Alice Cooper

Viborg Metal Festival 2019 – dag 1

-

Anmeldelse af: Viborg Metal Festival dag 1. Paletten, Viborg. 01. marts 2019.

 

Den stod på en solid og blandet landhandel, der gik lige fra den hurtige thrash til den tunge og langsomme doom, under første dagen til dette års Viborg Metal Festival.

 

Killing
Første levende navn på årets festival er thrashbandet Killing, hvis navn i øvrigt er meget sjovere på dansk, end det er på engelsk, hvor det blot virker lidt kedeligt og uinspireret, men nok om det!

Der er tale om thrash metal af en ganske høj kaliber, når det kommer til Killing. Der er i høj grad fart over feltet, og bandet spiller glimrende på deres instrumenter. Det er dog ikke nogle små fodfejl hist og pist, hvor bandet rammer lidt ved siden af hinanden. Der kan man godt mærke, at Killing skal ud og spille lidt mere, før det hele sidder, præcis som det skal.

Vokalen er her til aften ret high pitched, og det virker langt henad vejen skide godt med musikken. Man føler sig henkastet til thrashens storhedstid i slut 80erne. Sporadisk rammer vokalen dog lige lidt for skævt, til at det virker som om, det er meningen.

Lyden er egentlig okay, med undtagelse af at stortrommen virker en kende for dominerende, således at de seje thrash-riff til tider bliver begravet bag den massive stortrommelyd.

Bandet har en glimrende energi live og kommer godt udover scenen. Publikum giver ligeledes god energi fra sig, og personligt har jeg ingen af de andre år oplevet så mange mennesker til det første band på Viborg Metal Festival. Man kan allerede mærke, at i år bliver noget helt specielt.

Killing får i hvert fald lavet en glimrende første koncert til årets festival. Vi er blevet sparket godt i gang, og dagen lader i sandhed til at blive fed.

 

Defacing God
Næste band på scenen skal være en debutkoncert. Defacing God fra Aalborg spiller klassisk dansk dødsmetal med svedige riffs og en voldsom vokal. Bandet har i sandhed sat meget ind på at ville frem. Allerede til deres første koncert er der kæmpe backdrop, rollups og matchende banduniformer. Så vil man det fandeme, og det er sgu også sejt at opleve et band, der virkelig vil det og gør noget ud af sig selv fra start. Stærkt!

Musikken er velspillet, og der kræves helt klart nogle gode tekniske evner for at udføre de sprøde riffs. Ligeledes smadres der løs på trommerne, og bassen er dyb og lækker. Vokalisten, Sandie Gjørtz, viser sig som en fed vokalist og en rigtig habil performer. Desværre lider vokalen under den klassiske dansker fejl, at mikrofonen konstant bliver cuppet. Jeg vil aldrig stoppe med at brokke mig over dette, for det ødelægger virkelig ofte en fed vokal, og Gjørtz kan altså i sandhed godt finde ud af at brøle. Der er god kraft i stemmen, så det er bare synd, at det skal sættes ned i niveau ved at cuppe mikrofonen og derved ødelægge definitionen og dynamikken i vokalen.

Live er det virkelig bassisten, Rasmus Kalke, og sangerinden, Sandie Gjørtz, der holder stafetten højt. Der er god energi og aggression i deres performance, hvorimod guitaristerne desværre virker lidt som om, de bare er der. Indlevelsen og energien til selve showet er nærmest ikke tilstede hos de to guitarister. Heldigvis spiller de dog skide fedt og har en sprød lyd. Generelt er lyden fed under Defacing Gods koncert.

Musikken er ikke super original, men den er veludført, og med nogle flere gigs under vingerne tror jeg i høj grad, at Defacing God vil være klar til at lette.

 

Loch Vostok
Dette band har jeg glædet mig bravt til at få set igen. Det er 13 år siden, jeg sidst så dem. Dengang hed spillestedet Tobakken, og Loch Vostok var med som opvarmning for Danmarks ukronede metal konge: King Diamond. Dengang var Loch Vostok leveringsdygtige i en glimrende omgang progressiv og melodisk dødsmetal med et bundsolidt growl og nogle sprøde riffs. Nu har bandet haft god tid til at øve sig, og dygtiggøre sig på hvert deres instrumenter. Hvad kan 13 år gøre ved et band?

Det kan i Loch Vostoks tilfælde gøre et band utroligt tamt. I dag er der ikke den samme nerve, som teenage-Bastian husker fra midten af 00erne. Brutaliteten er langt henad vejen taget ud af musikken og erstattet med noget lidt mere fesent power metal-agtigt ren sang og let forglemmelige melodier.

Bandet har da øvet sig, og de spiller egentlig ret godt. Vokalen sidder dog langt fra hele tiden i skabet, og musikken føles langt henad vejen tam. Ligeledes har bandet ikke den store energi, når det kommer til deres sceneoptræden, og det hele bliver hurtigt lidt kedeligt.

Lyden er til gengæld super sprød under koncerten, og samtlige instrumenter går rent igennem, hvilket er en fryd for øret, for bandet kan virkelig godt spille.

Desværre er teknisk kunnen ikke altid det, der gør, at man laver fed musik, og den manglende liveenergi får også tømt ud i salen. Hvor både Killing og Defacing God havde et godt publikum, bestående af en masse headbangende mennesker, føles Loch Vostok koncerten splittet og tyndt. Publikum bliver aldrig rigtigt fanget, og koncerten føles blot som et kapitel, der skal overstås.

 

Vanir
Fra død til viking. Dette er Vanirs andet besøg på Viborg Metal Festival, da de også spillede til den første festival.

Vanirs sammenspil er glimrende, men deres musik bliver hurtigt lidt forglemmelig, i hvert fald for mit vedkommende. Det er bestemt ikke skidt musik, for det er faktisk langt henad vejen meget veludført, men folk metal og melodisk død er noget, der er utroligt svært virkelig at få til at være unik.

Personligt lokker baren en del på dette tidspunkt, hvor særligt øllene nede i Ølluminati baren ude ved indgangen glider så dejligt ned i ganen.

Vanir spiller som sagt glimrende og har en vane for at smide cover-numre ind i deres sætlister. I dag er valget faldet på et Manowar-nummer, som faktisk fungerer glimrende fra Vanirs hænder. Vanir har en rigtigt god lyd, og her til aften skinner dette da også klart igennem. Bandet har ligeledes en energisk performance og har forstået at få vikingtemaet til at fungere, uden at det bliver alt for pjattet. Vanir virker til at være begyndt på at tage sig selv lidt mere seriøst, end de gjorde i gamle dage, og det klæder dem.

Desværre er det dog også som om at festen aldrig rigtigt får en forløsning ved Vanirs koncert, og jeg trækkes mere og mere imod de dejlige øl. Vanir kan ellers deres kram, men imponerer ikke for vildt, denne aften.

 

Manticora
Efter en kort pause, en lille smule at spise og en fadøl mere er det blevet tid til en omgang dansk Power Metal. Manticora er ikke et nyt band på scenen, og alligevel er dette første gang, jeg personligt har mulighed for at se dem.

Jeg er helt ærligt ikke super god til power metal, men Manticora kan nu alligevel noget med deres melodier og progressiv riffs. Vokalen er ren, sådan som den nu engang er indenfor denne genre. Jeg kunne personligt godt bruge lidt mere smadder både over vokalen og musikken. Det hele virker lidt ufarligt, men dette er nok også et resultat af, at jeg ikke er så god til denne genre.

Manticora kan dog sagtens finde ud af at spille. Guitarerne er skarpe og med lækker soli, trommerne er udfordrende og progressive, mens bassen lægger præcis den bund, som den gerne skal. Vokalen ligger i det høje leje og sidder rigtigt fint i mikset. Den er ganske ren og rammer tonerne med en helt særlig præcision. Bandet kan i sandhed finde ud af det, de laver.

Lyden er skarp, og man kan høre dejligt meget af det detaljerige sammenspil. Bandet kommer ligeledes godt udover scenekanten, selvom publikum ikke virker totalt solgte på den progressive power metal. Koncerten får på trods af sine kvaliteter aldrig rigtigt sat fut i fejemøget, og atter engang føler jeg mig glad for baren og dens glimrende udvalg af diverse øl og drinks.

 

Saturnus
Aftenen sluttes af i et meget mere afslappet tempo. Hvad Saturnus dog mangler i tempo, lever de op til i tyngde. Jeg blev præsenteret for Saturnus tilbage i 2006, da de udgav en af Danmarks absolut fedeste doom metal-skiver i form af albummet Veronica Decides to Die. På trods af at Saturnus er et gammelt band, er dette min første oplevelse med københavnerne i en livesammenhæng.

Saturnus leverer i høj grad en velfungerende og solid omgang doom metal med en overraskende god energi og et nærvær, som få indenfor denne genre kan matche. Der er virkelig noget dybde i de tunge riffs og den buldrende bas. Forsangeren bevæger sig ikke så meget, men kommer alligevel rigtigt godt udover scenekanten. Resten af bandet har en rigtigt god energi og spiller samtidig rigtigt stramt, hvilket i sandhed kan være svært, når musikken går så langsom, som den gør hos Saturnus.

Melodierne sidder lige i skabet, og Saturnus ved virkelig, hvordan disse skal laves. Musikken er ligeså smuk, som den er tung og ond. Det er depressive toner med unik skønhed gemt i sig. På samme tid er det brutalt og deprimerende, men ikke uden at miste den røde tråd af gode melankolske melodier. Forsanger, Thomas Grønbæk Jensen, har en rigtigt fed og brutal growl-vokal, der klæder musikken i meget høj grad.

Lyden er under Saturnus’ koncert intet mindre end perfekt. Man føler dybden ramme en i maven, samtidig med at guitarerne skiller sig ud og skærer godt igennem det tunge mix. Saturnus har om noget styr på deres lyd og virkemidler.

At slutte aftenen af med så tungt et band er noget, der rammer rigtigt godt lige her, og vi er en del, der har haft godt gang i nakken oppe ved de forreste rækker. Desværre er der på dette tidspunkt dog blevet tømt lidt ud i salen. Det er dog også sent, og nok for nogle lidt akavet at skulle høre langsom og tung musik sidst på aftenen. De, der har besluttet sig for at gå, går dog glip af en glimrende afslutning på årets første dag. Saturnus skal i høj grad opleves live igen.

ANTAL STJERNER

Killing
Defacing God
Loch Vostok
Vanir
Manticora
Saturnus

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Viborg Metal Festival dag 1. Paletten, Viborg. 01. marts 2019.   Den stod på en solid og blandet landhandel, der gik lige fra den hurtige thrash til den tunge og langsomme doom, under første dagen til dette års Viborg Metal Festival.   Killing Første levende navn på...Viborg Metal Festival 2019 - dag 1