Alice Cooper
Forside Anmeldelser Clashet mellem det gamle og det nye

Clashet mellem det gamle og det nye

Author

Date

Category


Anmeldelse af: Nordic Noise Festival 2019. Amager Bio, Kbh. 11. maj 2019.

Nogle gange får man en bagudvendt indsigt om musik, man måske skulle have fået noget tidligere – dette skete for mig til andendagen af Nordic Noise 2019!

 

Foto: Mark Stoumann

Den faste forårs-tradition for visse medlemmer af Metal A Day-redaktionen fortsatte ufortrødent videre, for selvom vejret ikke var med os så godt den første dag af Nordic Noise 2019, så var det bestemt anderledes godt på den anden dag.

Du kan læse del 1 her.

Men hvad betyder dette også, når festivalen foregår indenfor? (udover når man skulle have noget at spise, som foregik væk fra festivalen)

Dog må alderdommen være begyndt at trykke lidt hos denne udsendte anmelder, for jeg er måske begyndt at blive mere mild med årene og har fået groet mig ud af den sure præpubertære Treo-type, der tidligere ellers har ramt mig ved denne festival.

Forstå mig ret: Jeg ELSKER Nordic Noise. Det er til dels en showscase for yngre bands samt en mulighed for at se nogle vidt forskellige bands, der bliver hevet ind fra oftest Europa.

Dog har jeg øffet lidt over, at det vist tit er en Nordic Hard Rock Festival med mindre afvigelser, samt at der bliver booket bands, som man for selv 15 år siden kunne læse om i metalmagasiner under segmentet: “Hvad blev der af dem?”

Den lille nævnte indsigt i indledningen var blandt andet, at det jo netop er en mulighed for denne anmelder at se nogle bands, jeg ellers ikke ville troppe op at se til en enkeltstående koncert – og så ramte det mig som den famøse femogtyve-øre, at de unge bands har brug for de gamle, også når der ikke er tale om Judas Priest, Iron Maiden, Saxon og alle de andre.

Mere om dette senere.

 

Silvera
Aftenen startede nemlig lidt trægt, for i stil med, at aftenen var ung, så lod det også til at være nogle uprøvede unge drenge i Silvera, der stod på scenen som det første orkester denne anden dag af Nordic Noise 2019.

Der blev ofte skævet til hverandre medlemmer for lige at være sikre på, at man ramte samme taktslag. Dette skete ikke altid.
De virkede heller ikke rigtig til at vide, hvordan man skulle gejle publikum op og vise, man er berettede til at optræde til festivalen og lige slå taktsstokken an, så folket fik vredet tømmermændene ud af håret og sendt det i symbiose med musikken rundt eller frem og tilbage.

Men det var også lidt forståeligt svært, når numrene mest af alt lød som prototypiske stadion-rock numre. De fleste bands vælger at mime deres idoler, før de finder deres eget ståsted, og sådan lod tilfældet da også være, at det var dette stadie, som Silvera befinder sig på på nuværende tidspunkt.

Dog tror jeg, de sagtens kan blive til noget, når musikken bliver udviklet, og der bliver øvet (gevaldigt) i øveren, så bandet finder deres egen identitet.

 

Ethereal Kingdoms
Nu har jeg efterhånden fået set det det stort anlagte show/performance, der går under symfo-metalnavnet Eftereal Kingdoms, et par gange, så den overrumplende oplevelse, det er, at få skudt dette meget distinkte indslag på den danske metalscene begynder at bundfælde sig, og man kan dechifrere derefter.

Bands nu om dage, hvis de vil godt over stepperne, skal kalkulere deres udtryk, kommunikere med medier og på de sociale platforme for både at markere sig og hyle højere end alle de andre bands for at få den fornødne opmærksomhed.

Dette gør dette band til fulde. Det er et fuldtidsarbejde at kunne skabe en speciel performance, der aldrig er ens fra gang til gang, med både fortælle-rytme, storladne indtryk og – som jeg vist også tidligere har beskrevet – kunne lave det stort anlagte show i DK, hvis man lige smed en skovfuld penge efter dem.

Begejstringen og det imponerende ved bandet var da også til at spotte i stor stil blandt publikum, og bandet har da helt sikkert scoret sig nogle nye fans denne aften.
Nu kan jeg dog efter længere tids beregning med mig selv konstatere, at musikken er imponerende, men det er ikke min foretrukne genre, så det er svært at bedømme, om musikken alene (uden alt det andet, som jeg ikke vil driste mig til at kalde røg og spejle) kan måle sig med de andre, der begår sig med genren.

Dette upåagtet af, at bandet spiller imponerende sejt, mens sceneshowet stadig kan virke lidt over evne, men der skal ingen tvivl være om, at når deres fuldlængde skive kommer, så giver den resonans i miljøet herhjemme og nok også udlandet – og så begynder den store PR-maskine for bandet.

(NB. Forsangerinde, Sofia Schmidt, anmelder lejlighedsvist for Metal A Day)

 

Tygers of Pan Tang
Nu er vi ved den elefant (eller nok nærmere tiger), jeg indirekte omtalte i indledningen af denne anmeldelses-session: Når gamle bands bliver trukket ind på en scene, som ikke har haft en afgørende stor betydning for mange bands i nyere tid, men som man så kan få at se til blandt andet Nordic Noise.

Der skal med det samme INGEN tvivl herske om, at dette band har haft en stor betydning for udviklingen af metal generelt og har influeret mange bands, mens de bare aldrig er blevet de store legender, omend de ER levende legender.

