Et smut til Avatar-land – eller ej?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at medlemmerne på Metal A Day – som det nok gælder hos mange andre redaktioner – har nogle præferencer for nogle bands, hvor man lige skal huske at skelne fan-personen fra den professionelle presse-person.

På én og samme tid blev den første forårsdag en uforglemmelig koncert-oplevelse i gode venners lag, samtidig med det måske egentlig ikke var noget, man behøvede at rejse til udlandet for at opleve, hvis du spørger denne ambivalente anmelder.

Det kommer vi nærmere ind på senere hen i anmeldelsen.

For først skulle vi – som det sig efterhånden er blevet kutyme for Avatar – opleve en malplaceret opvarmning:

Dylan Walshe
Det andet opvarmningsband, de keltiske punkere i The Mahones, måtte desværre aflyse deres optræden denne aften, så selve koncertarrangementet blev rykket en halv time. Så klokken 20.00 gik enmands-orkesteret Dylan Walshe på.

Hvor vi ved Avatar (Cirkussets) sidste besøg i Danmark til nogenlunde sammenligning stilmæssigt havde en mere indadvendt forestilling med Old Kerry McKee, så var Dylan Walshe mere af den klassiske, gamle skole, hvor en irsk person griber den akustiske guitar, tilsætter mundharmonika og tæsker løs på en taburin med den ene fod og en stortromme-effektpedal med den anden fod.

Og så skulle publikum da lige havde understreget, at vi vikinger jo havde grundlagt Dublin.

Der var folkelige fællessange (eller forsøget på det i hvert fald) fra Dylan, fortolkninger af gamle viser og “grib-din-partner”‘-ballader: Altså den genkendelige opskrift på den slags performance, du kan støde på i alverdens irske pubber verden over, mens man nyder et par øl som hovedfokus.

Her var man dog forventet at dedikere ens opmærksomhed mod scenen, da parolen var at være til koncert og ikke være højrøstet og drikke sig ned.

Den indforståede indformation var vist gået henover hovedene på en del publikummer, og her skulle der ellers have været en skældud til folk over ikke at vise musikeren respekt. Men omvendt var vi jo også kommet for at se metalmusik og ikke en folkesanger.

Jeg skal være den første til at lovprise, at et metalband prøver noget helt andet som opvarmning, og nogle gange virker det, og andre gange falder det en anelse til jorden og bliver glemt, så snart det er slut – sidstnævnte tilfælde var resultatet denne aften i for Dylan Walshe i det svenske.

Avatar
Apropos det svenske, så antager jeg, at hvis du læser med her, så ved du måske også, at Avatar har svensk oprindelse og om et par dage besøger Aarhus (som vi også dækker), så hvorfor egentlig tage til Sverige for at dække koncerten, når vi hovedsageligt beskæftiger os med koncerter i DK og ellers udenlandske festivaler?

Bandet kører nemlig ikke længere sammen scenografi og fortælling om, at man er kommet til Avatar Country, når man kommer til deres koncerter, som beror sig på en promovering af deres seneste plade af samme navn.

Denne koncert virkede som en mellemliggende tourné-række, der skal holde folks hukommelse ved lige om bandet, indtil de laver en plade mere.

Og her kommer skelnen for mig mellem at være fan og anmelder:

Jeg ELSKER Avatars forsøg på aldrig, eller i hvert fald sjældent, at skrive to ens sange. De har stort set bevaret den oprindelige besætning af medlemmer, der har udviklet sig fra en slags deathcore, videre til melodisk dødsmetal, alternative metal, groove metal og nu – i mangel af bedre ord – cirkus-metal.

Bandet er teatralske og har for flere plader siden slået sig fast på, at de skal have respektive uniformer på, og især forsanger, Johannes, er genkendelig ved sin semi-Joker take på en sprechstallmeister, bare for at blive i cirkussets verden.

Jeg fik fra starten og flere sange frem serveret lige dé sange, jeg elsker (hvoraf jeg endda har et citat fra den første sang denne aften tatoveret på armen), som om de havde læst mine tanker og skrottet deres sætplan, de havde lagt i forvejen.

Jeg var begejstret, jeg var glad, vennerne var med, og skulle jeg som fan bedømme koncerten alene, ville jeg have forlangt mig selv, at koncerten skulle overskride vores vante skala. Derfor tager jeg til udlandet for at se Avatar, når jeg ikke kan vente på den jyske koncert – men anmelderen i mig var ikke enig.

Var det ens første oplevelse med Avatar, kan jeg godt forestille mig, man måske blev blæst bagover af deres optræden, men når man har set, hvad de er i stand til at lave scenemæssigt, så var det egentlig bare en gennemsnitlig oplevelse, som de dog fremførte rigtig godt.

Flere gange observerede jeg, at bassisten, Henrik, mest af alt lignede en, der hellere ville være derhjemme og se Netflix, og man kan sammenligne med at sige, at en skuespiller også skal give sig sin bedste performance, selvom man måske ikke gider på arbejde den dag.

Men bandet havde sangene, de optrådte nogenlunde indlevende, og det var en herlig oplevelse – for mig som fan.

Anmelderen i mig synes måske, det var liiige i overkanten at rejse til udlandet i håbet om at komme til Avatar-landet og så ‘bare’ ende til en koncert i Kulturbolaget.

Dog glæder både anmelderen og fanen i mig til at se Avatar næste gang!

Her er et galleri fra aftenen af Mark Stoumann: