For maskinel, for ypperlig, for forudsigelig

Supersuckers

Det lykkedes ikke for Supersuckers at opvarme publikum på denne kolde oktober aften i Amager Bio. Det amerikanske band, som har sin oprindelse i 1988, har 31 år på bagen, og alligevel mindede de om et band, der først lige havde sat deres fod uden for garagen. 

Hele deres 45 minutters show virkede som bunden af en kedelig håndvarm bajer. At drikke eller ikke at drikke. Det er spørgsmålet, som man i sidste ende besvarede ved bare at drikke for at komme videre til næste øl.  

Forsanger, Eddie Spaghettis, stemme var alt andet end al dente. Hans dybe whiskey-stemme var helt uden bid og monoton at lytte til. Selv de jokes, som han prøvede at få til at fungere oppe på scenen, fløj totalt over hovederne på publikum. 

Guitarist, ‘Metal’ Marty Chandler, prøvede ihærdigt at gejle folk op og var i den grad bandets midtpunkt. Men han havde heller ikke meget at byde på udover at tage guitaren på nakken og spille nogle soli. Det hele foregik så stift, at man skulle tro, at turen over Atlanterhavet havde givet bandet hjemve.

Jeg var i hvert fald ikke fuld af imponade over dette band. Dog levede de i den grad op til deres bandnavn, den ros skal de have. 

Airbourne

Skulle man være i tvivl om, hvad ægte rock ‘n’ roll er, så er australske Airbourne ikke et dårligt sted at starte. Bandet tager afsæt fra et endnu ældre band fra 70’erne – nemlig AC/DC, og siden 2003 har Airbourne turneret kloden rundt med samme lige-ud-af-landevejen rock ‘n’ roll, leveret i et hurtigere og mere ungdommeligt format. 

Og de kan sgu stadig, de gæve australiere. For når man går rundt i sin hverdags-os, og man op til koncerten spørger sig selv: “Kan de mon stadig noget?”. Så er svaret et rungende, JA! Ligesom de kunne for to år siden, da de spillede på Copenhell og igen i Amager Bio nogle måneder senere. Men skal man gå bandet efter i sømmene, så syntes jeg ikke, at de ramte hovedet helt på sømmet denne gang. 

Airbourne har førhen leveret i en sådan grad, at det føles som om, jeg er blevet væltet omkuld og blevet sparket til, imens jeg lå ned. Denne koncert kunne dog ikke blive til mere end en kæberyster fra en lige højre. Alle de sædvanlige virkemidler blev flittigt genbrugt, der blev kastet øl ud til publikum, som sad oven på skuldrene af hinanden, og forsanger, Joel O’Keeffe, blandede Jack Daniels og cola med is under Lemmy-hyldest-nummeret: “It’s All For Rock ‘N’ Roll”.

Det gamle show virkede som et tilbagevendende fænomen. Det, der dog er med Airbourne, er, at de er fandens skarpe til at levere noget, man har set før, så det ligger lige på grænsen mellem: stadig spændende og relevant til rutine og kedelige gentagelser. Tag f.eks. de to nye numre for aftenen, “Burnout The Nitro” og “Boneshaker”. De er fandens rock ‘n’ roll og bliver leveret i overbevisende stil, men det lyder som noget, man har erfaret fra tidligere albums. 

Airbournes energiniveau er dog stadig helt oppe og skubbe til taget. Der blev i den grad løbet frem og tilbage på scenen foran de mange Marshall-forstærkere, som var sat op i baggrunden. Energien smittede af på publikum, der blev headbanget, moshet, løbet rundt i circle pits og ikke mindst crowdsurfet, selvom det vist ikke helt lever op til reglerne i Amager Bio. Deres security er i hvert fald ikke vant til at håndtere crowdsurfere. 

Airbourne er stadig et fremragende liveband. De levede endnu en gang op til deres livsmål om at skulle holde rock ‘n’ roll i live. Men i gentagelsens stund ramte de mig ikke på samme magiske vis, som de tidligere har gjort. 

Vi fik Lykke Nielsen til at tage billeder til koncerten. Og det er vi glade for! Se bare her: