Foto: VoxHall.
Anmeldelse af: YOB. VoxHall, Aarhus. 20. maj 2022.
Det amerikanske Doom-metal band med det bøllede navn Yob viste i høj grad, hvordan en introvert, men tung koncert skulle leveres til U.G, da de besøgte VoxHall i Aarhus.
Spirit Adrift
Med sig på denne turné har YOB det ligeledes amerikanske klassiske metal band Spirit Adrift som opvarmning. Der bliver i høj grad skuet imod de ældre horisonter af klassisk heavy hos Spirit Adrift, og de viser sig lynhurtigt som nogle helt klart habile herrer udi den aldrende form for metalmusik.
Der trækkes ofte enormt klare referencer til mange af de helt store, hvor særligt Black Sabbath lader til at være en stor muse for bandet. Således er der faktisk også flere paralleler mellem Spirit Adrift og bandet Orchid (der ligeledes er enormt inspirerede af Black Sabbath). Sammenligningen her står ekstra klart, da begge bands ganske tydeligt er et forsøg på at lave noget nyt i den stil, som alligevel ikke virker som en helt åbenlys kopi.
Spirit Adrift skyder nemlig med spredehagl i forhold til de klassiske dyder, og der er så mange referencer til ældre metalbands, at det til tider er svært at følge med. Så har et nummer en outro, der lyder enormt meget som harmonistykket i Metallicas “Master Of Puppets”, flere gallopstykker og harmonier lyder som noget, Iron Maiden kunne have skrevet, og aftenens næstsidste nummer lyder nøjagtigt som et nummer, Matt Pike kunne have skrevet med bandet High On Fire. Vi er i den grad ude i et sammensurium af lækkert og fed metal.
Problemet her opstår blot i den kappe af anonymitet, det ligeledes kaster over gruppen, for de lyder nærmest konsekvent som ”det der band”, men de lyder aldrig som sig selv. Det er konstante 1:1 referencer, og på denne måde kommer de hurtigt til at fremstå lidt som et nostalgiband, der har svært ved at finde eget fodfæste.
Dette til trods spiller Spirit Adrift formidabelt, og de har så sandelig ligeså godt styr på at levere et show og får sågar lynhurtigt hevet det fra starten meget tilbagestående publikum længere frem. Dette er i øvrigt fuldt fortjent, for bandet rammer altså rigtigt på knapperne, til trods for at de fremstår som et coverband med originale kompositioner i meget tæt stil med klassikerne.
Bandet formår at komme godt ud over scenekanten, og deres lyd virker ret godt gennemarbejdet og viser ligeledes deres enorme forkærlighed for de klassiske dyder.
Bandet formår til trods for at fremstå anonyme at levere en enormt habil og solid koncert denne fredag aften på VoxHall, og man står tilbage med et ønske om mere samt et håb om, at gruppen på et tidspunkt vil finde deres helt eget ståsted, så de begynder at virke til at spille noget, der ikke blot er konstante referencer til storhedstidens giganter indenfor genren.
YOB
De forreste rækker bliver tættere og tættere pakket op til, at aftenens hovednavn går på. Det skal blive godt med en god og tung rusketur i selskab med YOB, og en rusketur er så sandelig også, hvad publikum får allerede fra første strofe.
YOB spiller enormt tungt og til tider smadret doom metal, ja, til tider er de næsten ude og kysse post metal-genren med deres særprægede og unikke måde at lave sangopbygninger og tonser fede riffs med rigeligt smæk på.
Det står soleklart i forsanger og riffmester, Mike Scheidts, ansigt, at bandet elsker at være i Aarhus her til aften. Smilene er nærmest ikke til at undgå, og der bliver så sandelig også udvist enorm ydmyg- og taknemmelighed fra scenen til det fremmødte publikum. Imellem numrene naturligvis. Under numrene lever gruppen sig ind i deres helt egen verden, hvor Scheidts mikrofon vender således, at han kigger imod bassisten, Aron Rieseberg, fremfor publikum, når der skal synges. Når der ikke skal synges, bevæger Scheidt sig dog frem og spiller lige i ansigtet på aftenens publikum.
I forhold til, hvor introvert musikken egentlig er, så besidder YOB et nærvær, som sjældent er set indenfor genren. Man føler sig set som publikum, og bandet har et enormt højt energiniveau, hvor særligt Rieseberg står for den konstante headbanging, imens han elegant bevæger sig rundt på sin del af scenen, som ejede han hele spillestedet. Der er noget nærmest fyrsteligt over bandets optræden. Som en fyrste, der alligevel formår at være på det jævne med pøblen. Der er noget helt unikt og smukt over bandets optræden.
Bandet sammenspil sidder fuldstændig perfekt her til aften. Ikke en tone, ikke et trommeslag, ikke en vokalstrofe lader til at ramme ved siden af, og man kan godt mærke, at bandet er totalt rutineret og har fået banket alt rust af igennem deres turné.
Lyden rammer en lige i solar plexus med enorme mængder af sprød vellyd. Guitaren smadrer igennem og buldrer løs uden at miste sin definition, bassen kan måske godt trænge til et lille nyk opad, men er bestemt stadig tilstede i mixet, og trommerne er både eminent spillede, men sætter også en solid og alligevel svævende rytme til musikken. Ligeså er der en enormt lækker dynamik i både lyd og sammenspil, hvor stille clean-stykker virkelig får lov til at synge, og de tungere smadrede dele (som der unægteligt er flest af) formår at smadre publikum lige i fjæset. Lydmanden rammer altså rimelig plet for, hvordan denne type koncert fortjener at lyde.
Alt går her til aften op i en højere enhed med et utroligt solidt sæt, hvor vi får serveret en god portion fra 2011-albummet, Atma, som for ganske nyligt blev genudgivet i en ny remastered udgave. Foruden den nylige genudgivelse kan dette album også være at betragte som gruppens hidtidige magnum opus, og netop derfor giver det ekstra god mening, at lige dette album får lov til at fylde halvdelen af aftenens sætliste.
YOB skriver nogle vanvittigt fede sange, og særligt guitarriffsne i deres numre er lige dele seje og spidsfindige. Der er taget nogle valg i forhold til progressionen i riffsne og sangene, som mildest talt er utraditionelle, men som samtidig bare rammer fuldstændig plet. Ligeledes har numrene til tider nogle enormt spændende taktarter, der så sandelig får musikken til at groove og gynge på den helt rette facon.
YOB rammer lige præcist, hvor de sigter her til aften med en koncert, der mildest talt er imponerende. Selv med store forventninger før showet formår bandet at sprænge disse forventninger fuldstændigt i stykker.
YOB beviser, at de altså er en af de absolut stærkeste spillere indenfor den moderne doom metalscene. Dette har i hvert fald været en helt vidunderlig aften med et utroligt tændt og nærværende band, der giver den gas.
