Alice Cooper

Velovervejet og alsidig destruktivitet

-

Anmeldelse af: Indisciplinarian Fest 2024. Pumpehuset, Kbh. 20. januar 2024.

Det københavnske pladeselskab afholdt 10-årsjubilæum, og Pumpehuset lagde rammer til.

 

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

 

Det er en hård og varieret omgang musik, vi i aften skal præsenteres for. Hardcore, Grind, Noise Rock, Doom og Black Metal; hver med deres eget unikke præg på ekstremmusikken skal rive os midt over i kulden.

Det drejer sig om Piss Vortex, FOSSILS, EYES, Alkymist og ORM. Jeg er fan af flere af disse kunstnere, og et par af bandsene har jeg ikke set på en scene i lang tid. Denne fredag er der også to, for mig, ukendte grupper, så jeg er mere end almindeligt spændt på, hvordan dette jubilæum skal udfolde sig. 

 

Piss Vortex

En fremmed skabning af ekstremiteter skal angribe mine sanser som det første band. 

Simon Stenbæk Christensen (vokal), Christian Bonnesen (guitar), Rasmus Moesby (bass) og Niclas Sauffaus (trommer) er Piss Vortex. Jeg er bestemt stødt på navnet før, how can you not? Men jeg har ikke lyttet til hverken deres selvbetitlede debutalbum fra 2014 eller deres Future Cancer-EP (2016). 

Indiciplinarian har en fantastisk sans for kvalitets-heavymusik, så jeg venter spændt foran scenen. 

Fra allerførste grindcore-node er vi vidne til drabelig vildskab. Tempoet er skruet gevaldigt i vejret, hvor det holdes hele vejen igennem koncerten. Særligt er jeg vild med de high pitch-skrig, Christensen leverer. Det er kaotisk og samtidig leveret uden slinger i valsen, og det musikalske talent hos alle på scenen fornægter sig ikke. 

I de korte energiudladninger på scenen er der masser af bevægelse, og der løbes flittigt rundt. Der er en grad af desperation i Piss Vortex’ musik, der er fascinerende at lade sig drage ind i. 

Der er også plads til en god del selvironi. Der bliver spøgt med, tror jeg, at det her måske er deres sidste show, da deres forsanger ikke gider møde op til øverne. Jeg håber dog ikke, at det er sidste gang, jeg har mulighed for at se bandet live. Der er lidt drilleri med guitaren i trommemonitoren, men det bliver fikset hurtigt. 

“Hele Piss Vortex sæt er lige så lang som én ORM-sang,” konstateres der tørt fra scenen. Ja, det er tæt på. Selv om jeg til tider oplever det som en lidt ensartet mur af støj, og nuancerne måske bliver tabt på mig, så er jeg mere end godt varmet op til slut. Et flabet og vredt grindcorespark i mellemgulvet var lige, hvad jeg trængte til.

 

FOSSILS

Instrumental noise rock. Så skal man høre det med. Dette to-mandsprojekt bliver styret af Per Silkjær på trommer og Simon Tornby på bas. Hverken guitar eller vokal er tilstede. Jeg er hermed nysgerrig som bare pokker. Med to albums, Meat Rush (2011) og Flesh Hammer (2014) + 4 EP’er ude, så er der godt med kødfyldt materiale at præsentere i Pumpehuset. 

Det her er åbenbart også en af de få koncerter, FOSSILS spiller. De havde et sagnomspundet show på Roskilde Festival i 2015, men ellers er det kun blevet til 2-3 optrædener siden. Jeg skal helt foran til det her!

Der lægges ud med solide taktfaste tunge trommer og langsomt tempo. Bassen har en dominerende og fantastisk rolle, som jeg aldrig har oplevet instrumentet have før. Tempoet bliver skruet i vejret flere gange, og med en rustik og rå lyd fylder de to mand den store scene på en måde, man ikke troede muligt. Jeg hører nogle skurrende sludge-elementer, der sniger sig ind i det overvældende skrattende univers. 

Der er spillet tight og præcist uden at misse et beat på trods af nogle væltede og ustabile trommestativer. Der opstår nogle lidt akavede pauser imellem hver sang, men stilheden er dog fyldt ud af spænding. Hvor vi skal føres hen, når musikken begynder igen?

Det kommer op i fart i flere passager, så mange nakker må bøje sig. Min egen må også overgive sig, og jeg ryster taktfast håret under min Hexis-hoodie. Man savner på ingen måde en vokal. Det her er skruet så godt sammen, at man hænger ved hvert eneste slag og bastone. 

Frivilligt er vi underkastet FOSSILS, der stamper vores øregange og kadavere i spastisk smadder. Bandet prøver at få Jacob Bredahl med på scenen og synge det sidste nummer med dem. Men lige dér er han ikke til at finde. 

På trods af dette føler jeg mig heldig over, at jeg fik set denne uhæmmede optræden. Hvem ved, hvornår det sker igen?

 

Alkymist

Danmarks bedste doom Metal band? I hvert fald i min optik. Med EP’en Element (2017) og de to albums, Alkymist (2018) og Sanctuary (2020), har de fire medlemmer opnået en vis kultstatus herhjemme med deres udfordrende og depressive mørke.

Sidst jeg så Peter Bjørneg (vokal), Stefan Krey (guitar), Kaspar Luke (bass) og Philip Kjær Morthorst (trommer) var i Den Grå Hal sammen med VOLA og Bersærk i 2021. Der har været lidt stille omkring Alkymist siden. Men nu skulle vi alle trækkes ned i dybet.

Sangen “Ghost” sætter stemningen på højkant, og der spreder sig en følelse af noget ildevarslende, ondt og atmosfærisk. De smukke og triste soloer sidder perfekt i numrene, og jeg lukker helt øjnene for at rejse med til uendelige vidder med Alkymist.

Der bliver ikke snakket meget til publikum, men det her er også i høj grad musik, der skal opleves uafbrudt. Bjørnegs stemme er som en manisk kultleder, der messer om jordens endeligt i kælderen på en dæmonisk kirke. Når han hvisker, er der en ærbødig stilhed, imens vi alle er i trance.

“Paradise” lander bragende, og med blåt lys + strobelys passer det godt til både tempo og til den vibe, bandet hekser frem.

Hos mange andre kunne jeg høre, at det her var højdepunktet på Indiciplinarian Fest 2024, og jeg er enig i, at den bliver svær at slå. Alene fordi, Alkymist er så unikke i udtryk, vokal og essens, at de altid efterlader et rungende indtryk af, at vi har kigget ned i en afgrund af dystre dimensioner.

 

EYES

Jeg nåede oprindeligt kun at skrive 3 noter til denne koncert. 1: “der er mosh med det samme”. 2: “lilla lys” og 3: “jeg smed t-shirten hurtigt”. Det kunne sagtens bare have været anmeldelsen. Men lad mig alligevel uddybe lidt. 

Har man endnu ikke registreret, at EYES med Victor Kaas (vokal), Rasmus Furbo (guitar), Søren Bomand (guitar, backing vokal), Kenn Bendtsen (bass) og Simon Djurhuus (trommer) findes på den danske metalscene, så ved jeg ikke, om man bør finde sig en ny hobby? 

Med de to albums, Underperfomer (2020) og Congratulations (2023), har de ikke så meget åbnet døren, som de har har gennemsmadret den til den danske hardcore og er frontrunners i den bølge, der lige nu gennemsyrer genren herhjemme. Siden mit første show med dem i Pumpehusets Byhave i 2021 har de hver gang imponeret mig med deres vanvittige liveenergi. 

De høstede da også intet mindre end to priser hjem til Den Hårde Tone-awardshowet. For Årets Livenavn og for Årets Artist.

Kompromisløst vælter Kaas og bandet Pumpehuset. Moshpitten suser derudaf med det samme og stopper næsten ikke hele koncerten igennem. Det her er EYES, og folk ved, hvad de forventer af bandet, sig selv og hinanden, når brølet og musikken rammer salen.

“Det har I sgu da prøvet før,” pruster Kaas. “I lige måde,” kunne man kærligt råbe tilbage. Nye sange som “Congratulations!” råber gæsterne lige så højt med på som på de ældre bangere. Hele tiden under de voldsomme løjer passer fansene på hinanden, og ingen går derfra med sure miner eller alt for blå mærker. 

Der bliver vredet sved og bare kroppe rundt i pitten, og jeg selv må også være lidt med på trods af en forstrukket lårmuskel, en dårlig headbangerform + for løse bukser. Den fanatiske forestilling er umulig at stå stille til

Denne gang kommer Jacob Bredahl på scenen til sidst, og vi kvitterer med behørig respekt for legenden.

Det her er en gruppe musikere, der ikke længere har noget at skulle bevise herhjemme. Nu kalder udlandet, og jeg glæder mig til at se EYES erobre mere af verden.

 

ORM

Fra asken af By the Patient rejste ORM sig i 2015, og Black Metal i Danmark var aldrig den samme. Skridt for skridt har bandet høstet en større og større fan base og top anmeldelser. Med tre albums, “Orm” (2017), Ir (2019), Intet • Altet (2022), og én EP, Mit Blod (2020), har de en diskografi, man kun kan beundre musikalsk. 

Jeg har ikke set gruppen siden deres midnatsmesse på Copenhell i 2022. Så nu skulle den sorte flamme tændes på ny.

I skæret af grønt lys rejser ORM sig som en gammel vred gud, der vækkes til live fra fordums hvile. Der er så mange progressive detaljer i musikken, at man bliver helt omtumlet af at skulle rumme det hele, dette er ment på bedste vis. 

Simon Sonne Andersen (guitar, vokal), Theis Wilmer Poulsen (guitars og vokal) og Adam Bjørn Schønemann-Warming (trommer) leverer en episk koncert, hvor jeg, på trods af lidt ømhed i benene, er totalt opslugt af deres Black Metal. De har atter allieret sig med Malthe Yde Tiufkær fra Wulfaz på bas. 

De stille tænksomme passager, hvor der bygges op til dynamisk bragende voldsomhed, rammer plet, og alle aspekter i musikken står klart frem i aften. De lange sange kræver sit publikum, men kun få falder fra. Det her er alligevel for storslået til at misse. Dunkle slotte og mægtige katedraler bygges og destrueres for mit indre blik, skabt af det soniske perfekte lydbillede, ORM skaber. 

Fra en salig indre fred til en orkan af følelser, så når man hele vejen rundt i ens bevidsthed, når ORM leder en på pilgrimsrejse i vort sinds afkroge. 

Dette ritual når nogle højder, der tydeligt viser, hvorfor ORM er det perfekte navn til at lukke aftenen og til at fremvise og hylde Indisciplinarian. 

 

Jeg krydser fingrer for, at pladeselskabet fortsætter med at strække grænserne og opfattelsen af vores genre årtier frem i tiden. Sikke en fejring!

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

REVIEW OVERVIEW

Piss Vortex
FOSSILS
Alkymist
EYES
ORM

Share this article

Recent posts

Popular categories

Anmeldelse af: Indisciplinarian Fest 2024. Pumpehuset, Kbh. 20. januar 2024. Det københavnske pladeselskab afholdt 10-årsjubilæum, og Pumpehuset lagde rammer til.   Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen   Det er en hård og varieret omgang musik, vi i aften skal præsenteres for. Hardcore, Grind, Noise Rock, Doom og Black Metal; hver...Velovervejet og alsidig destruktivitet