Anmeldelse af: Dream Theater. Musikhuset, Aarhus. 30. juni 2019.
Der var lagt i kedlerne til en aften i den ekstremt progressive metals navn, da Dream Theater gæstede musikhuset i Aarhus med ikke mindre end tre support navne.
Foto: PR.
Jason Richardson & Luke Holland
Aftenen starter ud med de to musikere Jason Richardson og Luke. Det er tydeligt fra start, at dette ikke bliver nogen sindsoprivende oplevelse, da man beskuer de to musikere, der spiller noget ganske teknisk, men totalt livløst musik.
På intet tidspunkt bliver det, der fyres af fra scenen, spændende, og musikerne lader da heller ikke til på noget tidspunkt at have overvejet at levere noget, der kan minde om et liveshow. Der fokuseres udelukkende på at onanere på de respektive instrumenter. I stedet for at have et band med til at spille alle de andre instrumenter, nøjes Holland og Richardson med at have backing tracks, også til vokalen. Det er jo også træls at skulle dele indtægterne med flere mennesker.
Lyden under koncerten formår aldrig rigtigt at sparke igennem og føles nærmere flad og tynd.
Holland og Richardson viser her til aften, hvorfor onani bør høre til hjemme i soveværelset. Dette projekt er ikke noget, der bør spille live, men måske vil fungere glimrende netop i soveværelset eller på YouTube. Spændende bliver det i hvert fald aldrig.
Theory
Så skal vi fandeme endelig høre på et band! Det har været savnet igennem hele aftenens første sæt, og nu skal det leveres af et band, som ikke bare kan finde ud af at spille, men også kan finde ud af at skrive en proper omgang prog-metal.
Sidst, jeg så Theory, var til et af bandets første koncerter, til Mono Goes Metal festival tilbage i 2017. Dengang havde forsanger, Nicklas Sonne, lidt gangbesvær, som han dog tog som en ægte champ. I aften er benet ikke i gips, bevægeligheden er med den karismatiske frontmand. Desværre virker det som om, at Sonne til tider har lidt svært ved at finde sin plads på scenen, når han ikke har en spade imellem hænderne. Der går rigtigt meget tid med at stå hos trommeslageren og drikke vand og headbange en smule.
Til gengæld spiller bandet glimrende, og man mærker virkelig hvorfor, at netop de er blevet valgt som opvarmning for Dream Theater. Musikken lugter nemlig til tider meget af Dream Theater, og dette er bestemt ikke negativt ment, for Theory har stadig en god power i deres sangskrivning. Sonnes vokal sidder også lige i skabet her til aften, og det er svært ikke at blive bare lidt imponeret af mandens stemme, der virkelig spænder vidt, men særligt er kraftig i det høje register.
Lyden er desværre stadig lidt tynd under denne koncert, hvor man aldrig rigtigt bliver blæst bagover. Desuden er det et kæmpe handikap for bandet, at publikum er siddende og derved ikke kan være energiske og entusiastiske, som det altså hører sig til, når man spiller denne slags metal.
Bandet kommer derfor netop heller ikke super godt udover scenen, hvilket er ærgerligt, da dette netop ville være en af deres enorme forcer. Bandets guitarister gør ellers deres for, at koncerten virkelig skal brage igennem, med tekniske riffs og enormt imponerende soli af den gamle skole.
Theory får desværre bare et handikap af, at publikum ikke rigtigt kan formå at engagere sig, og det derved begynder at virke lidt rutineret, end som et egentlig show. Til gengæld viser bandet i høj grad at, de altså er et band, der ved, hvad de vil, og at de netop har fortjent den opvarmningstjans. Denne koncert står i stærk kontrast til aftenens første koncert.
Animals As Leaders
Så er det blevet tid til at køre den ind med moderne über-teknisk djentificeret prog metal af den instrumentale slags. Animals As Leaders er nemlig kommet til byen, og de vil tydeligvis give os en opvisning i deres enorme tekniske kunnen.
Denne kunnen er enorm, og det vises altså fra start til slut. Bandet spiller formidabelt, og der er praktisk talt ikke en finger at sætte på sammenspillet. Jovist, der kører noget backingtrack, som jeg helt klart hellere havde set blive spillet live i stedet, men det har de fleste bands, når de spiller moderne metal af denne type. Guitarerne er nærmest mekanisk velspillende, og hold kæft, hvor er guitaristerne, Tobin Abasi og Javier Reyes, altså bare imponerende dygtige.
Hvor Animals As Leaders virkelig vinder på deres kunnen, fejler de desværre i deres mangel på at kunne levere et show. Bevares, det er da bedre, end hvad vi hørte fra Holland og Richardson, men det er stadig i den tynde ende. På rigtigt mange punkter kunne man ligeså godt vælge at blive hjemme og sætte deres diskografi på fremfor at tage ud og se dem live. Musikken er stort set identisk, og der er basalt set ikke noget show til at løfte stemningen.
Som show føles Animals As Leaders derfor lidt som tomgang, og man savner i høj grad, at der bliver gået mere op i det visuelle, som jo er en kæmpestor del af en livekoncert.
Dream Theater
Aftenen hovednavn er klar til at levere den progressiv metal, som har gjort dem til mildest talt legender indenfor genren.
Dream Theater viser dog desværre hurtigt, at deres storhedsdage altså var tilbage i 90erne, dengang hvor James LaBrie stadig kunne finde ud af at synge, og før han havde opdaget, hvad vibrato var. Vokalen er alt for ofte nærmest decideret hæslig og lander ved siden af de toner, som den skal ramme, samt der i den grad bliver overdrevet med vibrato. Ligeledes virker LaBrie ikke til at kunne finde sin plads på scenen og lader til tider til at tåge lidt rundt. Meget af tiden bruger han til gengæld væk fra scenen, og lader det instrumentale stå for sig selv, og netop det instrumentale er altså i højsædet hos Dream Theater.
Bandet spiller eminent, og man kan ikke høre, at de på nogen måde er ved at være oppe i alderen. Bassen er legene og solid, imens trommerne spiller groovy og funket på samme tid. Keyboardet er en kæmpe del af Dream Theaters musik, og den står heldigvis ganske klart her til aften. John Petrucci deler lystigt ud af seje riffs og vanvittige soli. Ligeledes lader det til, at han har husket den forstærker, der kan skrue op for solens temperatur, for der er godt nok ved at være varmt i musikhuset.
LaBrie gør det ikke altid skidt. Der er adskillige ballader, hvor hans vokal faktisk lader til at ligge glimrende, og til tider kommer hans performance også lidt op i gear. Dette ødelægges så bare af en utroligt tynd og ekstremt ligegyldig stage-baner imellem numrene. Det virker nærmest som om, at manden ikke rigtigt gider her til aften.
Lyden er fin, omend bassen er lige lidt langt bagude i lydbilledet. Guitaren skærer dog klart igennem, og trommer og keyboard sidder også lige i skabet. Ligeledes er der intet i vejen med niveauet på vokalen, selvom den til tider godt kunne være lavere, så man ikke får brændt sine ærer af.
Sætlisten er et fint miks af gammelt og nyt, og det er egentlig, ikke overraskende, på det nye, at vokalen virker bedst, men musikalsk er det altså de gamle numre, som virkelig sparker røv.
Aftenens ubestridte højdepunkt, og der hvor LaBrie gør det klart bedst i løbet af aftenen, må være, da bandet fyrer det instrumentale nummer “The Dance Of Eternity” fra deres fænomenale album Metropolis pt.2 (et album, som der var reklameret med skulle spilles i sin helhed her til aften, da showet blev annonceret). Samtlige riffs og temposkift sidder lige i skabet, og dette er mildest talt imponerende, da der for eksempel er 108 taktskift i nummeret. Alt dette er uden at man føler, at nummeret bare er ren blær, altså prog, når det er bedst.
Vi går også en fin udgave af nummeret “Lie” fra albummet Awake, hvor vokalen dog desværre igen virker amputeret. At der slet ikke bliver serveret noget fra gennembrudspladen, Images And Words, må kunne ses som et fejlskud.
Dream Theater er altså et virkelig dygtigt og teknisk band. Desværre bliver de bare trukket ned af, at vokalen alt for ofte ligger skævt og ikke komplementerer musikken.
