Alice Cooper

Veltæmmet bæst eller stueren missekat?

-

Anmeldelse af: Beast in Black – Dark Connection. Udgivet 29. oktober 2021 via Nuclear Blast.

Da jeg hørte at Beast in Black endelig stod klar med nyt kunne jeg dårligt få armene ned!

 

Fra første møde med dette disko metal-inferno var jeg fuldkommen hooked, og det var kun til min store skuffelse, at jeg opdagede, at bandet kun havde udgivet TO sølle albums i deres 6 snart 7 år i branchen. Jeg har hørt både Berserker og From Hell with Love forfra og bagfra flere gange end, hvad jeg er stolt af. Så da Dark Connection endelig her i 2021 prikkede mig på skulderen, var jeg i ekstase, for hvis der er noget, som min sjæl er klar til, så er det masser af eurodance, disko og skingre sopran skrig klædt ud i læder og lak.

Vi lægger ud med en intro domineret af veltunet keyboard med nummeret “Blade Runner”. Selvom man næppe kunne tro, at det var muligt, så er der, om gud vil det, altså blevet skruet endnu mere op for disko beats, 80’er hyper pop og eurodance-elementer på dette album, og hvis man tror, der er smurt tykt på fra starten, så tager man fejl.

Beast in Black har uden tvivl fundet deres helt særegne lyd og i stedet for at finpolere den, har de valgt at tage musiksteorider og intensiveret den yderligere, som var det undfanget i et LSD-trip domineret af de tidligere 00’ers Cascada-hits. Numre som “Highway to Mars” og “Hardcore” er præget af ræsende diskobeats, europop og noget, der vist godt kunne ligne metal… på afstand, i tusmørke… bag en mur. Men alt dette er faktisk underordnet, for på en eller anden måde, så spiller det altså bare. Bebrejd mig for min mangel på mere raffineret finesse, men jeg åd det her album råt, ukrydret, uden sovs eller bestik.

Hele Beast in Blacks image har været bygget op om bæstet fra helvede, krig, kampe og at overvinde det onde, nærmest som Sabatons fætter fra den dystopiske middelalder. Men Dark Connection roder rundt i, ja… jeg ved seriøst ikke engang, hvor jeg skal starte: Tokyo, Anime, Cyber Punk- og Bubblegum Crisis-universet med et drys af Blade Runner. Det har i den grad taget en uventet drejning, og vi bevæger os nu i et cyberspace af et mangainspireret mediehelvede fra de sene 80’er. Vi nærmer os mere og mere en potentiel og endda i høj grad kvalificeret kandidat til Eurovision 2022, og det ville personligt ikke gøre mig spor!

Forsanger, Yannis Papadopolus, stjæler det konceptuelle rampelys ved hver et nummer med en stemme, der kunne få selv den mest veltrænede, polerede kordreng til at ryste i bukserne. Hans syleskarpe skyhøje røst skuffer aldrig og giver mig bølge efter bølge af kuldegysninger. Der er ingen usikkerhed eller svinger i valsen hos denne kanon talentfulde kastratsangeren, som må have haft en politisirene som sanginstruktør. Hans stemmeføring er naturlig, effortless og urokkelig afrundet med et hint af luftighed og vanvittig kontrolleret vibrato i samtlige numre. Magen til stamina hos en mand er sjældent, hvis aldrig, set.

Som en person, der er (næsten) lige så stor tilhænger af Eurodance som af metal, så fungerer denne sammensmeltning eminent til min øregang, men det føles ærligt mere som en skamfuld affære end en skyldsfri nydelse, når jeg lytter til numre som “One Night in Tokyo” (Jeg udfordrer dig til modstå trangen til at skråle med på den her!) Jeg skruer instinktivt ned for mine høretelefoner, når nogen sætter sig ved siden af mig i bussen, for sæt nu, hvis de skulle lure min passion for det her miskmask af sukkersødt diskorock.

Hvert et nummer er poleret som en glasurglaseret lagkage, musikken er aggressiv og insisterende, sanseligt og psykedelisk som powermetallens ækvivalent til at stirre direkte ind i solen. Vi får kun ét enkelt pusterum i denne omgang med nummeret “My Dystophia”, ellers får vi for fuld smadder og fart over feltet i et nummer som “Broken Survivors” med glitter og glamrock kastet direkte i øjnene og en knytnæve af synthesizer durk ind i øregangen. Vi ender ud med et Michael Jackson-cover af sangen “They Don’t Really Care About Us”, og i min optik, efter denne mærkværdige rutsjebanetur, så kunne de slutte af med et cover af “Mariehønen Eviglad”, og jeg ville ikke engang undre mig.

Jeg har for alvor et had/kærlighedsforhold til det her band, og dette album bekræfter kun mine kontroversielle følelser. Dark connection har desværre ikke meget mørkt over sig, men en connection er der, en connection til mit hjerte, for jeg kan simpelthen ikke slippe min kærlighed for det her band.
Det er så tosset, underligt, cheesy, tåkrummende og alligevel bare… så godt. Der er så meget talent, og samtidig er det bare så overdrevent sukkersødt, at jeg har udviklet seriøs diabetes efter mit bekendtskab med det mørke glukosebæst. Jeg bliver bragt direkte tilbage foran Pumpehuset scene I 2019, hvor jeg med store Disney-øjne betragtede neonhelvedet selv eksplodere foran mig. Og, for fanden, hvor må jeg bare tilbage snarest muligt for at få endnu et skud insulin.

Til jer der er heldige, så er der livekoncert med bæstet den 24 november i Amager Bio.

Strap in, it’s gonna be a crazy ride!

REVIEW OVERVIEW

Beast in Black - Dark Connection

Share this article

Recent posts

Popular categories

Anmeldelse af: Beast in Black - Dark Connection. Udgivet 29. oktober 2021 via Nuclear Blast. Da jeg hørte at Beast in Black endelig stod klar med nyt kunne jeg dårligt få armene ned!   Fra første møde med dette disko metal-inferno var jeg fuldkommen hooked, og det...Veltæmmet bæst eller stueren missekat?