Anmeldelse af: Sunn O))). Konservatoriets Koncertsal, Kbh. 11. september 2023.

SunnO))) griber minimalistisk an om deres tilgang til lytteoplevelsen, men det er med tårnhøje intentioner bag kutterne.

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

En sen mandag aften har et bredt spektrum af musikelskere samlet sig i Konservatoriets Koncertsal for at blive blæst bagover af SunnO)))s øredøvende støj. Der spottes alt fra avantgarde black-metal-merch til Swans-trøjer og helt normale skjorter blandt publikum.

Men hvorfor tage ind til SunnO)))? Hvorfor er fanskaren så bred? Hvad er pointen med at se to kutteklædte skikkelser skabe støj i tæt på to timer? Du har måske hørt nogen sige: “Det var mere en oplevelse end en koncert,” når de fortæller dig om en koncert. Det er også tilfældet med SunnO)))s ‘koncerter’. Generelt bliver betegnelsen ‘koncert’ brugt tyndt, når man omtaler SunnO)))s liveoptrædener. Det er nemlig slet ikke musik, man bliver præsenteret for. Jeg vil argumentere for, at genrerne drone og noise mere er en slags udtryksform. En udtryksform, når udtrykt ordentligt, kan indkapsle tanker og vække følelser bedre, end ‘normal’ musik kan. Du skal dog ikke tage til en SunnO)))-koncert, hvis du gerne vil til en metalkoncert – fordi dét får du ikke.

Efter indtagelse af rødvin og en længere end forventet snak med vores udsendte fotograf er det tid til aftenens ‘koncert’. I fornem SunnO)))-manér druknes hele den store koncertsal i røg, og alt lys slukkes. De to kultlignende figurerer bevæger sig synkront ind på scenen foran deres kolossale væg af højtalere og hav af pedaler. Velkoordineret samspil i form at ét singulært nedslag på begge guitarer starter aftenens lydoplevelse. En fuldstændig øredøvende og buldrende lydbølge kolliderer med aftenens publikum. Det er godt, vi alle sidder ned, ellers var vi blevet blæst fuldstændig bagover.

Lysshowet – som jeg senere hen har set billeder af, kunne ikke ses specielt godt, da udsigten blev blokeret af højtalere – blinker dramatisk, og får det til at føles som om, man befinder sig inden i en tordensky især med det støjagtige rabalder, guitarerne skaber. Stephen O’Malley og Greg Andersons langsomme nedslag på guitarstrengene komplementerer hinanden på nær ca. 30 minutter inde, hvor det kortvarigt virker til, at de to kultister har svært ved at vedligeholde det monotone samspil. Selvom det er en minimalistisk optræden, kan fejl stadig forekomme. En af guitarerne vælger f.eks. at give op på livet halvvejs gennem oplevelsen, men bliver hurtigt fikset igen.

Som regel kan du til koncerter ofte høre, hvilke højtalere lyden kommer fra. Men med SunnO))) føles det mere som et vakuum af lydbølger. Det føles ikke som om, at lyden bliver spillet ud mod dig. Det føles som om, den er hele vejen rundt om dig, og du befinder dig inden i midten af en lydboble. Man kan mærke det i hele kroppen, hver gang der bliver spillet en ny tone på guitarerne, eller hver gang de på magisk vis formår at forvrænge lydbilledet endnu mere end før.

Hvis du nogensinde undrer dig over, hvordan det føles at være fanget i et sort hul, så burde du tage ind at se SunnO))) live; det er sådan, det føles. Jeg tager ofte mig selv i at sidde med lukkede øjne i længere perioder og slappe helt af i kroppen, så min fulde koncentration kan rettes mod alle vibrationerne og det knusende lydbillede.

Det er storslået og næsten også monumentalt. Minimalismen tilføjer noget til oplevelsen dog på bekostning af andre aspekter, man ellers normalt ville forvente til en koncert. Men SunnO))) er målrettede, og de vedligeholder både intention og retning med deres optræden.

Her følger et par billeder af bandets optræden. Billederne er taget af Magnus Karms Blichfeldt: