Alice Cooper

Årets 10 værste albumcovere

Der er mange ting, der er mulige at måle og veje, når man skal opsummere et musikår: Hvem lavede eksempelvis årets bedste plade (Narcosatanicos med Body Cults), hvem lavede årets bedste nummer (Iggy Pop med “Paraguay”), og hvem gav årets koncert (LCD Soundsystem på Roskilde Festival)? Man kunne ligeledes også sagtens have taget fat i covernumre eller musikvideoer, og der er rigtig nok mange forskellige kategorier at vælge mellem.

En af dem, som jeg dog synes alt for ofte bliver overset, er albumcovere. Tit kan et rigtig godt pladecover være med til at forstærke en plades samlede udtryk; er det eksempelvis en dyster visuel billedside til et lige så dystert lydunivers, eller er det et perfekt samspil mellem kolorerede festligheder på pladens front og tilsvarende, opmuntrende kompositioner på lydsiden?

Omvendt kan et helt horribelt pladecover også ødelægge hele oplevelsen for mig, og det hænder oftere og oftere, at jeg bliver decideret forarget over, hvor lidt omtanke et band eller en kunstner lader til at have skænket pladens akkompagnerende motiver. Andre gange er der simpelthen bare ingen sammenhæng mellem musik og cover, (selvom det heldigvis er en sjældenhed for metalgenrerne).

2016 har været et forrygende år for dårlige albumcovere, så herunder følger selvfølgelig de 10 værste listet alfabetisk efter kunstner. Har jeg overset nogle deciderede øjebæer, så husk som altid at få dem offentligt udstillet i kommentarfeltet.

Honourable mentions: Metallica – Hardwired… to Self-Destruct, Preoccupations – st. Anvil – Anvil is Anvil, The Body – No One Deserves Happiness.

Big Business – Command Your Weather
Jeg ved ikke, hvis af de to bandmedlemmers i Big Business’ 7-årige afkom, der har designet det gudsjammerlige cover til duoens femte studieudgivelse, Command Your Weather, i håndarbejde, men grimt er det.
Man ville ikke engang nænne at acceptere det i farsdagsgave, og man må da antage, at Big Business har tabt en eller andet form for væddemål – i det mindste var DIY-tilgangen til albumcoveret brutalt og elskværdigt på Battlefields Forever.

Så hvis nogen kunne fortælle mig, hvad papirklip af tilfældige blomster og en stejlende, sort hingst under en…fuldmåne? har af nogen som helst relevans til Command Your Weather, spidser jeg i hvert fald gerne ører.

BlowoutNo Beer, No Dad
Jaehnej, vel? Dårligt bandnavn, dårlig albumtitel, dårlige sange og et dårligt albumcover – heldigvis for Blowout har de da en vis kontinuitet kørende.

Der er en vis bagvedliggende ligegyldighed at spore, når man kigger på baghavemotivet, der har fået lov til at udgøre coveret på No Beer, No Dad. En eller anden fra bandet har sikkert skudt billedet på sin mobil og tænkt: “Ja, det kører vi sgu bare med.”
Det eneste, der er mere miserabelt end selve coveret, er vel det faktum, at der rent faktisk er nogen, der har et gigantisk fiskehoved til at pryde deres baghave.

Helmet – Dead to the World
Helmet har aldrig været rigtig heldige med deres albumcovere, og det eneste tidspunkt, de sådan for alvor er sluppet hæderligt fra det, er på Meantime.

Her 24 år senere er newyorkerne rent visuelt trådt ind i deres “ensom vandrer i ørkenen”-fase. Farvesammenspillet er det det eneste, der rigtig kører for billedet, som utallige turister hver sommer prøver at kopiere på Råbjerg Mile. At Dead to the World samtidig er Helmets svageste udspil til dato, hjælper heller ikke ligefrem det samlede indtryk, pladen efterlader.

JankVersace Summer
Akkurat som denne EP’s forgænger, Awkward Pop Songs, er Janks Versace Summer hæslig at se på.

Der er noget grotesk infantilt over den åbenlyst håndtegnede illustration, som nærmest burde være en decideret advarsel om ikke at give sig i kast med EP’en. Når det så er sagt, komplimenterer den bebrillede person med miniature-surfboardet dog egentlig bandets henkastede attituder på lydsiden, der faktisk ikke er helt tossede, hvis man i forvejen er vild med den 90’er-inspireret slackerstil.

The Julie RuinHit Reset
Et gennemgående tema for denne liste er uopfindsomhed, og den fælde falder The Julie Ruin også i.

De har ligesom Big Business været på besøg i en håndarbejdsklasse i indskolingen og er faldet pladask for en ufuldendt træhytte med skævt tag og hele lortet, taget den med hjem og fotograferet den foran en helt hvid baggrund (#kunst).
Til den retmæssige ophavsmand/kvindes store ros vil jeg dog påpege, at coveret er betydeligt lettere at fordøje end gruppens musikalske indslag. Helt seriøst, prøv at give “Be Nice” et lyt og fortæl mig, at du ikke hellere ville have brugt de 2 minutter og 24 sekunder på at stirre på en sløjt konstrueret træhytte.

