Anmeldelse af: Danny Goldberg – “Mine tre år med Kurt Cobain”. Udgivet af forlaget Memoris 2019.
Denne bogudgivelse hjælper efterhånden til, at “gåden” om Kurt Cobain bliver optrevlet mere og mere.
Som mange andre raske drenge så har jeg haft min nørdede periode med Nirvana og specielt den karismatiske frontfigur, forsanger og guitarist Kurt Cobain, der som de fleste nok ved, gik bort i 1994.
I 1994 sjoskede jeg stadig rundt i børnehave, uvidende om hele verdenssamfundet omkring mig, så længe jeg bare fik lov til at grave i noget jord.
Det siger noget om, hvilken indflydelse et band og ikke mindst en persona som Kurt har haft af indvirkning på generationer, der efterhånden tæller et par stykker, efter han gik bort.
Selv bogen “Mine tre år med Kurt Cobain” indledes med, at forfatteren, Danny Goldberg, nævner, at en ung knægt på omkring de 17 år for ikke så længe siden ville have taget et billede sammen med ham. Goldberg forklarede den unge knøs, at han måtte forveksle ham med en anden, men knægten vidste godt, hvem han er/var: Manager for Kurt Cobain.
Nærmere betegnet var Danny Goldberg hyret ind som manager for Nirvana fra lige før, de brød igennem med deres anden skive, Nevermind, til Kurt Cobain forlod denne jord i april 1994.
Goldberg indleder denne forholdsvis letlæselige bog med at forklare, at indholdet er fortalt ud fra hans egen hukommelse og interviews med involverede parter fra dengang lige fra bassist Krist Novoselic til Cobains femme fatale, Courtney Love (dog har Dave Grohl ikke medvirket til bogen, hvilket trækker en del ned).
Men denne startende indvending er værd at huske på, mens man læser resten af bogen, for hvor nogle branchefolk måske vil udnytte sådan en mulighed her til at hænge nogle personager ud eller fortælle slibrige hemmeligheder, så er det ikke tilfældet her.
Næsten tværtimod.
Goldberg lovpriser Kurt Cobain, grænsende til det kvalmende og næsten naive, hvor man nogle gange tænker: “Godt nok var I venner, men her var du da vist lidt for blåøjet!” eller også holder han netop lidt igen for ikke at afsløre noget, der kan mindske hans fremtidige chancer i branchen, men hvorfor så overhovedet skrive den her bog?
Jo, det er netop endnu et kapitel til sagaen om Kurt Cobain, myten, typen og alle de andre pang-ord om ham.
Jeg har læst bogen “Heavier Than Heaven”, jeg har set filmen “Montage of Heck”, set den famøse “Kurt & Courtney”, læst Kurts egne dagbogsnoter, en gengivelse af hans selvmordsbrev, set filmen “Soaked in Bleach” (der mener, der ikke var tale om et selvmord fra Kurts side) og næsten alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, hvor det ikke bare var fan-gengivelser, men kilder med hold i deres påstande (hvor flotte kunst-hyldester enten kan være).
Ved at man sammenstykker alle disse delelementer og specielt nu, hvor den slags informationer er lettere tilgængelige, end de var før, så er jeg ved at have min egen opfattelse af, hvad der egentlig skete dengang, hvilket type Kurt var – og hvad han døde af.
Jeg vil ikke forsøge at dreje dig i en bestemt retning, men Goldberg mener i hvert fald (analyseret mellem linjerne) næsten, at Cobain skal helgenkåres, og at hans prutter er værd at gemme i glas og sælge til ågerpris.
Det er nok lige en overdrivelse, men jeg er dog sikker på, at den sidste Nirvana-fan og Kurt Cobain-fan ikke er født endnu, og her kan vedkommende så finde endnu en mursten til at bygge sit eget værk efter, hvordan man mener virkeligheden tog sig ud.
