Med hvide bukser og silkeskjorter ombord på midnatsflyet

Bandet har skrevet 6 albums med vanvittig fængende retrorock med inspiration fra 70’erne og 80’ernes gyldne og catchy tider og toner. Debutalbummet, Internal Affairs, landede i 2012, og det seneste, Aeromantic II, blev udgivet i 2021.

Jeg har næsten set bandet på alle deres besøg i Danmark.

Jeg dansede til deres første besøg i landet, da de spillede på High Voltage i 2017 (da den hedengangne klub lå i Boltens Gård), så deres show på Nordic Noise i 2019, sågar sad jeg i min gamle lejlighed i Nordvest (eller hoppede), da de livestreamede i 2020, som så mange andre bands under Covid-19-pandemien.

Selv igennem en computerskærm sikrede de en fest i stuerne, hvor de opfordrede folk til deres nu berømte congaline-stunt derhjemme i stuerne.

Senest nød jeg deres musik på Gimle i Roskilde sidste år. Jeg har vist kun misset deres koncert på Stengade i 2018. Og fravalgte dem kun på Wacken Open Air i 2022, fordi Avantasia lå oveni.

Ergo, jeg er goddamn fan!

Denne vidunderlige samling musikere består af Björn “Speed” Strid fra Soilwork på vokal, Sharlee D’Angelo på bas fra Arch Enemy, Jonas Källsbäck fra Von Benzo på trommer, Sebastian Forslund på guitar, John Lönnmyr på keyboard og ikke mindst de to strålende backupsangere og -dansere, Åsa Lundman og Anna Brygård.

Bandet blev dannet i 2007 af Björn “Speed” Strid og David Andersson (også fra Soilwork), men Andersson døde tragisk sidste år, et stort tab for rock- og heavy-metal scenen, jeg selv begræd.

Men bandet er fortsat i hans minde med spilleglæde og gejst. Senest har de udgivet stand alone-singlen, “Black Stars And Diamonds”, fra sidste år.

Og nu stod de i vores hovedstad på en torsdag aften og skulle endnu engang se, om de kunne levere festen og glæden, som deres musik er kendetegnet ved.

Men kl. 21:00 skulle supportbandet, Donna Cannone, (også fra Sverige) stå for opvarmningen. Bandet er relativt nyt.

Deres selvbetitlede debutalbum udkom i 2022. En spøjs detalje er, at Björn fra The Nigh Flight Orchestra spiller guitar i bandet og synger.

Men at bede ham om at spille to shows lige efter hinanden på en aften er vist lige i overkanten, så en erstatning var fundet som live stand-in. Ellers består gruppen af Giorgia Carteri på guitar, Tilda Nilke Norlund på trommer samt Luca D’Andria på vokal og bas.

Jeg havde smuglyttet lidt hjemmefra, og bandets musik er ovre i noget glam rock, melodisk rock, så de passede på papiret fint til at sætte skub i Pumpehuset.

Først får vi noget italiensk klavermusik ud af højtalerne, derefter går bandet på. Der er en fin bevægelse i medlemmer, særlige deres bassist og forsanger laver under hele koncerten nogle energiske hop og benspjæt.

De to kvindelige guitarister/backing vokalister gør bestemt også et forsøg på at sætte gang i festen. Bandet er da også klædt på til lejligheden i flotte kjoler, skjorte og hvid Texas-læderjakke med farvestrålende sminke her og der.

Donna Cannone virker som et band, der vil have en fest, men de mangler desværre det gode materiale.

Deres glam rock glider fint ned, og man smiler og hygger sig over bandet, men rigtig gode melodi eller soli kommer bare aldrig rigtig 100 % ud over scenekanten.

Jeg står undervejs og funderer over, hvad der mon mangler?

Ingen af dem er særligt vilde sangere, deres musik er ikke ligeså festlig som deres garderobe, og de virker faktisk lidt nervøse af og til. Måske mangler der bare lidt af det hele?

At der var lydproblemer under meget at koncerten + at den ene guitarist kabel svigtede i slutningen af sættet, hjalp heller ikke. De er en fin snack inden hovedretten, men de er hurtigt glemt igen på trods af et nogenlunde ihærdigt forsøg fra bandets side med benspjæt og fælles klap.

Det er ikke fordi, at salen er total proppet denne aften til hovednavnet. Jeg kan undre mig over, at de ikke har trukket flere mennesker til på en lille-fredag.

Bevares, der er også gået inflation i koncerter de her dage, selv jeg kan knapt følge med.

Så gik svenskerne på og så eksploderer det sgu som raket en lige ud af 80’erne. The Night Flight Orchestra går på med en udstråling og glæde, der er umiskendelig og sætter festen i gang med “Midnight Flyer” fra deres Amber Galactic-album.

Fra første tone danser og synger folk med, særligt de forreste rækker får demonstreret de smukkeste moves, og smilene vil ingen ende tage fra publikum.

The Night Flight Orchestra er bare et af de bands, der har skrevet ufatteligt mange hits, fyldt med glæde og kærlighed til musikken og den vibe, de har fundet sammen i gruppen.

Denne anmelder hopper videre til “Sometimes the World A’int Enough”, “Divinyls”, “If “Tonight Is Our Only Chance” og “Burn For Me”.

Lige da man tror, at stemningen ikke kan blive bedre i Pumpehusets lille sal, kyler Björn og hans dygtige kumpaner “Gemini” ud over scenen, simpelthen en moderne rockklassiker uden lige.

Björn er cool og afslappet på sin sædvanlige måde og har perfekt publikumskontakt imellem numrene.

Jeg får da også en pæn kompliment for min åbne persiske silkeskjorte fra den vidunderlige frontmand. Noget med at jeg i hvert fald er klar til at danse, det kan du tro, den herre.

“White Jeans” fra Aeromantic II-skiven sender os ud af flyve, og så spiller bandet ekstra med musklerne, da de spiller den den 9.16 minutter lange “The Last of the Independent Romantics” fra Sometimes The World A’int Enough-pladen, der udkom tilbage i 2018. Hold nu op, en magtdemonstration.

Det viser, at ikke alene skriver The Night Flight Orchestra vandvittigt catchy musik, men også vildt progressivt, kompleks og dynamisk. Bandet går af scenen, men kommer naturligvis ud igen til tre ekstranumre, “Josephine”, “Stilettto” og “West Ruth Ave”.

Under sidste sang skal deres congaline naturligvis hele vejen rundt i salen, imens folk fortsætter dansen oppe foran.

The Night Flight Orchestra er en fest uden lige og et band, jeg vil anbefale alle i metal/rock-miljøet og alle udenfor.

Man bør gøre sig selv den tjeneste mindst én gang i livet at opleve den her stemning og livsenergi, som vi skabte sammen med bandet en kold torsdag i marts.

The Night Flight Orchestras sætliste:

Midnight Flyer

Sometimes The World A’int Enough

Divinyls

If Tonight Is Our Only Chance

Burn For Me

Gemini

Something Mysterious

Satellite

Paralyzed

White Jeans

The Last Of The Independent Romantics

Encore:

Josephine

Stilettto

West Ruth Ave