Anmelder: Mads Nikolai Sørensen

Virtuositet er noget, der skal ses, lige såvel, som det skal høres, sådan har det været lige siden Franz Liszt. Så da guitarlegenden Steve Vai trådte ind på en røgfuld og mørkelagt scene med lysende båndmarkører, der sendte stråler af blåt lys gennem lokalet, var vi allerede i gang med det spektakulære. Vai startede derefter stærkt ud med det hurtige og rockede nummer ”Avalancha” fra sin seneste udgivelse (Inviolate 2022), hvor der var skruet helt op på shredknappen. Festen var ikke engang startet, og vi havde allerede fået, hvad vi havde betalt for.

Vai, der spiller intens instrumental guitarrock, var afsindigt dygtig til at skabe en god balance i sit sæt. Der når lige at gå lidt for meget guitargokkeri i den, før vi så får nogle stille numre som ”Tender Surrender” og ”Wispering a Prayer” eller hans evindeligt positive og ydmyge publikumskontakt.

Med sig på scenen havde Vai også en storskærm, der altid vidste noget, der komplementerede musikken. Til det stille solostykke ”I’m Becoming” gik dette for alvor op i en højere enhed, hvor Vai akkompagnerede en undfangelses- og graviditetsproces – der så viste sig at være hans egen. Alle lyde og billeder virkede til at svare og spørge hinanden.

Koncertens højdepunkt var absolut hans mest kendte nummer, ”For the Love of God”, men ikke fordi, det var det, vi alle havde ventet på, eller fordi det er hans mest kendte. Inden stykket fortalte Vai lidt om tournélivet, og hvor fantastisk det kan være – Især fordi det giver muligheden for at møde nye spændende mennesker. Dette fulgte han op med introduktionen af sin monitortekniker, der også er salsaguru og tidligere wrestler, men vigtigst af alt også operasanger.

Som Vai sagde; ”we’re are going to try something different” og prompte blev det første minut af hans mest velkendte stykke forvandlet til et euforisk og tungt operastykke, hvor hele salen ikke kunne lade være med at nynne med. Det er kraftedeme, hvad livemusik går ud på!!!

Det var alt i alt en formidabel koncert. Det er altid underholdende og inspirerende at høre Vai og resten af hans band spille, der også selv fik deres tid i rampelyset og især på nummeret ”Lights Are on”, der bare var én stor jamfest.

Publikum var mest bestående af den ældre generationer, der mest af alt så ud som, de var der for at hygge sig, og sjældent så ud som om, de ville forlade baren. Oppe forrest havde vi så den unge generation, der var helt med hele tiden.

Koncerten sluttede med det Frank Zappa-agtige rockfusionsstykke ”Fire Garden Suite”. Herefter var der nogle, der ”ofrede” deres guitarer til guitarguden. Det handlede selvfølgelig bare om autografer, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på en ritualistisk ofring, hvor den unge generation af guitarhele forsøgte at se sig god i ”Guds” øjne.

Mit eneste problem med koncerten var lyden. Den var slet ikke dårlig, men jeg kunne godt have brugt mere definition i trommerne og mere lyd på Dave Weiner og Phillip Bynoe der nogle gange forsvandt i lydbilledet.

Om du spiller guitar eller ej, så tag ind og se Steve Vai næste gang, du får muligheden for det. Det er en musikalsk og menneskelig fest, du ikke har lyst til at misse!

(Billeder efter sætlisten.)

Sætliste: