Alice Cooper

For mange kokke fordærver maden 

Anmeldelse af Wintersun, Seven Thorns, Ethereal Kingdoms + Faanefjell, d. 30. august. Gimle, Roskilde.

 

Der var dækket op til den store metal-buffet i Roskilde, men desværre var der blevet lavet lidt for meget mad. 

 

Fotograf: Anders Mikkelsen

 

Faanefjell
Norske Faanefjell er ægte folk/pagan metal både musikalsk og som liveoplevelse. Malet i hovedet (næsten corpse-paint) og udklædte indtog de scenen. Bas, trommer og vokal var næsten for dybe, men deres guitarsoli reddede dem flere gange undervejs. De havde momentvis publikum med sig, når der skulle headbanges og knytnæver/horn i vejret. Det var lidt en lukket fest for dem, som allerede kendte Faanefjells musik. 

Ethereal Kingdoms
Koncerten var i tre acts/akter med 2-3 sange i hver – det var meget stilfuldt gjort. The Kingdom Choir (en del af Roskilde Domkirkes drenge/mandekor), violinisten Amalie Skriver og den islandske musiker Sigurbodi Gretarsson sang/spillede med på flere numre – igen meget stilet.

Under sangen “Beginnings” blev en violin smadret, og under “Heartchamber” blev forsanger, Sofia Schmidt, indsmurt i teaterblod, så man kan roligt sige, at der var skruet op for dramatikken – ligesom da jeg så dem for første gang på Nordic Noise tidligere i år.

Jeg bemærkede, at flere af publikummerne i alderen 50+ stod og grinede lidt. På en måde kan jeg godt forstå dem, fordi showet var så voldsomt, det næsten blev for meget af det gode. Men man kan i sandhed kalde det et flot teatralsk oplevelse – det er sjældent man ser det fra et dansk metalband.

Sofia Schmidt er lejlighedsvis også anmelder for os her på Metal A Day.

 

Seven Thorns
Dansk-svenske Seven Thorns spiller power/heavy metal, som Iron Maiden, Judas Priest og Tygers of Pan Tang gjorde i 80’erne, og de lyder desværre også ret ens. Seven Thorns lyder meget originale i forhold til popmusik, men desværre også meget uoriginale til alt andet metal.

Hvor Faanefjell var utydelige og uklare i tekst og lyd generelt, stod Seven Thorns meget skarpere, men det hjælper ikke, hvis deres sange ikke er meget bedre.

Der er mange bands, som Seven Thorns, der tager sig selv alt for alvorligt, så det bliver kedeligt. Amerikanske Steel Panther laver tykt grin med heavy metal miljøets klichéer på en befriende og forfriskende måde. Ikke dermed ment, at Seven Thorns skal være præcis ligedan, de skal måske bare være lidt mere afslappede om deres musik.
Forsanger, Björn Asking, (fra Sverige) talte flere gange til publikum på engelsk! Vi danskere kan jo sagtens forstå svensk (i hvert fald, når det gælder “koncert-gloser”), så det virker bare fjollet.

Seven Thorns har flere gange kritiseret andre bands, der bruger backing tracks for ikke at være “rigtige” musikere. Men efter i aften kan vi konkludere, man har et standpunkt, indtil man tager et nyt – også Seven Thorns.

 

Wintersun
Efter at have indtaget tre forretter er man allerede lidt mæt, når man så endelig når til hovedretten/desserten, også selv om det er selveste Wintersun.
Wintersun har aldrig spillet i Danmark før, så efter de har spillet sammen i over 20 år, var det endelig på tide, at de spillede et dansk show. Hele Roskilde og omegnens undergrund var taget til Gimle for at opleve finnerne. Det havde jeg også havde glædet mig til, selvom jeg også så dem i 2018 i Malmø i selskab med Arch Enemy, Jinjer og Tribulation. 

Cirka to uger inden koncerten kom en af deres guitarister, Asim Searah, til skade med sin skulder, så kan kunne ikke spille med. Men han kom alligevel på scenen et par gange sang med på omkvæd og indpiskede energi til publikum. Respekt til ham for at tage den lange vej bare for det.
Deres anden guitarist, Teemu Mäntysaari, gjorde det forbilledligt godt, både isoleret set og også i lyset af manglen på Asim.

Forsanger, Jari Mäenpää, er ekstremt nørdet, hvad angå stil, instrumenter og lyd. Derfor undrede det mig også ret meget, at lyden var alt for høj denne aften. Men han havde publikum med sig, når der skulle synges “oooh” og “åååh” i omkvædene, så det tilgav man ham hurtigt for.
Wintersuns nye trommeslager, Heikki Saari, gjorde det glimrende. Personligt savnede jeg måske bare Kai Hahto (deres tidligere trommeslager – nu medlem af Nightwish).

I år er det 15 år siden deres selvbetitlede debutalbum (Wintersun) udkom. Så for at fejre det, spillede de primært numre fra den udgivelse. Personligt kan jeg bedre lide efterfølgeren Time (fra 2012) og The Forest Seasons (fra 2017), men det var også godt, at høre de gamle sange “Starchild” og “Winter Madness”.

Efter en lang aften med tre koncerter á 40 minutter hver forinden blev man lidt træt efter kun 75 minutter (ud af 120 minutter). Måske skulle et band (Faanefjell eller Seven Thorns) have været droppet, så man havde mere overskud til at høre hovednavnet. Sådan havde jeg det også i januar, da jeg så Nailed To Obscurity, Jinjer, Amorphis og Soilwork i Amager Bio. First world problem, I know.

Selv om det i grunden var en god koncert, blev det bare alt for langtrukkent. Det er tydeligt, at Wintersun vil være verdensmestre af “episk metal” – de har også ambitionerne og talentet. Men nogle gange er det ikke nok – nogle gange skal man også bruge timing.

Det beviste denne aften desværre også, og kombineret med de tre opvarmningsbands blev totaloplevelsen lidt tam.

Setliste:
Intro (Winter Madness)
Winter Madness
Beyond The Dark Sun
Sleeping Stars
Battle Against Time
Death And The Healing
Starchild
Beautiful Death
Sadness And Hate

Ekstra numre:
Ukendt nyt nummer
Loneliness (Winter)
Sons Of Winter And Stars

Ekstra-ekstra nummer:
Time

 

Faanefjell

Ethereal Kingdoms

Seven Thorns

Wintersun

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

REVIEW OVERVIEW

Faanefjell
Ethereal Kingdoms
Seven Thorns
Wintersun

Discover

Latest

Gammelt vand på nye flasker

Anmeldelse af: Behemoth - "And the Forests Dreams Eternally" genudgivelse. 18. september 2020. Via Metal Blade Records.   Nyt fra Behemoth? Nej, egentlig ikke. I denne...

8 albums med 20-årsjubilæum: Fra dengang man købte fysiske plader

I år er det 20 år siden, en række metalalbums udkom. I den forbindelse bringer vi en liste over de bedste og mest betydningsfulde...

Stegelmann, Stegelmann, gør hvad end, en Stegelmann kan

Anmeldelse af: Troldspejlet in Symphony. Musikhuset Aarhus. 09. oktober 2020. Hvad sker der når en tv-personlighed, et symfoniorkester og et metalband mødes? Er det en...

Mørkets vanvidsinducerende mesterværk

Anmeldelse af: Anaal Nathrak - "Endarkenment". 02. oktober 2020 via Metal Blade. Anaal Natrahkh har skrevet formørkningstidens ekstremmetalliske manifest En af de ting, der er sværest...

Coreys middelmådige fandenivoldskhed tydeliggøres

Anmeldelse af: Corey Taylor - "CMFT". Release: 2. oktober 2020 via Roadrunner Records/Warner Music. “CMFT must be stopped … CMFT can’t be stopped” - Aargh,...