Anmeldelse af: Nordic Noise Festival 2019. Amager Bio, Kbh. 10. maj 2019.
Jeg havde glædet mig mest til de første bands denne aften, men publikum hjalp bravt med til festen mod slut!
Foto: Mark Stoumann
I den bedste af alle verdener så er jeres udsendte anmelder til festival en velinformeret og foruds-researchende type, der fuldstændigt har styr på, hvad man kan forvente sig hver aften og som har noget dybdeborende og analyserende at sige til hver artist.
Finten med en festival er dog ofte, at man bliver præsenteret for så vidt forskellige bands, at man kender nogle bedre, end man kender andre. Desuden har jeg som parole at anmelde oplevelsen, nærværet, manglen på samme, lyden og alle de andre parametre. Hvad hvert band spillede, hvad de hedder, hvor de handler ind og alt det dér, kan du læse dig til andre steder på nettet.
Der er dog selvfølgelig forskel på, om man er et gendannet Led Zeppelin eller dit lokale punkband med to koncerter i bagagen, og dette skal man have in mente.
Så hvorfor denne kedelige indføring i mit virke som anmelder?
Jo, efterhånden har jeg set så meget livemusik af hard rock, heavy og alt derimellem og videre til ydrepolerne, at jeg ikke altid dukker op for at se hovednavnene, som egentlig burde være de store trækplastre og være dem, man glæder sig mest til.
Derfor havde jeg til denne første dag på Nordic Noise anno 2019 set mest frem til de første to bands ud af de fire, selvom – som det skulle vise sig – at der var mest proppet under den sidste koncert, hvor man ellers tit kan opleve, at folk mere begynder at sive ud i store strømme, fordi man er træt efter en lang dag (i dette tilfælde var det kun i små strømme). Det var således også disse to orkestre, jeg havde mest styr på, mens resten blev oplevet mest af pligt og for at få en eventuel uventet oplevelse.
Således var jeg og resten af den tilrejsende redaktion dukket op i god tid for at få nogle fede pladser til dagens første band:
Black Oak County
Efter at have overstået rundforvirringen af at skulle finde sig til rette i det nyrenoverede Amager Bio (som tager sig godt ud!), så var Black Oak County klar til at sætte årets Nordic Noise festival i gang med god solid hard rock af den danske skuffe direkte fra Esbjerg.
Jeg havde tidligere samme dag rådyrket deres seneste skive – som vi også har anmeldt – og jeg vil mene, de har gennemgået en udvikling med pil opad efter at være gået fra fire til tre mand.
Så mens jeg står og skråler med på hovedsageligt deres nye numre, bliver der prikket til mig og kommenteret, at deres sange da virker lidt ensformige.
Jeg tror egentlig ikke, at deres sange er ensformige, men når de bliver leveret så 1:1, som man kan høre det på plade uden synderlig meget (ekstra) energi fra scenekanten, så ender det med at virke som en lidt tam oplevelse.
Jeg tror i hvert fald, at bandet har noget i ærmerne, der kan blive stort, men denne gang var deres koncert en god appetitvækker til førstedagen,hvor deres koncert desværre ikke efterlod et noget stort uudsletteligt udtryk.
Junkyard Drive
Næste band var faktisk det, som jeg havde glædet mig mest til: De hærgende rockere fra Roskilde og omegn. Hvis du har lyttet til vores første podcast, så ved du måske, at nogle af os på redaktionen nærmest dyrker dette band og hjerteligt elsker dem.
Man skal passe på det der med at blive venner med bands, da det kan skabe fnidder i flere situationer, men jeg vil vove pelsen og sige, at bedømt ud fra publikums feedback, bandets – også opadgående – energikurve, antallet af band t-shirts blandt publikum og sveddråber på selvsamme såvel som bandmedlemmer, så har vi altså fat i den lange ende, når vi godt tør udråbe dem til frontbærerne af den næste bølge af hard rock fra DK.
Nej, de opfinder ikke den dybe rock-tallerken, men når man kan tonse derudaf og lyde og ligne Rock-drenge med stort “R”, så kan de jo fandeme få selv “Dansevise” til at lyde som “Thunderstruck” med bind for øjnene og en arm på ryggen.
Electric Boys
Her skal jeg første band gribe til mine noter for at huske, hvordan koncertoplevelsen var, og når jeg – indrømmet – allerede havde opnået mit højdepunkt for denne festivals dag et, så skulle jeg da lige minde mig selv om, at der var mere at komme efter.
Dette “mere” var så svenske Electric Boys, som jeg da aldrig havde hørt om, før de blev annonceret til festivalen, og hvis jeg skulle have set dem sidst, de var i Danmark, så skulle jeg have fået lov til at blive længe oppe, inden jeg skulle i børnehave dagen efter.
Hvad er der så at sige om disse svenskere? Tjah, lyden var god, instrumenterne var velspillede, energien var ret så kedelig, og det er da også svært at skulle følge trop på Junkyard Drive.
Ganske sandfærdigt var de sidste gang været i Danmark i starten af 90’erne, men deres seneste garderobe-besøg var da sidst i slutningen af 70’erne. Og musikken var også – for mit vedkommende – derefter.
Der manglede derfor for mig bid, nerve og noget memorabelt, men enkelte publikummer lod da til at have glædet sig til disse svenskere og havde øjensynligt en fest, men jeg var bare ikke en del af den fest – og fred være med det.
Mike Tramp & Band of Brothers
Jeg har snart ikke styr på, hvilke bands og navne-konstellationer, som Mike Tramp har optrådt under, spillet med og lavet musik sammen med, men de seneste kreationer har da været med førstenavnet i bandnavnet som fokus, og dette forståeligt.
Mike Tramp har anciennitet, han har set og oplevet ting, der ville sende din bedstemor i skriftestolen resten af dagen. Han er garanteret inkarnationen af Rock’n’Roll for en hel generation – men han er det bare ikke for min nærmeste vennekreds og undertegnede inklusiv. Når folk siger “Mike Tramp”, så nynner jeg “Boom Boom” for mig selv.
Men tak til jer, publikum, for I havde en fest, langt størstedelen af jer havde i hvert fald en fest, og dette med rette, for Mike Tramp har livetække, liveerfaring, og hans musik kom til dels ud over kanten med et nærvær og glimt i øjet, som man ikke kan fornægte. Men intet har sat sig hos mig som noget mindeværdigt.
Lyden var dog sindssygt skarp og var lige sat op til 11, men dog begyndte kvaliteten at dale senere hen i koncerten, hvor Tramps nasale røst begyndte at flapre sammen med de andre toner i samme toneleje, så det mere endte med at lyde som optagetonen i telefonen.
Igen: Dette kan være mig, for publikum lod til at have en fest, og jeg er da sikker på, at nogle blandt publikum udelukkende var dukket op for at se Tramp og har gået hjem og mindet sig retur til deres ungdoms kådhed, hvor hele verden lå for deres fødder.
Jeg tog da også mig selv i at tappe med storetåen enkelte gange, men jeg var begyndt at nærstudere programmet for, hvad jeg skulle opleve dagen efter, lørdag, som jeg synes vi skal ile videre til…
… EFTER du har set galleriet fra førstedagen af Nordic Noise af Mark Stoumann:
