Alice Cooper
Forside Anmeldelser Viborg Metal Festival 2019 - dag 2

Viborg Metal Festival 2019 – dag 2

Author

Date

Category


Anmeldelse af: Viborg Metal Festival dag 2. Paletten, Viborg. 02. marts 2019.

 

Anden dagen til Viborg Metal Festival bød på festivalens absolut stærkeste program nogensinde, hvor flere bands begik noget nær magtdemonstrationer. Denne lørdag blev der skabt viborgensisk metalhistorie.

 

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

Dag 1 fra Viborg Metal Festival 2019 kan læses HER.

 


Wasted
Dagen lægger tidligt ud med det københavnske old school metalband Wasted. Der er fuld fart over feltet fra start til slut med hidsige Power-akkorder, store armsving og en speciel, men alligevel velfungerende, vokal.

Wasted har fået samlet en god flok publikum, på trods af at klokken kun siger fire om eftermiddagen. Dette er sgu godt gået, særligt når man tænker på, hvor meget der blev gået til den i går, men på Viborg Metal Festival har man altså en tendens til, lige at skulle have det hele med, hvilket bare er fedt!

Wasted har glimrende lyd i dag, hvor riffsne virkelig får lov til at skære igennem folkemængden. Riffsne er ligeledes seje, men måske en kende forglemmelige. Alligevel er de medvirkende til at starte en fest, hvor der bliver headbanget en del oppe på de forreste rækker. Wasteds frontmand, Michael Sonne, gør det rigtigt godt, og får fanget publikum, uden at han nødvendigvis skal gå totalt amok. Der er noget stilet over hans performance, særligt når han hiver sin stok frem (ikke den stok, dit perverse dyr) og svinger lidt rundt med den.

Wasted har en ret fed og industriel sceneopsætning, som helt klart klæder musikken og ikke mindst navnet. Det er rigtigt fedt med et band, der tænker lidt over tingene og skaber et helhedsbillede. Wasted formår i hvert fald at få sparket dagen i gang med højt humør.

 

Bleeding Gods
Dette har jeg faktisk glædet mig en del til. Jeg så Bleeding Gods på Voxhall i slutningen af sidste år, og der fornemmede jeg, at dette band havde potentiale, son desværre fik en alt for lunken velkomst af det (sandsynligvis) mindste publikum, jeg nogensinde har set på et større spillested, i dette tilfælde Voxhall. Bandet formåede dog alligevel at levere en koncert med et potentiale, der var til at tage at føle på. Hvordan skal det mon så gå, når de nu spiller for et frådende metal publikum i Viborg?
Rigtigt, rigtigt godt, skal jeg lige love for!

Bleeding Gods har stadig en corny Black Metal-intro, som ikke rigtigt fungerer så fedt i min bog, men den lader da til at sætte stemningen alligevel. Man er hurtigt klar over, at vi nu skal være vidner til en omgang hurtig, men alligevel melodisk black metal. Hvad man dog ikke nødvendigvis forventer, er den enorme mængde af energi, som bandet formår at sprøjte ud fra scenen, imens de spiller.

Bandet kommer utroligt godt udover scenen, og publikum virker til at være meget imponeret. Salen fyldes i hvert fald godt op, og der opstår både pits og masse headbanging oppe på de forreste rækker. Dette står i total kontrast til bandets seneste oplevelse af Danmark, hvor vi maks var 25 mennesker tilstede, og der kun sporadisk blev rystet lidt med håret.

Lyden fungerer rigtigt godt, og samtlige elementer kan høres, dog kunne keyboardet måske med en fordel skrues lidt op, således at man kan høre de mere symfoniske dele af Bleeding Gods lydlandskab. Vokalen står utroligt stærkt i dag og skærer igennem mikset, som var det en opvarmet kniv igennem blød smør.

Bandets sammenspil sidder umiddelbart utroligt stramt i dag, hvilket ikke er en overraskelse, for bandet spillede også glimrende sidst.
Den helt store kontrast ligger i fremførelsen, der i dag er enormt energisk, og det er ganske tydeligt, at bandet er glade. Det virker i hvert fald svært for dem at se sure ud, som man jo ellers skal, når man spiller sådan noget ond black metal.

Bleeding Gods formår i sandhed at imponere med et veloplagt, velspillet og ikke mindst super energisk og episk show. Der er uden den mindste form for tvivl, blevet høstet en god portion nye danske fans i dag.
Så kom der fandeme den danske revanche, som bandet fortjente!

 

Ghost Iris
Næste band, der skal indtage scenen på Paletten, er det danske metalcore-band Ghost Iris. Personligt oplevede jeg, og var svært skuffet, bandet til sidste års Midwinter Meltdown, men man kan jo sagtens forbedre både show og stil, ikke sandt?
Det har Ghost Iris bare overhovedet ikke godt. Bandet spiller stadig med ufattelige mængder backingtrack, særligt p.g.a. den manglende bas, hvilket egentlig er forståeligt. Desværre er der også vokal playback oven i den rene sang fra vokalisten. Ghost Iris’ sanger synger egentlig ganske glimrende, men at han skal lægge op af sig selv på et backingtrack, bliver meget hurtigt tåkrummende, og man mærker hurtigt, når der ikke rammes en tone helt rent.

Bandet er ganske energiske på scenen og laver alle de sædvanlige moves, som du ser et hvilket som helst core-band lave, og dette burde da også fange publikum. Sagen er bare den, at Ghost Iris’ publikum til dette års Viborg Metal Festival løbende udvandrer fra koncerten, og tilbage står man med den mindst besøgte koncert på hele festivalen.

Koncerten føles mekanisk og uden nogen egentlig form for musikalsk sjæl, samtidig med at det hurtigt kommer til at virke som om, at bandet egentlig bare gerne vil videre i teksten, fordi responsen ikke lige er den, man måske havde håbet.
Der er i den grad en følelse af autopilot og rutine. Vi er i i hvert fald gået godt ned i gear fra den glimrende koncert med Bleeding Gods tidligere.
Ghost Iris gør, hvad de kan, men de går desværre ikke hjem med noget, der kunne minde om en sejr i Viborg.

 

MGLA
Et af årets helt store scoops kom, da festivalen annoncerede, at det polske black metal-band MGLA ville komme til Viborg for at lægge festivalen øde. Det er også med det samme tydeligt, at dette band i sandhed har hypen med sig. Jeg har personligt aldrig nogensinde set så mange mennesker på Paletten, som der er lige, da bandet går på scenen.

Heldigvis formår bandet da så sandelig også at holde deres publikum inde i salen med deres aggressive og stemningssættende black metal. Der er rigeligt med smadder på, men ikke uden, at man mister den gode melodi, for der er i sandhed spandevis af fede black metal melodier i MGLAs musikalske univers.

Bandet har ikke de store armbevægelser, og der snakkes faktisk umiddelbart på intet tidspunkt til publikum. Bandet forsøger i høj grad at være anonyme med sort stof ned foran øjnene. De skal være glade for, at der ikke er politi til stede, for dette er da i høj grad et brud på maskeringsforbuddet.

Stemningen er sat i den meget mørke ende under MGLAs optræden, og man føler på sin vis, at man oplever noget specielt; særligt, når man står så mange mennesker samlet inden på Paletten i Viborg for at høre black metal. Dette, tror jeg, helt ærligt er historisk uhørt, og det er sgu en fed oplevelse.

Bandet spiller ikke altid helt tight, men når sammenspillet sidder der, er det på grænsen til formidabelt. Lyden er utroligt god, hvilken den virkelig også har at være, da bandet brugte utroligt langt tid på at lave lydprøve. Heldigvis har dette givet pote, og lyden står utroligt skarpt, og er en fryd for ørerne.

MGLA kom, de så, og de sejrede i høj grad også. Dette bliver en koncert, som de, der er kommet på Viborg Metal Festival og særligt de faste festivalgængere, vil kunne huske langt ude i fremtiden. Den dag, hvor Paletten var nærmest proppet til et polsk black metal-band.

 

Pestilence
Så er det ufatteligt nok blevet tid til dagens eneste dødsmetal indslag. Lad mig lige i denne ombæring rose Viborg Metal Festival for at booke et program (særligt i Jylland), der ikke bare består af dødsmetal. Det har vi ufatteligt mange festivaler, der gør, og det er død-kedeligt (pun intended) at være til så mange ensartede koncerter, som man ofte er det til i Jylland. Ingen navne nævnt, men den opmærksomme læser vil nok vide, hvilke festivaler jeg hentyder til.

Men nok om det!

Pestilence viser fra start af, hvordan sådan en dødsmetal-koncert gerne skal afvikles. Der er fandeme knald på de fede riffs og smæk i de hurtige soli, samtidig med at trommeslageren formår at køre den gode dobbeltpedal. Det er old school død af ekstremt høj kaliber, som dette band lægger for dagen.

Energi niveauet på scenen er ligeledes højt, hvor særligt vokalisten og guitaristen, Patrick Mameli, virkelig får sat gang i publikummet. Der er stadig godt fyldt ud i salen, omend der ikke er helt så presset, som der var under MGLAs koncert.
Det er dog stadig tydeligt, at der er mange, der også er kommet for Pestilences skyld, og der er godt gang i både pitten og headbangingen oppe på de forreste rækker. Viborg forstår sig altså virkelig på at feste i år, og det er en fryd at være med til.

Lyden står stadig skarpt, og man nyder tyngden i Pestilences lyd, særligt efter en omgang semi-skinger black metal. Der er en god bund, og den growlende vokal sidder sgu lige i skabet.

Pestilence viser i sandhed, at dødsmetal bestemt har sin berettigelse og da bestemt også sin plads, når blot den er veludført, og der ikke kommer for meget af den. En solid performance fra de voldsomme hollændere.

 

Primordial
Festivalens sidste og helt klart største navn, det irske metal band Primordial, er klar til at flække Viborg på langs, og dette gøres tydeligvis bedst ved at fyre deres muligvis største hit af med det samme: Where Greater Men Have Fallen sætter gang i aftenens sidste koncert, og der hersker fra start ingen tvivl om, at Primordial er et unikum, når det kommer til livekoncerter.
Publikum er med fra start til slut, og bandet spiller med bravur, imens forsanger, Alan Averill, viser sig som den ufatteligt dygtige frontmand og sanger, som han nu engang er. Averill har fra starten af koncerten publikum i sin hule hånd med sin udadvendte og aggressive optræden på en scene. Han styrer slagets gang og han har styr på alle sine virkemidler, som i sandhed benyttes til punkt og prikke.

Bandets sammenspil kan der ikke sættes en finger på, det sidder lige i skabet, og man kan ikke undgå at blive imponeret, uanset hvor meget man har dyrket Primordial inden denne koncert. Lyden er ligeledes enormt velfungerende, så den meget gentagende og monotone musik virkelig får lov til at blæse ens hoved bagover. Der er ikke mange ændringer i løbet af de forskellige numre, der ofte bæres af riffs, der er en sej blanding imellem det keltiske, det blackede og det doomede, imens Averills stærke vokal sætter et kæmpestort og episk punktum på musikken. Det er nærmest umuligt ikke at lade sig rive med, når Primordial gør det, som de gør bedst, og netop dette gør de altså live.

Der er masser af intensitet i bandets optræden, og udover Averill kommer resten af bandet også godt rundt på scenen. Dette resulterer i et publikum, der virkelig følger med og får headbanget igennem til koncerten. Der er stadig, på trods af at det er sent, mange mennesker tilstede inde på Paletten, og det er tydeligt at se, at Primordial er årets helt store navn.

Det eneste egentlige problem, der er med Primordials koncert, er, at den er en kende lang. Når man går på klokken 23 på en festival, hvor der har spillet bands siden klokken 16, så er 1 time og 45 minutter måske lige i overkanten for langt de fleste. Dette resulterer da også i, at folk tager nogle pauser fra koncerten i løbet af seancen, da publikum er ved at være metal-mætte. Det er super ærgerligt, for Primordial dykker aldrig rigtigt i kvalitet i løbet af deres lange koncert, men det er måske lidt overambitiøst at spille så langt tid på en festival, når der har været så mange bands inden.

Primordial slutter dog ligeså stærkt som de startede med nummeret “Empire Falls”, der sætter et endeligt punktum på en koncert, der kan og bør betegnes som en magtdemonstration af de helt store.

 

Årets Viborg Metal Festival er bragt til en ende, og sikke en ende og festival det har været i år.
Viborg Metal Festival beviser i år, at de virkelig kan og vil lege med de store jyske aktører og sætter helt klart ind i kampen imod de større jyske festivaler.

Her vinder Viborg Metal Festival dog i min bog på et mere alsidigt og velsammenskruet program.

Jeg glæder mig til at vende tilbage igen i 2020!

Wasted
Bleeding Gods
Ghost Iris
MGLA
Pestilence
Primordial

Recent posts

Helhorse henretter Hydra hensynsløst

Anmeldelse af: Helhorse - Hydra. Udgivet 23. august 2019 via Rodeostar Records. Siden 2006 har Helhorse redet gennem det den danske hardrock/metal-landskab i et stabilt...

The Brutal Corner – Devourment “Obscene Majesty”

Anmeldelse af: Devourment - Obscene Majesty. 16. august 2019. Vores nye tiltag, The Brutal Corner, tager Devourments kommende udgivelse under kærlig og ondskabsfuld behandling. Lige rundt...

Højeksplosiv hardcore for de få

Anmeldelse af: Converge. Avalon, Roskilde Festival. 06. juli 2019. Converge leverede en koncert med enorm energi for et halvfyldt Avalon på sidste dagen af årets...

Nostalgi, der tilhører alle

Anmeldelse af:Phil Anselmo & The Illegals. Avalon, Roskilde Festival. den 06. juli 2019. Der var i sandhed lagt i kakkelovnen til en ond omgang fællesskråleri,...

Kongen leverede, men mere var ønsket

Anmeldelse af: King Diamond. KB Hallen, Kbh. 10. august 2019. Så kom tiden endelig til at turen skulle gå fra Bornholm til Frederiksberg og KB...