Anmeldelse af: Dream Theater. Kulturværftet, Helsingør. 24. januar 2020.
Dream Theater leverede i høj grad varen, da de spillede jubilæumskoncert for det geniale konceptalbum ”Metropolis pt. 2: Scenes From A Memory”.
Foto: Tommy Sonne Skøtt
Så skulle det endelig lade sig gøre på dansk jord. Den legendariske amerikanske progressive metalgruppe Dream Theater skal endelig fremføre deres magnum opus i sin helhed. Dream Theater var særligt i 90erne gode til at være leveringsdygtige i fed og anderledes progressiv metal. Med albums som Images & Words, som var bandets store gennembrud, og Awake i bagkataloget er det jo vanvittigt, at man kan overgå begge de albums allerede i 1999 med albummet Metropolis Pt. 2: Scenes From A Memory, der fortsætter historien fra nummeret “Metropolis Pt. 1: The Miracle And The Sleeper” fra gennembrudsalbummet, Images & Words.
Før vi når til hovedretten, får vi dog serveret en forret, bestående hovedsageligt af sange fra det seneste album, Distance Over Time. På trods af at være en forret så leveres der også de nyere sange, og Distance Over Time er et af de bedste albums, som bandet har lavet i mange år, og det fungerer faktisk glimrende live, denne gang bedre, end da jeg så dem i Aarhus sidste år på trods af, at det også fungerede glimrende i Aarhus. Ligeledes får vi en forrygende fremførelse af nummeret ”A Nightmare To Remember” fra et af 00ernes bedste Dream Theater udspil:Black Clouds And Silver Linings.
Sammenspillet er lækkert, og LaBries vokal går en del bedre i forhold til det musikalske i kontrast til, hvordan det plejer at gå for Dream Theater. Bevares, der er stadig problemer i det helt høje register, og vibrato bliver stadig brugt alt for meget, men i aften fungerer det bedre end sidst. LaBrie er dog stadig bandets svageste punkt, men netop i aften virker han klart bedre, end hvad standarden plejer at være for ham. Han virker også til at hygge sig og have rigtigt godt styr på sin kommunikation med publikummet. Han vil gerne ud og drikke øl med publikum, men han skal jo lige overstå den her koncert først. Her begynder man at frygte, at han måske vil være på halv kraft i dag, men overrasket bliver man dog. LaBries mellemtone og lavere register sidder særligt godt her til aften.
Lyden under første del af sættet bliver gradvist bedre og bedre. Desværre er der bare nogle gange en tendens til, nogle lidt skærende frekvenser får for meget plads, og enkelte instrumenter lider af og til af at ryge for langt bagud i lydbilledet.
Første sæt leveres dog glimrende af et enormt velspillende band, ja, faktisk på grænsen til et fuldstændigt perfekt spillende band.
En mindre pause og så når vi hovedretten. Herfra er vi alle klar over, hvad der er os i vente. I min bog er det Dream Theaters absolut fedeste album, og her til aften bliver det spillet og fremført af et band, der er på, og som virker utroligt glade for at stå på scenen sammen. Dream Theater er dog stadig ikke et band, der er eksplosive i deres optræden. Deres musik er også ufattelig svær at spille, men alligevel viser samtlige medlemmer et ufatteligt overskud, og der er særligt god bevægelse fra guitaristen John Petrucci og keyboard spilleren Jordan Rudess.
Her til aften imponerer særligt Mike Mangini, der overtog trommerne fra bandets oprindelig trommeslager og medstifter, Mike Portnoy. Trommerne er ufattelige stramme og ekstremt spændende og legende. Mangini beviser, at han passer perfekt ind i dette band, uanset hvad andre Dream Theater fans vil gå og påstå.
Aftenens visuals fungerer enormt godt, særligt da de kører sammen med historien fra Metropolis pt. 2:…, omend der godt kunne være lidt mere variation i forhold til, hvad der bliver vist. Man kniber dog lidt en tåre under ”Through Her Eyes”, hvor flere afdøde musikeres navne ryger på gravsten på skærmen. Det er et kendt trick, men det er også effektivt, særligt sammen med netop dette nummer. Tegnestilen på visuals, der kører sammen med albummet, er i øvrigt rigtigt fed og meget stemningsrammende i forhold til albummet.
James LaBrie lader til at kunne fungere bedre i sig selv hertil aften i forhold til mit sidste møde med ham. Han tåger ikke så meget rundt på scenen og virker generelt mere på. Han går stadig ofte af scenen og lader musikken tale for sig selv, men dette passer egentlig godt til bandet. Han er desuden igennem albummets fremførelse generelt ret meget på scenen.
Lige over halvvejs i Metropolis Pt. 2:… skal bassisten, John Myung, fejres af både band og publikum, thi denne dag er hans fødselsdag. Hele publikum får sunget for Myung, der helt kommer til at fremstå som et lille glad, men fjalet barn, da alt opmærksomhed rettes imod den introverte bassist. Herefter skal der være lidt mere fællessang, i det vi når et personligt højdepunkt for mit vedkommende.
Det ultimative Dream Theater-klimaks i min bog er uden den mindste tvivl de næste to numre, der skal spilles back-to-back. Bandet fremfører det fuldstændigt geniale tunge og eksotisklydende nummer ”Home” enormt lækkert. LaBries vokal ligger faktisk bedre på nummeret her til aften, end jeg husker, at den har gjort på tidligere liveplader. Selvfølgelig kommer der så også den geniale overgang til progmesterværket ”Dance Of Eternity”, der er et perfekt eksempel på netop, hvorfor Dream Theater er så vanvittige dygtige musikere og så velanset et band indenfor den progressive metals verden. Det leveres tæt på fuldstændigt perfekt, og det er mildest talt imponerende med et nummer, der har 108 taktskifte, samtidig med at alt, der spilles, er så ufatteligt teknisk svært. ”Home” og ”Dance Of Eternity” er utvivlsomt aftenens højdepunkt, om end der stadig er lidt mere af albummet tilbage.
Lyden har igennem anden del af koncerten været rimeligt god særligt i forhold til, hvilket lokale man egentlig befinder sig i. Når man kigger rundt i den hal, som der spilles i, har man ikke just en ide om, at der vil være god lyd herinde, men Dream Theater får det sgu til at virke.
Albummet bliver spillet til ende med fremragende præstationer og godt samarbejde på scenen. Vi får ligeledes serveret et ekstra nummer, der, om end det er et god nummer og fremføres fremragende, føles lidt fladt efter det monster af en performance, man har oplevet med Metropolis pt. 2:…. Nummeret ”At Wits End” fra det seneste album, Distance Over Time, lukker ballet af en Dream Theater-koncert, der mildest talt overgik forventningerne. Bandet har været eminente her til aften. Den gode stemning iblandt publikum har været til at mærke og føle på, og man kan så sandelig fornemme, at Dream Theater har en bred skare af fans, der alle forstår at lytte til en koncert, hvilket virkelig er en fornøjelse.
Dream Theater overbeviser i hvert fald hertil aften med en koncert, der har virket fra start til slut med kun små og relativt ubetydelige fejl og irritationer. Et jubilæum er blevet fejret på bedste vis, og netop dette album har om noget album i bandets diskografi fortjent en fuld fremførelse!
Fotograf Tommy Sonne Skøtt har et par billeder fra koncerten her:
