Anmeldelse af: Beast in Black + Myrath. Pumpehuset, Kbh. 31. oktober 2019.
En ideel Halloween aften fejres i stor stil i selskab med sorte monstre, kolde drinks og folk, klædt i læder, så hvor ellers skulle man befinde sig end foran Pumpehusets store scene, hvor det finske sorte bæst skulle udfolde sine mørke vinger og flyve direkte fra helvede og ind i vores hjerter.
Billedet ovenover er skudt af Claus Westh Ljørring
Instagram: @clphotodk
Facebook: @clphotographydk
Beast In Black headlinede deres tour med deres nyeste album, From Hell with Love, og trods dette blot er deres 2. album siden deres 2015 debut som band, så er Beast In Black allerede et velkendt ansigt bl.a. efter deres opvarmning for Nightwish i Valby Hallen 2018. Men denne gang stod de selv i fronten af deres egen tour, som denne aften resulterede i en fuldkommen udsolgt koncert, og det skulle vise sig, at de danseglade mænd havde flere tricks oppe i deres læderklædte ærmer.
Myrath
Beast In Black kom ikke foruden et noget særegent opvamningsband til lige at kridte banen op på scenen. Jeg havde absolut ingen forventninger til det tunesiske band Myrath, som siden 2001 har skabt enestående musik, hvis genre kan defineres som orientalsk powermetal. Myrath har i 2019 udgivet deres nyeste album, Sehili, hvis numre udgjorde størstedelen af aftenens set.
En fascinerende instrumental lyd summede ud i salen og bar lighed med introen til Løvernes Konge, og kort tid efter indtog bandet scenen med stor stil. Forsanger, Zaher Zorgati, en elegant langhåret Prince of Persia-look a like udløste ufejlbart en ligeså elegant stemmeføring i takt med lyden fra en persisk langfløjte og dobbeltpedal – så var vi i gang!
Bandet gik fuldstændig bonkers i den skamløse fordeling af sukkerholdige falsetter, old-egyptiske fløjtespil og tunge mørke metalliske toner. Til min overraskelse fungerede denne fusion umådelig godt for Myrtah.
Disse poppede Best-of-Azerbaijan-Eurovision momenter var, hvad der gjorde denne oplevelse exceptionelt spændende og fængende.
Af og til blev numrene akkompagneret med maskerede, barmavede mandlige dansere, som med stor præcision og dygtighed svingede neonlysende stave, som jeg var overbevist om kunne have været ild, men Pumpehuset har beklageligvis nok nogle sikkerhedsmæssige foranstaltninger, som fraråder levende ild. Kedeligt nok.
Til sangen “Dance” stod publikum i gruppevis og dansede og headbangede i en vekslende strøm, og det var fuldstændig umuligt at stå stille til de lokkende toner af de progressive baslinjer og syngende keyboard. Den sexede atmosfære blev igen og igen flettet sammen med de dystre toner og de arabiske strenge, der blev en større og mere integreret del af sangene, jo længere vi bevægede os ind i settet. Det hele kulminerede i en glædesrus til storhittet “Believe”, hvor sing-a-long-stemningen for alvor kom på sit højeste, og publikum messede med i kor.
Det er uden tvivl en smagssag, om man kan klare mosten af at se ens gode gamle metal dyppe fødderne i mellemøstlig folkemusik, men der er en helt ufejlbarlig særlighed over Myrath, som ingen kan tage fra dem. Bandet har bevist, at en noget uventet fusion, som mødet, der sker mellem brødene i en Nutella og bacon sandwich, kan fungere helt exceptionelt godt, når det bliver eksekveret så eminent, som det blev gjort denne aften.
Beast In Black
Før Beast In Black kunne indtage den store scene, skulle der ske en noget overdreven oppyntning. Scenen vrimlede med pynteglade medarbejdere, som ustoppeligt dekorerede hver en centimeter af scenen, hvor der til sidst ikke var et eneste instrument, som ikke var beklædt med mindst otte skelethoveder. Så er stemningen sat!
Fra pladsen, som engang var en scene, men som nu var blevet helvedes port, befængt med skeletter, ild, og sorte uhyre, bragede triumferende krigsmusik ud i salen. Beast In Blacks tre langhårede strenginstrumentspillere stillede sig op på stribe og hamrede løs på strengene til aftenens første nummer, “Cry out for a Hero”, som satte tonen med en gennemslående tung fanfare. Guitargymnastikken blev suppleret af forsanger, Yannis Papadopoulos, alsidige skrig-glade vokal, som blæste mig fuldstændig bagover. Med en vanvittig kraftfuld stemme, som spændte sig over adskillige oktaver, bevægede han sig ubesværet og med samme kraft op i diskanten, så selv den dygtigste kastratsanger må bøje sig i støvet.
Beast In Black signaturlyd består af et ægteskab mellem heavy og powermetal, som samtidig har en livlig affære med synthesizer-stilistisk glamrock. Musikken, de finske læderklædte mænd har skabt siden 2015, trækker tråde tilbage til 80’ernes post-disko og indlejrer samtidigt livlig tung metal, som bærer mange ligheder med svenske Sabaton.
På trods af at settet var domineret af de nyere hits fra From Hell With Love, var der tid til storslåede hits som Beast In Black fra 2017s Berserker, som i min optik er et af bandets mest ikoniske og definerende numre, hvor den bombastiske majestætiske stemning virkelig er på sit højeste.
Papalopudos stjal rampelyset gang på gang. Hans grusomme skyhøje falsetter blev opvejet af periodiske øjeblikke med kontrollerede fine lyse toner, som blev udført med sådan en sindsro, at man ikke kunne være andet end betaget. Dog gav frontmanden rigeligt med plads til sine medspillere og forlod konsekvent scenen ved hver guitarsolo for at videregive rampelyset.
Anton Kabanen, bandets mastermind, leadguitarist og grundlægger, leverede solo efter solo, perfekt matchet med Attes trommer samtidig med, at Mate Molnar demonstrerede, at en bassist kan levere lige så betagende riffs. Dog var jeg mest betaget af bandets rytmeguitarist, Kasperi Heikkinen, hvis mimik på intet tidspunkt stod stille. Han diskede op med det ene strålende smitsomme tandsmil efter det andet, mimede med til hvert et nummer og fik blinket til hver og en af de 600 gæster i salen.
Med kun to albums i deres repertoire fik vi gennem de 18 numre på setlisten rundet stort set hvert et hit lige fra det hæsblæsende hurtige “No Surrender” til rock-balladen “Ghost in the Rain”. Til min store begejstring fik vi også fyret op for det lettere cheesy nummer “Crazy, Mad, Insane”, som indiskutabelt er festligt og catchy, men bestemt ikke for de laktoseintolerante.
Settet blev rundet af med “From Hell With Love”, domineret af metalliske guitarriffs, euforiske falsetter og lejlighedsvise gimmicks af synth-pop-elementer er dette et brillant veludført nummer, som i min optik fremtræder som et af Beast In Blacks bedste, selvfølgelig akkompagneret med det uundgåelige, men ligeså brillante encore, “Blind and Frozen”.
Beast In Black er uden tvivl en stigende stjerne inden for Powermetallen. Med en forsanger, som har rødder i klassisk musik og opera og en guitarist med en røvfuld af talent og drivkraft samt et dygtigt og velstemt team af musikere bag dem, så er himlen den konceptuelle grænse for Beast In Black.
Jeg vil uden tvivl stå forrest i køen næste gang, de benådninger vores danske scene med flere krigsråb og kærlighed direkte fra helvede!
Billederne nedenunder er skudt af Claus Westh Ljørring
Instagram: @clphotodk
Facebook: @clphotographydk
