-
Une Misère
-
All Pigs Must Die
Anmeldelse af: All Pigs Must Die + Une Misère, BETA, Kbh, 15. april 2018
Det blev den slags koncert, hvor jeg blev påmindet om, hvorfor kaotisk støj og larm bevæger mig til tårernes rand
Foto: Mathilde Maria Rønshof
ADVARSEL: Hvis du ikke mener, at man kan bruge et ord som “kærlighed” og fornemme “ultimativ følelsesoplevelse” i en anmeldelse af hardcore/powerviolence/grindcore-bandsene All Pigs Must Die fra USA og islandske Une Misère, så er der ingen grund til, at du læser videre.
Sidste år udgav All Pigs Must Die det anmelderroste album Hostage Animal, den her koncert var anden gang, de besøgte DK (sidste gang var Roskilde i 2015), men her slutter de tørre fakta om denne koncerts ramme, for resten må du selv undersøge, tjekke på setlist.fm eller spørge dem, der ellers var til koncerten om, hvad der blev spillet, for jeg vil dvæle ved og forsøgsvist bringe dig, kære metalfan, på bølgelængde med en (gen)fortælling- og (fælles)forståelse for, hvorfor vi sammen nyder og ærer sådan noget skøn larm!
Jeg vil lige slå fast med det samme, at det her ikke var den bedste koncert, jeg har oplevet i år, den var et godt sted over middel, men det var selve stemningen og oplevelsen, der – atter – cementerede, hvorfor jeg elsker de her (sub)genrer.
Tillad mig at starte med den umiddelbare hjemkomst efter koncerten, hvor fotografen over besked spurgte, hvordan jeg havde oplevet koncerten. Jeg svarede, her lettere redigeret:
“Det er søndag, det er lortevej, man vil hellere fede den hjemme under dynen… Så står man på BETA og tænker på arbejdsdagen i dag og ens lousy økonomi og – BUM, et lilletrommeslag fra opvarmningsbandet, Une Misère.
Jeg fanges af musikken, den intensiveres, vi er i et stærkt lydunivers, intens energi, anarki for de indviede, blodsudgydelseslyst for de indforståede, men mest af alt medmenneskelig kærlighed over de bestående temaer i livet: Savn, had, svigt, der bliver fortalt i et bølgebrusende favntag med livet som gidsel i en nærværende kærligheds-dødsdans.”
Af princip sover jeg altid, før jeg skriver en anmeldelse, så de mange indtryk kan fordybe sig, men ovenstående citat gælder stadig for min oplevelse på BETA søndag aften – jeg havde ikke lyst til at være andre steder end på det amagerkanske spillested på daværende tidspunkt.
Da forsangeren i Une Misère dedikerede sidste sang i deres sæt til en afdød ven, var det tydeligt at se, at han stadig var bevæget af tabet – og så sparkede han ellers al energi, livslede, fortvivlelse ud via bandets bragende soniske angreb, som din mor med 99 procent sikkerhed vil kalde larm, støj og “hvem gider betale for at se den slags?”-sætninger.
Jeg mærkede kærlighed og nærvær i meddelelsen fra scenen, og var vi i publikum ikke sådan nogle sløve padder (mig selv inklusiv), så kunne BETA meget vel være eksploderet og imploderet på samme tid, men energien var tydeligvis gemt til det energiske angreb, der går under navnet All Pigs Must Die, som ikke ville slippe deres tag i os fremmødte og kvitterede med ekstranummer.
Og pludselig var det slut, og det auditive overfald, man selv havde bedt om og taget imod med kyshånd, var forbigået som alverdens herligheder i et flygtigt øjeblik for aldrig at genopstå (jeg sagde jo, det blev følelsesporno, det her!), og vi nød det bare, mens det stod på.
Os, der mødte op, ved, hvorfor det var – mildt sagt – fedt at være på BETA den aften, og for at slutte, som jeg lovede med at forklare, hvorfor man elsker metal, så vil jeg afrunde i bedste cocktease-stil med et citat.
Louis Armstrong blev engang bedt om at definere swing-musikken. Hans svar: If you have to ask, you’ll never know.
(Metal)musik skal føles og opleves live, hvis du spørger mig, og det var denne koncert et bravt bevis på!
Oplev stemningen fra aftenen via de forevigede skud fra Mathilde Maria Rønshof/mathildemariaroenshof.com her:
