Anmeldelse af: Viborg Metal Festival, del 1. Paletten, Viborg. 3. marts 2023.
Til trods for ikke at være en egentlig dødsmetalfestival præsenterede førstedagen til dette års Viborg Metal Festival et solidt program med bund i det rådne og growlede.
Foto: Amanda Gaarsdal
Thorium
Jeg ankommer en anelse sent og misser desværre starten af Thoriums koncert. Der er til gengæld godt tryk på musikken, da jeg kommer ind i salen, og bandet virker i den grad veloplagte og i hopla.
Groovy riffs, lækkert trommespil, dyb bas og en vokal, der virkelig formår at sparken røv på dagens fremmødte publikum, er gruppens umiddelbare opskrift. Thoriums musik er ikke, hvad jeg vil kategorisere som super originalt, men hvad det så nok mangler i originalitet, lever det længe op til i sit udtryk og sin udførelse. Thorium er enormt dygtige til at spille, og forsanger, Michael Hvolgaard Andersen, imponerer atter engang med en bred og utroligt solid dødsmetalvokal. Hvolgaard formår at have voldsomt dybe growls og gutterals uden at cuppe mikrofonen, og dette er i sandhed en fryd for ørerne.
Bandet kommer ligeledes fint rundt på scenen, hvorfor energien og bølgerne står højt under festivalens første koncert. Der er godt med schwung på drengene til trods for, at publikum ikke kommer helt op i det moshende gear. Hovederne rystes dog stadig og dette med en god grund.
Thorium sparker årets festival godt i gang med en rigtigt stærk omgang groovet dødsmetal, der, til trods for at den ikke får publikum helt op og ringe, formår at imponere i al sin enkelthed med et stramt sammenspil og nogle solide (om end ikke synderligt originale) dødsmetal-baskere.
Steel Inferno
”The odd one out” kan man da vist godt kalde aftenens næste levende billede på scenen. københavnske Steel Inferno er det eneste band i dag, der ikke på en eller anden måde leger lidt med dødsmetallens tunge løg, men i stedet satser på 80ernes mere hurtige og højfrekvente metal. Skulle noget dansk band lyde som en gruppe gutter, der kører Puch Maxi, så skulle det da lige være Steel Inferno – og så ligner de da netop også den omtalte type.
Musikken leveres med den absolut største kærlighed for stilen og udtrykket. Der er rigeligt af forskellige former for veste og ærmeløse t-shirts på scenen, imens der bliver fræset løs i de fede riffs. Musikalsk er Steel Inferno en lækker hyldest til en svunden tid, hvorfra musikken dog heldigvis atter blomstrer. Steel Infernos sange virker til tider nærmest karikerede, men samtidig også naturlige i deres lyd og fremførelse. Som beskuer mærker man nemt den store kærlighed til genren. Heldigvis er musikken til trods for at være meget typisk stadig fed og veludført.
Desværre sejler sammenspillet dog lige lovligt meget til tider. Gruppen lader til at have svært ved at finde hinanden i lydbilledet på scenen, hvor man lidt for tit hører guitarer og trommer, der nærmest slås med hinanden. Meget ærgerligt, når nu de old schoolede riffs faktisk er glimrende, og bandet besidder en så dygtig sanger, som de gør. Steel Inferno besidder med Chris Rostoff nemlig en sanger, som gør det imponerende godt især oppe i de højere toner, som han nærmest mestrer til perfektion.
Steel Inferno lander usikkert til dette års Viborg Metal Festival, men formår da at lande til trods for problemer igennem sættet. Spilleglæden fra gruppen gør ikke helt op for det til tider sejlende sammenspil, der desværre lægger lidt en dæmper på de ellers velkomponerede og veludførte retro-metal numre.
Konvent
Nu tager vi den lige helt ned i tempo. Det skal være drænende og tungt. Det er nemlig blevet tid til københavnske Konvent, der er årets eneste doom-indslag på festivalen.
Langsomt og simpelt er åbenlyst blandt de gæve gutinders spidskompetencer, og til trods for at bandet tidligere har virket lidt for repetitivt og simpelt til min smag, viser de her til aften et helt andet format, end jeg lige havde forestillet mig. Skal vi være ærlige, kære læser, så tager Konvent totalt fusen på mig med et show, der emmer af død, dommedag, tungt omklamrende mørke, men i lige så høj grad smukke og vævende melodier.
Dette gør bandet igennem drævende langsom doom med en voldsom growlvokal, der til tider bliver lige grynet og grumset nok til min smag, men fungerer utroligt godt i sammenhæng med musikken. Vokalen minder personligt om den, man ofte hører inden for den hårdere kerne af doom-genren som f.eks. funeral doom. Konvent har i sandhed formået at komme langt siden den spæde start, og det kan virkelig mærkes på gruppens numre især i kraft af numrenes opbygninger og stærke melankolske melodier.
Gruppen kommer ganske fint rundt på scenen, hvor særligt sangerinden, Rikke Emilie List, får gestikuleret med store armbevægelser og kraftig headbanging. Selve scenekanten er det ikke just fordi, gruppen springer ud over dog, og publikumskontakten er ligeledes ikke den mest energiske. Det viser sig dog at gavne gruppen mere end være et benspænd at have det mere indadvendte udtryk, hvilket blot forstærker musikkens budskaber og drænende karakter.
Konvent har virkelig formået at komme godt frem, og her til aften viser de i Viborg (hvor det ligeledes er første gang, gruppen spiller), at virakken, der har været om dem, er fortjent. Vi får serveret en god vifte af bundsolid doom med voldsom vokal, stærke rytmer og melodier, der er ligeså smukke, som de er drænende.
Pestilence
Det er tid til atter et temposkift, denne gang til et af de mere markante af slagsen. En mindre pause, efter Konvent rykkede Paletten rundt med deres stærke levering af doom, er det blevet tid til en god gammeldags omgang dødsmetal. Af den hollandske slags sågar. Pestilence er tilbage på Viborg Metal Festival, og dette skal hurtigt vise sig at være en stærk genganger. Med sig i tasken har de intet mindre end 1991s Testimony of the Ancients, fra hvilken størstedelen af aftenens koncert finder sine numre, ja, faktisk får vi serveret hele albummet plus en håndfuld løse sange, og det er noget, der dur.
Pestilences sammenspil er tæt på at være ufejlbarligt, også selvom det til tider ikke helt lyder sådan. Gruppen har nemlig nogle ret sjove rytmer, hvor særligt trommernes måde at spille på kan få det til at virke mere utight, end det er. I virkeligheden er det blot progressivt og et enormt spændende valg i forhold til de enkelte stykker, ligesom det i sandhed viser et band med evnerne det rette sted.
Publikums responsen er god, og gruppen kommer da også godt rundt på scenen inde på det viborgensiske spillested. Samtlige medlemmer lader til at have et imponerende mentalt overskud, særligt set i forhold til, hvor teknisk svært det, de spiller, egentlig er. Ligeledes synger bandets forsanger og guitarist, Patrick Mameli, fuldstændig perfekt råddent her til aften, ja, faktisk så råddent, så vokalen til tider vækker minder om Death. Pestilence formår at få det til at se legende let ud, når det i virkeligheden er enormt svært. Energiniveauet på scenen er i top, og det er en fryd for det fremmødte publikum.
Pestilence leverer en absolut godkendt dødsmetalkoncert med så rigeligt af progressive elementer og eminent sammenspil. Det er dejligt råt, ligesom dødsmetallen netop havde for vane i dens indledende år.
Decapitated
Fra den gammeldags, rådne og så absolut veludførte dødsmetal med rigeligt af progressive elementer er det nu blevet tid til at bevæge sig frem i tiden. Polske Decapitated er kommet for give Viborg nogle habile tæsk med deres moderne groove-orienterede techdød, og teknisk skal jeg da også lov for, at det bliver! Salen er godt fyldt af bevægende nakker, og dødsmetallens vælter ud af højtalerne, imens en lind strøm af øl og bajer glider ned i ganerne på store dele af aftenens publikummer.
Decapitated er nogle erfarne gutter, og dette viser de virkelig også her til aften, hvor gruppens sammenspil sidder rigtigt stramt sammen med de kørende backingtracks. Personligt ser jeg ikke den store fidus i at have alt muligt kørende på et backingtrack, men det er vel ofte efterhånden blevet mere reglen end undtagelsen, at dette benyttes til koncerter.
Mest ærgerligt er det, når det er et hovedinstrument, der skal spilles over et backingtrack, og ikke bare introer, samples og deslige. Decapitated har (foruden de typiske introer osv.) en solid gang rytmeguitar kørende, så solien ikke kommer til at stå selv; et valg, der egentlig er forståeligt nok, omend man også kan mene, at det bliver en kende for uorganisk at gøre på netop denne måde. Musikken ville formentlig fungere ganske glimrende uden rytmeguitar under solien, lidt ligesom den gør og gjorde det for et band som Pantera eller Black Sabbath. En rigtigt god solo bør kunne spilles uden rytmeguitar.
Publikum kommer aldrig helt op i gear under Decapitateds koncert til trods for, at bandet udstråler både selvsikkerhed og stærk energi. Der er godt med skrald på, og gruppens umiddelbare mentale overskud stråler igennem oppe fra Palettens scene. Dette til trods får vi kun sporadiske og ret små moshpits op at stå, og dette er egentlig lidt synd og skam. Aftenen kunne godt afsluttes med et brag.
Decapitated når aldrig helt op at ringe til trods for deres ellers utroligt høje bundniveau. Der er nu engang godt med skrald på musikken, men alligevel formår kedlen, der er aftenens publikum, ikke at komme helt op på kogepunktet. Decapitated både vil og kan dog spille fortræffeligt, og dette gør de også her til aften, endda selvom der sidder et backingtrack og hjælper dem noget af vejen.
Amanda Gaarsdal bringer dig flere billeder fra den første festivalsdag her:
