Alice Cooper

En skæbneberetning fra Royal Metal Fest 2019

-

Reportage fra: Royal Metal Fest 2019. VoxHall, Atlas, Radar, Aarhus. 04.- 06. april 2019.

Jeg skammede mig virkelig meget…

Foto: Lasse Millek

 

… over, at jeg ikke var til Royal Metal Fest 2018. Ja, for den sags skyld også alle årene før da.

Men det var virkelig – for at sige det på jysk – godt træls, at jeg kunne følge med på sidelinjen (på den anden side af landet) og se gamle og nye venner have det for fænomenalt i den første forårsol og samtidig nyde en lækker anretning af alskens former for metal fra ind- og udland.

Så NU skulle det sateme ske: Min mødom udi Royal Metal Fest skulle tages, og jeg skulle have det hele med, så jeg tog både torsdag og fredag fri for at kunne få opvarmningen med dagen før den officielle begyndelse samt være hurtigt parat til det første metal på scenen om fredagen.

 

Torsdag den 4. april
Alle raske drenge har vel på et eller andet tidspunkt studeret i Aarhus, og jeg er ingen undtagelse, så det var faktisk en gensynets glæde, der mødte mig, da jeg tøffede kortvarigt rundt på Banegården i Aarhus og lød som en bedstefar:
“Den butik er da ny?
Hvornår er den kommet til?
Hvad er det der for noget?”

15.00: Dog havde jeg ikke engang forladt Banegården, før Aarhus viste sig fra sin gæstfri side. Gratis mad blev leveret lige til min plads på Restaurant Den Gyldne Måge.
Hvis det gentager sig med øllet senere, så kan jeg da overtales til at flytte herover igen.

16.00: Men tiden skulle jo myrdes i Aarhus, inden slaget skulle stå på Radar til Black Swamp Water og Bersærk – som jeg just havde set ugen før i min hjemby – så hvorfor ikke benytte tiden lidt i landets næststørste by ved at se, hvor stort smilet egentlig er her?

Det mest naturlige var selvfølgelig at sætte sig ned ved åen i midtbyen og åbne en regning på en café – og det var ikke med henblik på at spise snacks.

18.05: Jeg beslutter mig for at besøge arnestedet for metallisk komsammen i Aarhus: Escobar! Men ganske urutineret konstaterer jeg, at der først åbnes klokken 19.00.

17.45(?): Jeg sætter mig derfor ved beværtningen næsten klods op ad, Casino Bar, for at fordrive tiden, indtil Escobar åbner, for jeg VIL på Escobar, inden jeg tager til koncert.

Jeg bruger cirka den næste time på at være forundret over, at uret på væggen er bagud.

17.00: URET GÅR BAGLÆNS! Derfor passer tiden ikke… HOV, så må Escobar jo været åben nu! Betal, videre i teksten.

19.15: Vi prøver igen: ESCOBAR! Jeg kender umiddelbart ikke et øje, og jeg er landet alene på Banegården, men der går ikke en halv time, før jeg er faldet i snak med de første heavy-hoveder, der også skal se Bersærk, og så bliver de første shots delt rundt.

Tiden må også have gået baglæns i mit hoved, eller også iler den bare i godt selskab, for jeg misser at gå med den korrekte flok til koncert for at nå at fange Black Swamp Water, så det er først, da jeg bliver bekendtgjort med, at vi lige kan nå Bersærk, at jeg syndigt drikker ud og med røde ører farer med de andre mod Radar.

21.30: Ti kroner for garderoben med jakke OG taske, og så er der gratis ørepropper? Jeg håber, de københavnske spillesteder tager notat her. Det er i sandhed gæstfrihed fra ankomst og til nu – og frem.

21.53: Lige inden Bersærk går på, lykkedes det mig at falde i snak med et medlem fra Black Swamp Water, hvortil jeg undskyldte, at jeg ikke havde fanget dem og gerne ville give en øl som undskyldning.

Dette kunne der – på pæn vis – ikke blive tale om, da bandet havde gratis øl backstage. (Man burde være blevet musiker!)

23.35: Bersærk er altid en fest at se, og de kunne sagtens – ifølge andre blandt publikum – udsælge langt større venues i Aarhus.

Nu er det blevet tid til at indlogere mig hos en ven på kanten til forstaden af Aarhus, så gåbenene bliver ladt op, og GPS’en tændt, og så går jeg ellers i stor forstand til ro.

 

Fredag den 05. april
12.45
: Jeg vågner i et værelse, der er ved at blive renoveret, så mangel på møbler til dæmpning af akustikken resulterer i, at en hæsblæsende prut fra mit bagparti vækker mig.

Værtsparret tilbyder drikke, mad, vand og et bad(?), før de selv dalrer videre i tilværelsen og beder mig om at låse efter mig. Alt er vel. Vil du danse, Aarhus?

14.40: Overfor VoxHall får jeg lige tanket foder op, inden jeg slår følge med de kammersjukker, jeg skal tilbringe resten af weekenden med ved at veksle mellem spillesteder, hostel og værtshuse.

16.00: Deadnate får imponeret en ven, der ellers ikke rigtig er til metal. Jeg konstaterer for mig selv, at jeg er glad for dem, og at Gojira ikke har spillet forgæves.

16.47: Vi følger denne fænomenale koncert op med dybe filosofiske snakke om, hvad kork egentlig er for en størrelse… Men vejret er godt på græsset, og der bliver generelt råhygget.

17.34: The Interbeing er her også og skal da opleves. Efterfølgende fanger jeg forsanger, Dara, og sammenligner hans band med god leverpostej. Det skulle menes som en kompliment, men jeg ved ikke, om det blev fanget således.

18.51: Faanefjell var egentlig et band, jeg ikke havde spået den store fidus til, men at bliver overtalt af mine medmennesker til at tjekke dem ud, viste sig (som oftest) at være den rette løsning.

“Det er som norske trolde, der møder groovet fra Lamb of God!” Jamen, det kan vi da godt aftale, de gør.

19.46: Hvad er der efterhånden ikke skrevet og sagt om ekstremmetallerne i Xenoblight? De virkede kogte før koncerten, men braget blev leveret fra scenen. TV2 Østjylland var der, og de skulle spille i Berlin dagen efter. Ja, ja, der er nogle, der kan.

22:00: Author & Punisher bliver aldrig et imponerende syn, og selvom jeg tager hatten af for, at der en jysk festival, der tør booke noget andet end det sædvanlige død og ødelæggelse, man ellers plejer at møde på jyske festivaler af metallisk afart, som jeg har ladet mig forstå, så fanger de her aldrig langt størstedelen af folket – mig selv inklusiv.

23.00: Et besøg på Byens Burger, som jeg aldrig glemmer. Jeg kan nu godt forstå, hvorfor bands fra ud- og indland omtaler dette spisested i så positive vendinger.

Men Impalers skulle som bekendt lukke det hele, og som en gut sagde, da de sluttede: “Ja…” på spørgsmålet til, hvordan han synes, det var gået og fulgte op med noget i retning af: “De spillede da godt, men de gjorde ikke så meget ud af, at det var deres sidste koncert.”

Nuvel videre til forstyrret ro, der først fandt sted, da sidste mand indfandt sig på hostel-værelset klokken 08.00 dagen efter, hvilket leder os videre til:

 

Lørdag den 06. april
11.45: Vækkeuret ringer, vi har en “date” på Raadhuscaféen, som åbenbart er kutyme for de andre at gøre, så jeg følger da med som medløber. Skik følge, eller land fly.

13.21: Intet at sætte på maden her heller! De må have nogle bedre råvarer her i Aarhus, end de kan skaffe på Sjælland. Tak for mad!

16.05: Desværre misser jeg bingo på Atlas, som jeg ellers havde set frem til, men efter et lille hej til de andre, jeg (gen)lærte at kende ved Atlas, så for jeg op til Radar for at fange Ethereal Kingdoms, for de skulle vist have noget spændende med i posen, der transcenderede en almindelig performance.

17.45: Det var det også! Og for at sammenfatte med en kort beskrivelse hvordan det var: Jeg gik derfra med et stykke violin i min lomme. Tak for den, E.K.!

For os indforståede kommer det ikke som en overraskelse, men jeg mærker stadig nu her i kroppen, hvor stor gæstfriheden generelt er under festivalen, hvor professionel den er skruet sammen, og der lader til at være styr og overskud hos folket – og så må de altså have bestukket nogle guder for at få så godt vejr!

Herefter er der koncerten med blandt andet Alkymist og God Dethroned, men fordi stemningen, hyggen og videre er så god, er min næste note først under Asphyx klokken hen ved 20.10, hvor jeg konstaterer, at dødsmetallen lever i bedste velgående (tøhø), og så har jeg nået det mentale stadie, hvor jeg finder navnet sjovt.

Det siger vist det hele.

Hele herligheden med Royal Metal Fest bliver lukket ned med koncerter af Tribulation, Urkraft og Suffocation, og selvom turen stadig går videre i byen, så føler jeg allerede, at jeg har oplevet noget ret så mindeværdigt.

Omkring 02.30 sidder min rumpette (atter) på Escobar, hvor der nu er proppet med hele “familien”, selvom jeg måske reelt kun kender en håndfuld personers fulde navne. Men hvad betyder det, når man mærker båndet binde os sammen i form af god heavy?

Som sidenote skal det bemærkes, at det var sjovt at følge RMF på Facebook undervejs med deres nærværende og personlige opslag. Og så oplevede jeg aldrig en frivillig, ansvarlig eller andet “-lig”, der ikke kunne svare på et spørgsmål eller være behjælpelig.

Havde det så stået ned i stænger med lårtykke stråler, så havde jeg stadig set de sidste to dage som en eklatant succes.

 

Søndag den 06. april
11.35: Vi bruger de sidste timer atter ved åen med en citronmåne. Men her er som blæst: Ingen tommer øldåser at se, ingen plakater, ingen svedne battleveste eller andet.

Var det bare en drøm? Var det en herlig drøm med venner, bekendte og nye venner? Jeg nåede ikke halvdelen af alt det, jeg havde lyst til at se af musik og snakke med af folk, og alt var alligevel bare i tip top stemning hele denne weekend.

Ved 13-tiden farer vi hjemover, og for første gang i mit liv har jeg ikke travlt med at komme væk fra Aarhus for at se familien og venner på Sjælland, for jeg føler netop, jeg lige har været sammen med den bedste familie og venner.

Hvis Royal Metal Fest lukker mig ind næste år, så står jeg (atter) forrest i køen.

I mellemtiden må du gerne undersøge, om min sorte hue stadig ligger på Escobar og skaffe nummeret på hende den søde pige, dér.

 

Hvad min hukommelse ikke mindes, fangede fotograf Lasse Millek over fredagen og lørdagen på festivalen her:

 

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier