Anmeldelse af Lamb of God + support, d. 11. august 2026 i K.B. Hallen, Frederiksberg
Lamb of God er muligvis det band, som jeg har set flest gange i mit liv. Derfor er der heller ingen tvivl om, hvor jeg befinder mig, når Guds lam igen velsigner den danske jord.
Arkivfoto: Mark Stoumann
Det føles også meget passende, at denne koncert samtidig bliver min sidste anmeldelse for Metal A Day. Efter mange år som skribent er det tid til at jeg søger nye græsgange. Derfor bliver denne aften min ultimative svanesang.
Udover Lamb of God er der dog tre andre bands på plakaten i aften: Vended, Fit For An Autopsy og Thy Art is Murder. Min krop er ikke bygget til tre supportbands. Efter en skæbensvanger tur i pitten til Born of Osiris tilbage i januar har min ankel været ude af led, og derfor er jeg gået på mosh-pit-pension. Men når man nu engang har sagt ja til en tur i KB Hallen, så må man lade liv og lemmer endnu en gang, for det er fuldkommen usandsynligt, at dette bliver en rolig koncert.
Vended
Første band på scenen er Vended fra Iowa. Forsanger Griffin Taylor, ja, nepobaby af Slipknot-frontmand Corey Taylor, Simon Crahan (Shawn Crahans nepobaby) og resten af bandet står blåmalede i hovedet og ligner Braveheart efter en svedig weekend på Wacken. Krigsmalingen matcher kampgejsten.
Lydmuren i salen er absolut enorm. Selvom jeg allerede har tinnitus, må jeg konstatere, at KB Hallen denne aften har skruet op for selv de hørehæmmede. Bassen kan føles nede i tåneglene, og bette Taylor hvisker bestemt ikke i mikrofonen. Jeg måtte ile ud på toilettet for at beskytte mine øregange med toiletpapir. 90 dkk for ørepropper? Det er jo røveri.
Der bliver råbt flittigt mellem numrene, lovprist og forsøgt skabt kontakt til det danske publikum. Problemet er bare, at danskerne ikke helt virker klar til at give slip på tøjlerne endnu, eller måske sparer de bare lidt på energien. I klassisk dansk stil står vi med behørig afstand til hinanden og svajer. Vended selv mangler til gengæld ikke energi. De leverer den ene banger efter den anden. Det hele flyder en smule sammen, men det er ikke nødvendigvis en dårlig flyder. Halvvejs gennem settet ryger trøjen af mini-Taylor. Resten af kroppen er tilsyneladende også smurt ind i en form for krigsmaling. En olieret mand i bar overkrop med en mikrofon og en masse vrede råb kan jeg altså ikke sige noget dårligt om.
Vokalen drukner dog til tider en smule i den massive instrumentale lydmur, og først da der bliver åbnet for crowdsurfing-kanalen, begynder publikum for alvor at vågne. Et par modige sjæle kaster sig ud i bølgerne. Ved det sidste nummer ”Asylum”, kaster Taylor sig rundt på scenen, som om han var lavet af spaghetti. Arme og ben flyver i alle retninger, og han forsøger med hele kroppen at indkapsle den vanvittige energi, sangen kræver. Jeg står stadig mest og venter på anden ret, men jeg skal heller aldrig klage over en svedig mand i bar overkrop.
Fit For An Autopsy
Efter Vendeds energiske omgang bliver næste levende billede det amerikanske deathcoreband: Fit For An Autopsy.
I kontrast til Vendeds mere eksplosive tilgang virker Fit For An Autopsy umiddelbart som en mere tam omgang. Ikke fordi de mangler heavy-delen, det er trods alt deathcore, problemet er snarere, at paletten ikke bliver synderligt differentieret. Råb og skrig. Blastbeats. Breakdowns. Tungt. Igen og igen.. og så igen.
Lamb of God har f.eks. altid været gode til at køre i den hardcore grøft, men uden at blive boende dernede. Der er små lommer af variation, hvor man kan tage en hurtig breather, før næste tunge riff kommer væltende. Fit For An Autopsy giver derimod mere følelsen af en brutal øretæve fra start til slut. Når det så er sagt, så har de klart styr på deres håndværk.
Bandet får mig til at tænke på en god lasagne. Ingen bliver rigtig ked af at få den serveret, men det er heller ikke nødvendigvis den ret, man går hjem og drømmer om bagefter. Numrene flyder lidt sammen, tempoet føles amputeret, og kontakten til publikum er begrænset til variationer af sætningen ”Thank you, and this next song is…”
Growlet sidder til gengæld lige i skabet. Clean vocals? De må gerne gå hjem og lægge sig. Tanken er fin. Men nej tak. Mit højdepunkt fra denne koncert, hvad da jeg betagede en noget flashy neongul guitar i hænderne på en mand iført matchende neongule sko. Det er sgu et drip, der ville noget.
Instrumentalt er der ingen tvivl om, at bandet kan deres kram. Men som liveoplevelse mangler der lige det sidste spark.
Thy Art Is Murder
Det australske deathcoreband Thy Art Is Murder formår at ændre temperaturen i rummet. Dobbeltpedalen banger derudaf, lysshowet følger beats’ene næsten perfekt, og pig squeals, skrig, growl og alt derimellem tager form. Det er her, at aftenen for alvor begynder at føles som en metaloplevelse og ikke bare fire bands på samme plakat.
Det mest fascinerende er næsten, hvor afslappet forsangeren ser ud. Han tropper op i sweatpants og cappen omvendt på hovedet, mens han bevæger sig rundt på scenen, som om han lige er på vej ned for at hente sit vasketøj. Men det der kommer ud af hans mund er alt andet end rent! Kontrasten er dødcharmerende, og ikke mindst ekstremt underholdende.
Hvor Vended havde masser af energi, og Fit For An Autopsy havde masser af brutalitet, formår Thy Art Is Murder at samle begge dele, så det hele går op i en højere enhed. Hver tone, hvert skrig og hvert slag føles placeret med kirurgisk præcision. Trommeslageren er ganske enkelt fantastisk. Teknisk dygtig, hurtig og med en præcision, der gør det svært at løsrive blikket fra ham. Der sniger sig endda små hints af metalcore og mere teknisk metal ind i maskineriet, og det fungerer fremragende.
Lyden er bedre. Vokalen er bedre. Den tekniske kunnen er bedre. Og vigtigst af alt: Bandet ved præcis, hvordan man får et publikum med. Thy Art Is Murder er aftenens klart stærkeste supportnavn og kommer meget tæt på at stjæle showet.
Lamb of God
Hvis man har læst Randy Blythes bog Dark Days, ved man, at livet som rockstjerne ikke nødvendigvis består af champagne, privatfly og femstjernede hoteller. Så hvis man vil støtte sit yndlingsband, bør man altid besøge merchboden. Og derfor finder man altid undertegnede til koncert iført et spritny band-tshirt, med en ældre version sammenkrøllet i håndtasken.
Jeg har efterhånden set Lamb of God seks-syv gange, og jeg må indrømme, at de seneste par koncerter har føltes en smule amputerede i forhold til første gang at jeg oplevede dem tilbage i 00’erne. Måske er det alderen. Måske er det publikum. Måske er det bare mig. Ville i aften blive lam eller tam? Fra første nummer var jeg allerede overbevist.
Vi åbner med ”Ruin”, og den sidder lige i skabet. Fra første øjeblik er der en følelse af, at her har vi et band, der behøver at bevise noget. De ved præcis, hvad publikum er kommet for.
Lamb of God har efterhånden eksisteret i mere end to årtier, og alligevel er der stadig noget næsten absurd effektivt over deres liveformel. De har ikke brug for store kunstpauser, lange forklaringer eller den klassiske ”I CAN’T HEAR YOU!”-rutine. Ingen bullshit. Bare metal. Randy hopper, løber, brøler og tramper rundt på scenen som en energisk, vred bjergged, der har fået adgang til en mikrofon. Hans vokal skærer sig gennem salen, mens resten af bandet leverer den teknikalitet, der har gjort Lamb of God til et af de mest solide livebands i moderne metal.
Setlisten er ikke ligefrem en overraskelse. Jeg havde luret den på forhånd, og der er ingen revolutionerende numre, udover et par af de nye sange fra deres seneste album Into Oblivion, som blev udgivet i år. Det er de gamle klassikere, kombineret med lidt nyere materiale og selvfølgelig de numre, som alle er kommet for.
Kommer man til en Lamb of God-koncert for at blive overrasket? Nej. Man kommer for at blive underholdt. Der er visse ting, der ganske enkelt skal ske til en Lamb of God-koncert. Vi skal crowdsurfe, vi skal have circlepits af urimelige dimensioner, og vi skal naturligvis slutte showet af med ”Redneck”. Lamb of gods setliste er “too god damn easy to write this.”
Det er ikke nødvendigvis forudsigeligt på den dårlige måde. Publikum er heller ikke i tvivl om, hvad det er for en koncert, som de er kommet til. Jeg tvivler stærkt på, at nogen, der aldrig har hørt Lamb of God før, tilfældigvis har tænkt: ”Hmm, lad os lige prøve at tage i KB Hallen i aften.” Nej, her der tale om hardcore fans fra scenekanten til gaderoben. Og hvorfor er jeg overbevist omkring dette? Fordi jeg bliver mast som en pandekage oppe foran af en menneskelig mur, der presser og maser os på forreste række. På et tidspunkt overdøver det råvilde publikums stemmer næsten den kære Randy, som ellers giver den gas med sine karakteristiske mountain-ape-growls.
Trommeslageren hamrer sig gennem numre som “Now You got Something to Die For”, “Into Oblivion” og “Resurrection” man med med hænder og fødder, der bevæger sig så hurtigt, at man næsten taber pusten bare af at kigge på det. Det er teknisk imponerende, men aldrig på bekostning af sangene. Det er netop sangene, der er grunden til, at Lamb of God stadig fungerer. De har fundet en balance mellem groove, aggression, melodiske passager og de riffs man kan vrikke hofterne til. Med numre som for eksempel “Grace” er plads til både brutalitet og ømhed. Det er en opskrift, de har haft årtier til at perfektionere, og den virker stadig.
Man kan ikke andet end at elske Lamb of Gods no bullshit-attitude. Ingen bandmedlemmer gider lege med på den gode gamle: “uha, det her var sidste nummer nu går vi af scenen, selvom vi mangler den ultimative crowdpleaser med 140 millioner listens på Spotify, farvel og tak, næææ nej klapper I SÅ HØJT? Jamen så er det selvfølgelig kommer vi tilbage og spiller et lille ekstranummer for jer.” Nej, vi kører direkte hårdt og på med “Memento Mori” og sætter punktummet med “Redneck”. Hjulet skal ikke genopfindes, for det kører sgu fint.
Lamb of God har på mange måder fundet en tryg plads i metalverdenens karavane. Der bliver justeret lidt hist og her, men grundopskriften er stadig den samme. Det er den slags musik, der kan få både old school- og new school-fans op af stolen. Og måske er det netop derfor, man kan tillade sig at være lidt forudindtaget, for ja det er jeg sgu. Men selv hvis jeg prøver at lægge fanbrillerne fra mig, er der én konklusion, jeg ikke kan komme udenom: Lamb of God leverede et brag af en koncert.
Det er lidt pudsigt, at min sidste anmeldelse for Metal A Day skulle blive Lamb of God. Et band, jeg har set igen og igen. Et band, jeg har skrevet om før. Et band, jeg måske efterhånden burde være blevet træt af, men det er jeg ikke.
Selv når man kender opskriften, kan et virkelig godt liveband stadig få retten til at smage frisk. Denne aften føltes Lamb of God igen som det band, jeg husker, hvorfor jeg blev så glad for i første omgang. Så hvis dette er min svanesang som anmelder for Metal A Day, kunne jeg ikke have ønsket mig et bedre soundtrack.
Tak for denne gang.
Stay heavy, stay mad.
