Fed død i fede rammer!

Jeg har et par gange beklaget mig over, hvorfor Posten ikke bruger deres gamle scene noget mere, end de gør – det er trods alt her, bands som Napalm Death, Suffocation, Rockbitch og mange andre har leveret legendariske koncerter i årenes løb – så hvorfor gemme den væk?

Derfor var det også med stor glæde, jeg så, at aftenens koncert skulle foregå netop der. Tilmed med et forfriskende line up i form af både et band, jeg aldrig rigtigt har hørt før, et band, som jeg kun kender lidt til, og et band, som det er alt for længe siden, jeg sidst har set. Alt i alt masser at glæde sig til for en nysgerrig metalfan!

Obscure Carnage
Første band på scenen var odenseanske Obscure Carnage. Bandet spiller en tung, groovy dødsmetal med grindtendenser – ikke helt ulig Cannibal Corpse, men absolut heller ikke hjernedød efterabning af legenderne. Med kun et par koncerter under bæltet er det ikke specielt overraskende, at der var lidt nerver at spore i starten af koncerten, men efter et par veloverståede numre, kom der mere ro på showet.

Obscure Carnage har måske ikke opfundet den dybe tallerken rent musikalsk, men de spillede upåklageligt, og særligt de to sangere viste en herlig uhøjtidelighed i deres sceneoptræden – uden at det helt gik op i gøgl. Kemien på scenen var dog lidt sær, som om bandet ikke var helt enige om, hvorvidt de skulle have det sjovt. Lyden, musikken og dobbeltvokalen fungerede fint, så det er på tide, Obscure Carnage får arbejdet specifikt på, hvad de vil med deres liveoptræden, og hvordan de kommer helt ud over scenekanten.

Crown The Beast
Selvom aftenens koncert med Crown The Beast var bandets første, er det nu nogle erfarne herrer, vi har med at gøre: Medlemmerne stammer fra bands som Annominus, As We Fight, Grimmthurs og Panofobia – og det kunne både høres og ses. Bandet føler sig virkeligt hjemme på en scene og virkede godt sammenspillede fra start til slut uden den store slinger i valsen.

Crown The Beasts musik er en fin blanding af dødstunge riffs og et hardcore groove, godt understøttet af sangerens dybe, mellembrøl af en vokal. Generelt ledte det hele lidt mine tanker hen på Lamb of God, selvom det ikke føles helt fyldestgørende som beskrivelse.

Bandet gjorde brug af nogle gamle tricks for at få folk op foran scenen, som fx at uddele øl til de ti første, der kom op foran og at udlodde en t-shirt til den, der gik mest amok til deres show. Personligt synes jeg, det hurtigt kommer til at føles for meget som en gimmick, når bands gør den slags, og jeg tror egentlig ikke, Crown The Beast havde behøvet at ty til den slags midler for at få folk op til scenekanten. Men det var jo i Odense, så jeg kan godt forstå, bandet ville helgardere sig.

Crocell
Til gengæld var der ikke så meget pis med Crocell. Der var fuld gas på fra første færd, og selvom flosklen ”de spillede som en velsmurt maskine” snart skal smides helt ud af det danske sprog, så passer det faktisk vældigt godt i dette tilfælde. Masser af energi og masser af smadder.

Musikalsk arbejder Crocell med noget blackened thrash/death, som er en for mig kærkommen udvikling i forhold til den mere traditionelle lyd, de havde, da jeg så dem for nogle år siden. En stor del af æren for dette virker til at ligge hos forsangeren, der virkelig imponerede mig med hans onde vokal denne aften. Nicely done.

Når nu vi alligevel lige snakker om Crocells sanger, så var han absolut koncertens naturlige midtpunkt. Manden er en fucking muppet – og det mener jeg absolut som en kompliment! Han er konstant ”på”; skærer ansigter, kaster horn, kommanderer publikum med fagter og poses – generelt alt det, en god frontmand skal gøre, men Crocells mand gjorde det vildt overbevisende denne aften. Hats off til hele bandet, men absolut et ekstra point til Asbjørn Steffensen for den præstation.