Kings of LeonWALLS
Når man har nået det succesniveau, som præstesønnerne i Kings of Leon nåede tilbage omkring 2010, bliver man øjensynligt lidt ligeglad med albumcovere. Bevares, det har heller aldrig været deres helt store force, men på WALLS (i forvejen en forfærdelig titel) har de givet helt op.

“Fuck det, lad os nedsænke mannequinhovedkopier af os selv i mælk,” kan man næsten forestille sig, én af Followill-drengene har udbrudt, og lige pludselig synes vejen tilbage til Youth & Young Manhood-dagene ekstra lang. Hvis man skal have brænde til bålet om, at rocken er død, kan man i hvert fald altid henvise hertil.

The Last Shadow PuppetsEverything You’ve Come to Expect
Midt i al Alex Turner og ham den anden fra The Last Shadow Puppets’ påtagede übercoolness scorer det gulnede billede af kvinden med det (øjensynligt) epileptiske anfald, der danner omslaget til duoens seneste plade, overraskende lavt, i forhold til hvad man kunne have håbet på.

Med Arctic Monkeys var (i hvert fald indledningsvis) altid vant til velovervejede albumcovers, men med The Last Shadow Puppets har vi nu over to omgange blevet spist af med anonyme kvinder. Hvorfor kunne de ikke bare gøre som på deres Spotify Sessions?

Nick Cave & The Bad Seeds – Skeleton Tree
Det mere end idéforladte 2001-agtige cover, der pryder Nick Caves seneste skive, er som sådan ikke grimt, men i langt højere grad bare kedeligt og usandsynligt forglemmeligt.

Heldigvis kan Cave og co. trøste sig med, at de aldrig har været rigtig gode til det med albumcovere, men med Skeleton Tree sænker de alligevel barren betydeligt for, hvad man som stort, internationalt rocknavn kan tillade sig at byde på.

PixiesHead Carrier
Er der overhovedet noget som helst godt at sige om Pixies anno 2016? “Um Chagga Lagga” var da et sjovt lille input, men havde Black Francis virkelig behøvet at slæbe den halvdøde hest ind i studiet for at skabe en hel plade?

Der findes vel heller ikke en eneste Pixies-fan, som ærligt kan sige, at de holder af at kigge på coveret til Head Carrier. Det er et usandsynligt ringe motiv, der kun bliver overtrumfet af det helt igennem miserable farvevalg. To tredjedele af billedet skal være orange, selvfølgelig skal det da det…

Red Hot Chili Peppers – The Getaway
Som med Kings of Leon, kan Red Hot Chili Peppers også tillade sig det meste. Fyrre tusinde sange om Californien? Tjek. Fornærmende ringe to gange i træk på Roskilde Festival? Tjek. Uinspirerende vaskebjørn og lille pige på coveret. You know it.

Ifølge kunstneren bag billedet, Kevin Peterson, illustrerer det den styrke, det tager at vokse op i nutidens samfund. Alt imens 4-årige får iPads, og deres forældre brokker sig på Facebook over at håndboldfinalen går lidt over tid, så julekalenderen bliver forsinket med en halv time. PÅ EN SØNDAG!!!

Chilipebrene skuffer igen, men det har man vist også vænnet sig til efterhånden.

Avatar
Daniel Niebuhr
Redaktionens anti-metaller, korrekturtype og ordfetichist. Skriver også en masse for Undertoner. Ved mere om Eurovision end dig.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Discover

Latest

Tilbage til virkeligheden (sådan da)

Anmeldelse af: De Grimmeste Aftener. I'll Be Damned + Deadnate. Grimhøjgaard, Brabrand. 03. juli 2020. Ill Be Damned og Deadnate leverede en glimrende tilbagevenden til...

Copenhell ’21: Syv skarpe skud!

Ligesom sidste band-annoncering fra Copenhell (11. juni '20) har Copenhell også denne gang genbestilt navne fra 2020-programmet og et enkelt ny.   Arkivfoto: Mark Stoumann Der er...

Carach Angren – Franckensteina Strataemontanus – anmeldelse

Anmeldelse af: Carach Angren - "Franckensteina Strataemontanus". 26. juni 2020 via Season of Mist. Det brutale hjørne giver dig en anmeldelse af en dyster satan! Vi...

Groove Metal med politik til dessert

Anmeldelse af: Lamb of God - "Lamb of God". 19. juni 2020. Nuclear Blast. Med deres selvbetitlede plade leverer amerikanske Lamb of God en festlig...

Velkommen til Junkyard Drive-in

Anmeldelse af: Junkyard Drive. Dyrskuepladsen, Roskilde. 13. juni 2020. Så skulle konceptet med en drive-in-koncert afprøves, og hvem bedre at gøre det sammen med end...