Anmeldelse af: Fear Factory m.fl. Pumpehuset, Kbh. 09. december 2023.
Med en ny vokalist i front og en divers gruppe bands med på landevejen ramte Fear Factorys Disruptour Pumpehuset. Min debut koncert med bandet stod for døren.
Foto: Miglė Černevičiūtė
Der er kø ude foran spillestedet, da jeg stiller min cykel. Hurtigt er jeg dog indenfor, hvor der bliver hilst på de dejlige folk, jeg kender, og ellers er det ovenpå for at fange hele pakken af musik.
Ghosts of Atlantis
Aftenens første band kommer fra England. Siden deres start i 2019 har de udgivet en stor bunke singler og har også to fuldlængde albums på samvittigheden, 3/6/2/4 (2021) og Riddles of the Sycophants fra i år.
Deres musikalske univers kræser om græsk mytologi, legenden om den sunkne by og diverse fantasy-elementer. Jeg er ikke stødt på de fem musikere før hverken på plade eller live, så det bliver en førstegangsoplevelse på alle parametre.
Bandet kommer ind med delvist mørk makeup i ansigtet. Det leder tanken hen på oliepletter specielt i det lasede tøj, de bærer, som er de lige trådt i land efter en lang farefuld rejse til søs.
Deres leadvokalist, Phil Primmer, har et udmærket growl og skrig, men ikke den mest karakteristiske stemme, men hans teknik fejler ikke noget. Colin Parks på guitar leverer cleanvokal. Det er dog som om, at hans stemme er lidt svag, og det melodiske krydderi, han sikkert skulle tilføje til sangene, drukner desværre under det meste af koncerten.
Jeg kan ane med deres spoken word og en kende melodic death metal, at de prøver at ramme en lidt episk stemning, der kan matche deres tekstunivers. Men på trods af solidt musikalsk håndværk, der lægger vægt på tyngde og en god omgang headbanger-groove, så rammer de ikke de store sagnomspundne vingesus.
Lidt båndede symfoniske toner skulle nok hjælpe dem på vej; det har ikke den store effekt.
Vi er med på en fin ‘HEY’-chant, og på “False Prophet” rejser Ghosts of Atlantis sig endelig, og jeg får en mere klar fornemmelse af, hvad de vil med deres lydbillede + Colin Parks stemme har fået noget mere styrke.
Englænderne gjorde det fint, men fremstod i sidste ende anonyme uden at efterlade sig det store indtryk. Videre til næste artist.
Ignea
Fra Ukraine kommer endnu et helt nyt band i min verden. Gruppen startede i 2013 under navnet Parallax, hvor de nåede at udgive én EP, Sputnik, + en single i 2014 ved navn “Petrichor”.
Efter en navneforandring i 2015 til Ignea signalerede det en ny tid for gruppen, og med singlen “Alga” var det næste skridt taget. Tre albums er det siden blevet til, The Sign of Faith (2017), The Realms of Fire and Death (2020) og Dreams of Lands Unseen fra i år.
Vi har at gøre med et mix af symfonisk og progressiv metal iblandet orientalske elementer. Inden koncerten får jeg at vide, at bandet var tæt på at aflyse grundet sygdom. Men de gør deres entré alligevel.
Helle Bogdanova leverer normalt både ren skønsang og growls. Men i aften må vi undvære den rå stemme, annoncerer hun tidligt i koncerten, da hun næsten mistede stemmen på denne tour.
Evgeny Zhytnyuk har en keytar med sig og får da tilføjet lidt ekstra dynamik til musikken samt bevægelse på scenen. Jeg finder som sådan ikke Ignea særlig spændende, som musikken spiller videre. Bevares, de har da nogle interessante ideer med deres folk-inspirationer, men jeg mangler nogle flere hooks og melodier, jeg kan blive fanget af.
De har jo også en off dag, så det er meget muligt, at de havde efterladt et større indtryk på fuld styrke under andre forhold. På trods af at de er lidt helbredsramte, bliver der headbanget af hele bandet, og Bogdanova gør sit for at løfte stemningen. Under “Nomad’s Luck” gæstes de af Inuuteq Kleemann på guitar fra danske Forever Still. Man kunne helt have ønsket, at de havde stået her i aften i stedet.
Vi bliver takket for vores støtte til Ukraine, og lidt growl har Bogdanova alligevel overskud til at fyre af på sidste sang, “Optimist”, men jeg ved ikke, hvor meget det alligevel havde hjulpet musikken, havde det været en større del af koncerten. Jeg synes sjældent, at den mere brutale vokal hænger særligt godt sammen med power og symphonic metal.
Efter to ok opvarmningsband, hvor ingen af dem fik sat særligt meget bevægelse i hverken mig eller resten af publikum, så må vi snart ramme noget mere vildskab.
Butcher Babies
Det amerikanske band blev dannet i 2010 og udgav deres første EP, Butcher Babies, i 2012. Debutalbummet, Goliath, udkom i 2013, og lige siden har jeg været stor fan af gruppens moderne party-tråd. Groove, alternative, thrash og lidt metalcore har sat gruppen solidt på heavy metal-verdenskortet.
Frontet af Hedi Sheppard og Carla Harvey på co-lead vokal har de deres egen, måske ikke så originale, men sprængfarlige tilgang til genren.
De har besøgt Danmark et par gange efterhånden, og jeg har vist været gæst ved næsten alle lejlighederne. På Copenhell i 2015, på Loppen i 2016 og i Amager Bio i 2022.
Showet i aften adskiller sig dog på ét væsentligt punkt. Carla Harvey har været nødsaget til at blive hjemme for at få foretaget en kritisk operation på sit venstre øje. Så det er et mindre amputeret Butcher Babies, der skal få os op i gear, inden Dino Cazares og co. går på.
Jeg skal lige ryge en smøg med en veninde, så jeg kommer lidt sent ind i det første nummer og skynder mig op foran scenen. “Red Thunder” fra dette års dobbeltalbum, Eye For An Eye…/…’Till the World’s Blind, er det næste på sætlisten.
Selv uden Harvey spilder Hedi Sheppard ingen tid, hun vil have gang i os. Forsangerinden er et energibundt, der lever og ånder for at tæske igennem på scenen og underholde os til den store guldmedalje. Spark, hop og vilde bevægelser leverer Heidi hele vejen igennem samt en god vekslen imellem sang og growl.
Røg og lys showet er også skruet gevaldigt i vejret. Med blandt andet varierende røde og hvide lamper + masser af strobelys. Sidstnævnte er der lige en kende for meget af. Det viser sig, at lampen er gået i stykker, ærgerligt.
“Monsters Ball” fra Take It Like A Man (2015) får de forreste rækker til at råbe med på det nemme omkvæd. Under “Kingpin” bliver en gæst udnævnt til at være pit-master, og gulvet begynder for alvor at koge.
“Do you know what time it is?” råber Sheppard, og “It’s Killing Time, Baby!” holder fast i festen. Flere har nu overgivet sig til Butcher Babies, og den fjollede og energiske “Beaver Cage” fra i år har et solidt greb i os.
Jeg gør mit bedste for at deltage i løjerne, men desværre må jeg trække mig lidt. Jeg er stadig en kende skadet af et færdselsuheld på cyklen i sidste måned.
Under “Spittin’ Teeth” er Sheppard nede på gulvet, imens circle pitten snurrer rundt om hende. Sådan er man festens store midtpunkt. “Last December” er en lidt kedelig ballade, der bestemt er introduceret med følelse, men som lidt tager pusten ud af koncerten, og her mere end nogensinde før,er strobelyset i vejen.
Hittet “Magnolia Blvd” trækker mig ud på gulvet, og jeg får svunget håret og hævet stemmen til sidst.
Det er ikke Butcher Babies uden begge sangerinder, men på trods af dette er bandet altid garant for et hardcore dansegulv, og de fik sveden i gang hos gæsterne. Nu var vi klar til headlineren.
Fear Factory
De amerikanske industrial-legender skal betræde dansk jord igen. I 1989 startede de som Ulceration, før de i 1990 skiftede navn til Fear Factory, and the rest is history, som de siger.
Hvad der desværre også hører med til den historie, er adskillige banddramaer og sagsanlæg medlemmer og eks-medlemmer imellem. Det resulterede i, at Burton C. Bell i 2020 efter 30 år som frontmand forlod bandet.
Han nåede at lægge stemme til den seneste skive fra gruppen, Aggression Continuum, der udkom i 2021. Men var hans exit alligevel så skidt en ting?
Der har i årevis eksisteret den brede holdning, at Bell ikke har kunnet levere en god vokal live, og Fear Factory blev kendt som et godt studieband, men ikke noget, man behøvede at opleve på en scene. Selv har jeg kun overhørt et par koncerter med veteranerne: engang på Wacken for år tilbage og som opvarmning for Slayer i Store Vega tilbage i 2013. Så nu skulle min rigtige debutkoncert med Fear Factory altså finde sted.
Anno 2023 består bandet af leadguitarist, Dino Cazares – det eneste oprindelige medlem, der er tilbage – Pete Webber på trommer, Tony Campos på bas og backingvokal samt den nye vokalist, Milo Silvestro.
Der er for alvor proppet nu, og spændingen hænger i luften. Der er mikrofonstativer i hver side af scenen, ophængt på dem er en rygrad, der ender i en hjerne. Det sætter stemningen for den kamp og dualitet imellem menneske og maskine, bandet har sunget og skrevet om i årtier.
Silvestro har uden tvivl en bedre stemme end Burton at dømme ud fra de livevideoer, jeg har set med eks-forsangeren. Hans stemme er tilsat lidt for meget ekko efter min smag, men han fungerer glimrende i front og er tydeligvis lykkelig for at være med i det legendariske band.
“Recharger” fra The Industrialist (2021) og “Dielectric” fra Genexus (2015) får sat gang i pitten, og selv med min ømme krop må jeg hoppe lidt med. Dinos trademark maskingeværs-riffs sidder til perfektion, og Webber er en vild og præcis maskine på trommerne.
“Powershifter” er en af de sange, jeg har dyrket meget op til koncerten, og jeg får testet min lungekapacitet til nummeret.
Efter “Freedom or Fire” ryger min Lorna Shore-tour t-shirt, det her er alligevel for godt eksekveret. Under de næste par sange taber publikum dog lidt pusten i den ellers vilde pit, selv under klassikeren “Linchpin”.
På trods af at Dino hader albummet, har de valgt at inkludere et par sange fra det, siger Silvestro. Det er “Slave Labor” og “Archetype” fra Archetype-pladen fra 2004. At Cazares ikke er den store fan af denne plade, er nok fordi, bandet igen var røget i totterne på hinanden dengang, og pga. dette blev skiven skrevet uden hans bidrag hverken som sangskriver eller medlem.
Men jeg har altid været stor fan af netop “Archetype”-nummeret, og som midten af gulvet bliver fyldt igen, og folk råber deres lunger ud, er jeg tydeligvis ikke den eneste. Et stort fælles “open your eyes” fra publikum til sidst beviser, at den her sang nok bør blive på sætlisten i fremtiden.
Da “Demanifacture”, “Zero Signal” og “Replica” – alle fra den banebrydende Demanifacture-skive (1995) – bliver spillet i træk, er fansene igen klar på at tonse ind i hinanden, og en vild circle pit opstår. “Resurrection” afslutter koncerten.
Jeg har altid været større fan af de bands, Fear Factory har inspireret, særligt danske Mnemic. Men jeg må indrømme efter at have lyttet nærmere til deres diskografi op til i aften og med en ny frisk sanger på banen, er jeg endelig klar til at blive fusioneret sammen med maskinens sjæl.
