper Binzer. Train, Aarhus. 04. december 2020.

Det blev en aften af svingende kaliber, da Jesper Binzer indtog Train for at spille koncert med sin nye solomusik. Koncerten kom aldrig rigtigt op i gear og endte nærmere med at være en kedelig affære.

 

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

Det er fredag aften i Aarhus. Det er begyndt at blive koldt i disse dage. I det mindste er det da så godt, at man kan få lov til at føle varmen fra et scenelys. I aften står den på en tur på Train. En koncert med Jesper Binzer, bedst kendt som forsanger og sympatisk frontmand i D-A-D; et band, hvor Binzer har gjort sig en fremragende karriere igennem de sidste næsten 40 år

Binzer er altid en slags garanti for en fremragende koncert med masser af underholdning, musik, der er præcis, som du husker den og formentlig elsker den, og naturligvis leveringen af en unik og fed vokal. Der er ingen andre, der er Jesper Binzer, han er en slags unikum. Som solist har Binzer slået sig sammen med en af Danmarks dygtigste guitarister i form af Søren Andersen, der også har gjort det som tour de force hos Electric Guitars sammen med manden med det flotte cykelstyrsoverskæg: Mika Vandborg. Andersen har selv håndplukke resten af backingbandet til Binzers soloprojekt, ja, faktisk virker det ofte som egentlig at være mere et Andersen- end et Binzer-projekt, men lad nu det ligge.

I hvert fald er jeg som det absolut mindste en anelse spændt denne aften. Jeg har aldrig oplevet Binzer solo, og nu er han pludselig revet af sin guitar og kan lave et reelt show med store armbevægelser? Det skal da være interessant!

Men det bliver det desværre bare ikke rigtigt. Fra første tone slås an, mærker man særligt, hvordan lyden denne aften ikke rigtigt fungerer. I forhold til hvor guitardrevet musikken er, drukner guitarerne alt for meget i de rungende trommer og det insisterende hammondorgel. Binzer har selv svært ved at skære ordentligt igennem fra start, og selvom lyden løbende bliver bedre, formår det aldrig at blive godt nok. Dette bemærkes særligt under en hammondsolo; en ting, som ellers plejer at være fornøjeligt, hvor der i aften er ingen detaljer, som kan høres i spillet, men der blot opstår et virvar af støj. Et kaos. Denne solo opfølges af en guitarsolo, der ligeledes skal være sej, men ender med at falde til jorden og skuffer i stedet . Ligesom med orgelet kan man ikke differentiere tonerne ordentligt, og vi ender med et miskmask af dårligt syngende guitar, ikke just hvad man forventer af Søren Andersen, som er en helt igennem formidabel rockguitarist.

Bandet formår heller ikke, måske med undtagelse af Andersen, at komme ordentligt ud over scenen. Det kan godt mærkes, at det er svært for dem at spille for et helt stille publikum, på trods af at de har prøvet det en del i år. Binzer selv lader til at have svært ved at finde sin egentlige plads på scenen og virker knap så ledende, som man er vant til at opleve ham i D-A-D. Der er ikke det samme spræl og fandenivoldskhed.

Musikalsk svinger kvaliteten ligeledes enormt her til aften. Når musikken svinger og rocker ordentligt igennem, er koncerten faktisk rigtigt god. Desværre er det bare for sjældent, at man får det helt rigtige sug i maven, og ens fod per automatik begynder at vippe i takt til musikken. Som oftest er numrene af en utroligt standardiseret opbygning og lyder som noget, man har hørt hundrede gange før. Der er sågar et nummer (“Dying Is Easy”), der leder tankerne hen imod bands i samme stil som Blink 182, hvis altså ikke at Binzers vokal var så karakteristisk. Denne vokal trækker det alligevel tilpas væk fra det pop-punkede.

Det lyder nemlig hele tiden lidt henad hinanden, når den kære Binzer synger, og det er både på godt og på ondt. Det gør, at man aldrig helt bliver skuffet, men formår bare heller ikke at blive overrasket.

På trods af alt hvad der faktisk burde virke ved dette projekt, bliver det hele her til aften bare lidt tyndt og tamt. Bandet spiller som sådan fint, men man bliver aldrig overrasket over et nummer, og de forskellige hooks fra de fremførte numre forsvinder som dug for solen, så snart næste nummer sparkes i gang.

Vi får altså en tur i børnerutsjebanen med Binzer og Co., og det er altså cirka så ufarligt som det lyder.

ANTAL STJERNER

Jesper Binzer

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Jesper Binzer. Train, Aarhus. 04. december 2020. Det blev en aften af svingende kaliber, da Jesper Binzer indtog Train for at spille koncert med sin nye solomusik. Koncerten kom aldrig rigtigt op i gear og endte nærmere med at være en kedelig affære.   Foto:...En tur i rutsjebanen med Binzer og Co.