Men anciennitet betyder ikke altid den store rigdom andet end anerkendelse, selvom dette kan være svært at betale regninger med.

Så når jeg bevægede mig rundt i et lidt over halvt fyldt Amager Bio og betragtede disse engelske tigermisser, så krummede jeg lidt tæer over at tænke, at det må være lidt en diminutiv følelse at stå på sådan en dansk scene, når man måske føler, man burde være på en udsolgt station-tour.

Når jeg så kiggede på bandet selv, så gav de da pokker i den slags. De havde en spilleglæde, som var de sluppet løs i en slikbutik i en alder af fem år uden pengebegrænsning, hvor slikket var publikum, og sukkeret blev udløst i kroppen af en symbiose mellem at optræde og se publikum juble.

Og spille kunne bandet, mens publikum virkelig kunne juble!

Det var så sandelig cacthy, medrivende og herlig høj hard rock, men jeg tænkte, at det hele er jo hørt før. De trommegange, sangopbygning, de riffs. Intet originalt.
Men vent lidt, som mine noter så fint påpeger: “Det er hard rock efter skabelonen, men måske skabte de den skabelon?”

Så al ære for respekt for dette band. Jeg ville ikke være taget ind for at se dem til en enkeltstående koncert, men jeg er glad for, at jeg fik set dem til Nordic Noise.

 

The Night Flight Orchestra
Dette var egentlig det band, jeg havde glædet mig mest til at se på andendagen her.

Disse svenskere har været meget hypet i ind- og udland, hvor denne “supergruppe” næsten er gået hen og blevet større end de bands, de normalt tilbringer tid i (blandt andet Soilwork og Arch Enemy), så der herskede ingen tvivl om på papiret, at her var nogle herrer, der kunne spille.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet, men mine forventninger var sat lidt for høje til dette semi-konceptuelle band, hvor “fortællingen” vist nok skal være at få oplevet lounget rock-musik, mens man tager sig en natteflyvertur på første klasse (ja, hvad man dog ikke kan finde på nu om dage at fremføre på en scene).

Sceneshowet var da også til fulde med uniformer, stewardesser, cocktails; og instrumenterne talte alt fra de vante i rockmusikken og videre til kuriøse indslag, man ellers kun ser i musiklokalet, men som ingen gider spille på.

Men det spillede sammen denne aften, lyden var god, og de havde publikum klar til take off (nej, okay, det fungerer tydeligvis ikke med fly-analogier. Det stopper ved den næste) og videre til landing.
Publikum var med og begejstrede, men visse steder lod det til, at det i lige så høj grad handlede om, at klokken var et sted mellem “tilpas mange fadøl”, og “nu går jeg kold”, så publikum ville festen uanset navnet på scenen.

For når man pillede uniformerne af dem figurativt, fjernede de unødvendige stewardesser, så var det egentlig lidt intetsigende AOR-rock, vi havde at gøre med her. Koncerten blev i høj grad båret hjem af, at man havde at gøre med erfarne musikere, og at publikum insisterede på den fest.

 

Candlemass
Så var det blevet spurt inden lukketid med nok festivalens største scoop: Selveste Candlemass med en genforenet, oprindelig forsanger. Jeg tvivler ikke på, at mange er valfartede til denne koncert fra både ind- og udland og sikkert udelukkende er dukket op for at se disse legender.

Alt dette er dog skrevet uden den mindste gåsehud eller uudslettelige minder på nethinden eller i øregangen for mit vedkommende, for her har vi at gøre med problemet at have en anmelder, som ikke nødvendigvis har dyrket alle bands på plakaten i lige høj grad.

Candlemass er et af dem. De siger mig ikke noget. De er sikkert dygtigt, eller rettere sagt: Det ER de tydeligvis, som de så sandelig beviste med en velspillende og højtlydende koncert i Amager Bio, hvor lyden var af høj karat.

Der var tætpakket i bioen, og specielt den nævnte forsanger lod til at have lidt indebrændt spilleglæde, der bare skulle ud på scenen i form af af at kvæde for nogle af forgangsmændene i doom-metallen.

Bandet spillede godt, og at dømme ud fra publikum så var det også en succes og bestemt det rette band at lukke og slutte Nordic Noise 2019 på.

Jeg glæder mig allerede til næste år!

 

Her er et galleri fra Mark Stoumann fra andendagen på Nordic Noise: 

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Silvera
Ethereal Kingdoms
Tygers of Pan Tang
The Night Flight Orchestra
Candlemass

Recent posts

Store bands på en lille scene

Anmeldelse af: Aphyxion + Hearteater. Stengade, Kbh. 06. september 2019 Man kunne godt mærke, at loftet var ved at blive sprængt af den energiudladning, der...

Sci-fi rock indhyllet i 80’er vanvid

Anmeldelse af: MUSE + Des Rocs, Royal Arena, Kbh. Den 8. september 2019. Engelske MUSE Troppede op i royal arena søndag aften som et led...

Frisk ål i nettet

Anmeldelse af: Eels. Den grå hal, Christiania. 27. august 2019. Det blev til den rene fest, da Eels snoede sig igennem en solid optræden i...

Ravnen flyver stadig med Sonata Arctica

Anmeldelse af Sonata Arctica -Talviyö. Udgivet 6. september via Nuclear Blast Records. Sonata Arctica er et af de bedste og mest populære finske metalbands sammen...

Når kopien kunne imponere originalen

Anmeldelse af: Queen Machine + Guitar Rebels. Køge, Køge Festuge. 29. august 2019 Queen-kopimaskinen imponerede undertegnede i sådan en grad, at jeg et kort øjeblik...