Anmeldelse af: The Crown, m.fl. Voxhall, Aarhus. 10. december 2018
Svenske The Crown leverede en svedig omgang svensker død, da de besøgte Voxhall, på trods af et utroligt sørgeligt publikumsfremmøde.
Foto: Nikolaj Bransholm
Det er en kold mandag i december. Humøret siger i sandhed, at det er mandag, og tanken om at skulle på VoxHall rammer ikke så godt, som den plejer. Mon humøret kan løftes af en led omgang metal?
Det tegner ikke godt, da jeg (som den tjekkede internetbruger, jeg er) tjekker den officielle Facebook-begivenhed, og til min frygt ser, at der står himlende 37 tilmeldte. Puha, det tegner jo ikke godt, men afsted skal jeg, og afsted kommer jeg.
Bleeding Utopia
De bange anelser viser sig desværre at være ganske begrundede, da jeg ankommer til VoxHall.
Bleeding Utopia starter deres sæt op foran 11 publikummer (ja, jeg kunne tælle til 11), undertegnede inklusiv, og det føles lige dele pinligt og akavet. Det lader også (forståeligt nok) til at gå bandet på, der har svært ved at komme synderligt udover scenen. Heldigvis vejer bandets musik op for det dårlige fremmøde, ja, faktisk fortjener Bleeding Utopia et noget større publikum, for musikken er egentlig ganske glimrende. Musikalsk minder det mig en kende om det ældre Amon Amarth dog med et højere teknisk niveau. En melodisk blanding imellem black metal og dødsmeta, og så endda en ganske solid en af slagsen.
Lyden er desværre ikke rigtigt med Bleeding Utopia, hvor guitarerne forsvinder bag trommerne. Det er super synd, for der er umiddelbart mange ret fede melodier at hente i musikken og nogle yderst habile soli. Vokalisten, David Ahlen, gør det desuden glimrende som frontbrøler med en god growlende vokal og en fremragende og energisk, omend indadvendt, performance. Der bliver ikke rigtigt talt til publikum imellem numrene, men der er jo heller ikke ret mange at tale til. Bandet lader musikken tale for sig selv, og vi er da også et par stykker, der får rystet en lille smule hår.
På trods af det meget tynde fremmøde formår Bleeding Utopia nu alligevel at levere et show, der går over det middelmådige. Bandet spiller glimrende og har nogle ganske fængende melodier samt en god og energisk vokalist.
Temnein
Efter en utroligt kort pause (cIRKA 15 minutter) går Temnein på scenen inde på det stadig alt for tomme Voxhall. Temnein spiller melodisk dødsmetal, tilsat nogle ganske glimrende grooves, der rigtigt kan få ens kørearm op i vejret – hvis man da er til det. Der er nogle ganske glimrende og habile riffs og nogle jævnt blæret soli fra begge guitarister.
Sammenspillet sidder langt henad vejen godt for bandet dog med enkelte momenter, hvor bandet snubler lidt over hinanden. Heldigvis er dette kun sporadisk, og generelt spiller bandet rigtigt flot og stramt.
Fremmødet er stadig utroligt tarveligt på trods af, at der er mødt en håndfuld flere op, end hvad der var til Bleeding Utopias optræden. Til gengæld er publikum rykket en lille smule tættere på scenen, og Temnein lader det umiddelbart ikke gå dem ligeså meget på, at fremmødet ikke er super. Der er glimrende store armbevægelser og nogle rigtigt fine poseringer i deres sceneoptræden.
Desværre føles det dog som om, at bandet mangler noget vildskab i deres musik og fremtoning. Den slags melodiske dødsmetal, som der spilles, kunne virkelig komme til at skinne igennem med noget mere aggression både i forhold til riffs, men så sandelig også i forbindelse med performance.
Temnein formår at levere et show, der desværre aldrig rigtigt får taget fat, men som så sandelig fortjener et større og mere veloplagt publikum.
Bleeding Gods
Så er det sgu tid til en god røvfuld melodiøst black metal!
Bleeding Gods fra Holland, der i øvrigt spiller til næste års Viborg Metal Festival, går på scenen til en ganske stemningssættende intro. Der er i sandhed dømt symfonisk og melodisk black metal fra start til slut. Bleeding Gods (ikke et særligt fedt navn i øvrigt – det kunne med fordel skiftes ud til noget, der ikke lyder som et emo-band fra 2003) formår som de første at få hevet sit publikum helt op til hegnet. Dette er helt ærligt godt klaret, når der er så få mennesker, som der har været igennem resten af aftenen.
Bleeding Gods benytter sig på glimrende vis af et keyboard, som de endda vælger at vende ud imod publikummet. Det ser sgu lidt sejt ud og er ganske imponerende, at pianisten formår at spille så flot på trods af dette æstetiske handikap.
Lyden ligger lidt for meget i den højfrekvente ende, hvilket desværre betyder, at bassen næsten ikke eksisterer hos publikum. Det fungerer ikke så godt med den manglende bund, men i det mindste er musikken, bandets optræden samt sceneopsætningen helt klart med til at trække ekstra op. Der er god energi på scenen og nogle ganske solide melodier. Både band og publikum får løftet masser af horn under denne koncert og med god grund.
Bleeding Gods får altså leveret et solidt show, der i sandhed vækker minder om bands som for eksempel Dimmu Borgir.
Svart Crown
Så er vi sgu nået til det eneste af aftenens bands, som jeg har stiftet bekendtskab med på forhånd. Franske Svart Crown er leveringsdygtige i en blandet landhandel mellem black metal og dødsmetal og så en ganske fed en af slagsen.
Der er kommet en håndfuld flere publikummer til, og Svart Crown formår da også at få (som aftenens første band) fyldt hele forreste række ud med publikummer. At folk så stadig står lidt rundt omkring i salen bagved, og mellemrummet imellem forreste og anden række er lidt stort, viser blot, hvor få vi trods alt stadig er. Uanset, ser det bedre ud nu end for samtlige andre bands, og bandet forsøger i sandhed også at give den det ekstra gas, som resultat af dette.
Lyden har fået et godt hak opad på kvalitets-spektret. Om dette er fordi, lydmanden simpelthen bare har fundet rummet, eller om det er fordi, akustikken er ændret med det lidt større fremmøde, må stå hen i det uvisse. Uanset, så er der kommet mere bund, og guitarerne skærer pænt igennem.
Svart Crown har i sandhed fart over feltet og er i sandhed leveringsdygtige i svedige riffs, der i høj grad kan få nakkemusklerne i gang selv hos det, desværre, fåtallige publikum. Publikums-kontakten sidder ligeledes glimrende, hvilket betyder, at der rejses dejligt mange horn i det store (sådan føles det i dagens anledning) lokale nede på VoxHall.
Bandet når rigtigt godt ud over scenen, og dette kvitteres med en solid omgang headbanging oppe på forreste række. Bandet virker utroligt nærværende og tændte på, at dette er festen for de få.
Svart Crown leverer i sidste ende en glimrende dansk debutkoncert og må sandelig godt vende tilbage igen ved nærmeste lejlighed.
The Crown
Svart Crown har tidligere i år udgivet albummet med det fuldstændigt fantastiske navn, Cobra Speed Venom, og det er naturligvis netop denne plade, som er anledningen til, at svenskerne netop nu besøger smilets by.
Der er i sandhed dømt svensker-død for alle pengene! Personligt har jeg aldrig hørt The Crown før, men bliver hurtigt glædeligt overrasket over bandets lyd, deres super solide riffs og deres energiske forsanger, der i øvrigt besidder masser af far-humor på både godt og ondt.
Første nummer går tydeligvis ikke særligt godt, bandet sejler rundt og kommenterer da også selv på det bagefter, but, oh well – the show must go on! Heldigvis upper bandet deres game lynhurtigt og leverer bundsolid og stram melodisk svensker-død.
Det er tydeligt at se, at dette er bandet, som størstedelen af publikummet er kommet for. Folk er rykket tættere på, og der skråles med på teksterne rundt omkring i salen, hvilket blot opildner bandet til at gå endnu hårdere til værks.
Flere gange under koncerten bliver der skrålet ’’1999!’’ fra min venstre side, men bandet har nu en sætliste, de gerne vil levere, og denne leveres med overbevisning. Bandet har et bredt repertoire og masser af umiddelbare fede sange at spille. Både det nye og i sandhed også det gamle fungerer skide godt i en live-setting, og jeg kan ikke undgå at være lidt imponeret.
Modtagelsen af bandet er rigtigt god på trods af det lille publikumsantal.
Lyden er, ligesom ved Svart Crown, lækker og crisp endda endnu mere, end den var under Svart Crown. The Crown har i hvert fald umiddelbart styr på, hvordan de gerne vil lyde, og hvordan deres lyd fungerer bedst.
Efter sidst nummer går der et øjeblik, før bandet vender tilbage med hvad, man kun kan kalde et vaskeægte ekstranummer (du ved, den slags som IKKE står på sætlisten). Her vælger bandet at opfylde den råbende publikummers ønske på trods af, at de ikke har øvet den, nemlig: “1999–Revolution 666”. Det kan godt anes, at bandet ikke har øvet nummeret, men alligevel fremføres det mere solidt end åbningsnummeret. Begejstringen hos publikum er til at mærke og føle.
The Crown har leveret en fed koncert uden for mange dikkedarer.
Aftenen har generelt set været et godt stykke over det jævne og har i sandhed fortjent et noget større publikum, end hvad den fik. Samtlige af disse bands må hjertens gerne vende tilbage til det danske (Bleeding Gods gør til foråret 2019, så fang lige dem til Viborg Metal Festival, som Metal A Day), for de er alle leveringsdygtige i fed tråd.
En mandag aften af de mere specielle. Heldigvis formår denne koncert at løfte en kedelig mandag fra det kolde Aarhus-støv og op på et glimrende niveau.
