Anmeldelse af Avatar, m.fl. Pumpehuset, Kbh, 05. april 2018

 

Det var mere end en koncert: Det var et karneval med forlystelser, løjerlige indsparks, halsbrækkende stunts – OG god musik

 

Jeg havde hørt rygter fra andre redaktionsmedlemmer om, at det at se Avatar live er meget mere end en koncert: Det skulle være en formfuldendt performanceoplevelse, hvor der er tænkt helt ned i de mindste aspekter, når først man antræder det give spillested, de besøger.

Ved denne koncert skulle vi decideret have foretræde for vores nye majestæt i Avatar-land: Kongen!
Avatar har nemlig med deres seneste udgivelse, Avatar Country, fra sidste år gået skridtet længere med at skabe et helheds-univers, som denne gang kredser sig om tematikken, at Avatar er et land i sig selv med myter, ritualer og selvfølgelig uhøjtidlig selvironi.

Det var derfor med spænding til det sidste om, hvad Avatar havde fundet på at gøre med Pumpehuset, som denne aften var en selvstændig stat ved navn Avatar-land.

Det blev et karnevals-show med spøjse og firnulige indtryk, der gør koncerten til en af de mest mindeværdige, man vitterligt kan skelne fra mange andre koncertoplevelser, men enkelte skår i glæden, der hovedsageligt pålægges lyden, gjorde det desværre ikke til en perfekt aften.

 

Old Kerry McKee
Hvis du er i cirkus, så kender du måske de ukendte performere, der skal underholde forud for besøget i arena-teltet. I dette tilfælde drejede det sig om enmandsorkesteret fra Sverige Old Kerry McKee, der med nærmest ikke-eksisterende belysning (folk bagerst i Avatar-lands hovedscene må da have været i tvivl om, hvorvidt der var startet livemusik) optrådte siddende, og godt nok er Kerry ikke af diminutiv størrelse i fuld flor, men når han sidder ned bag sit lange hår og leverer old school bluesy americana-sange med spinkel røst, så var det en lettere indadvendt performer, vi havde med at gøre her.

Vores artist ville helt bestemt have begået sig bedre i nogle omgivelser, der ikke var adskilt af en forstørret fotograf, hvor Avatars gemte sceneopsætning bag ham tog al opmærksomheden.

Publikum var ellers dygtige til at være stille imens, men havde blot én enkelt gruppe bulderbasser besluttet sig for en tidlig fadølsfest, så havde jeg ikke haft en chance for at høre nogle af Kerrys sange – og jeg stod stort set forrest.

Dog var det imponerende at se en mand mestre både trommeslag, guitar, mundharmonika og vokal under sine sange. Godt klaret.

Men med tanke på, hvad vi snart skulle være vidne til (og her tænker jeg ikke kun Avatar), så var Kerry hurtigt glemt. Han blev et hyggeligt bekendtskab, men når vi først i overført betydning havde plantet os blandt publikumsrækkerne i manegen til den næste akt, var Kerry langt væk i bevidstheden.

 

Hellzapoppin
Ved min indledende research konkluderede jeg, at vi enten skulle se en gammel film eller opleve et decideret cirkus/freakshow. Ingen at delene kunne vel være sandt, for vi var da taget til koncert?

Men når man først har fået ophold i Avatar-land, så er alt vendt på hoved. Det her var Helzzapoppin Circus Sideshow Revue, vi skulle være vidne til.

Åh, hvor skal jeg begynde: Har du nogensinde set en mand balancere koklokker og en enkelt bowlingkugle, der er fastgjort med kroge i sin næse og øjenbryn?
Hvad med en gut, der drikker øl og ryger smøger på scenen, hvorefter han balancerer en tændt græsslåmaskine på hovedet og senere “spiser” en kørende motorsav?
Eller hvad med en halv mand (her omdøbt til En Halv Lemmy grundet hans mundering), der danser på glasskår, der er sat ild til?

Det har jeg i hvert fald ikke, og selv hvis du viste mig videoer med det, ville jeg ikke tro på det, hvis jeg ikke havde set det med mine egne øjne.

Jeg manglede bare popcorn, så var disse vovede stunts, der var akkompagneret af rock-klassikere, en genial og anderledes opvarmning til hovednavnet.
Nogle gange kan jeg få spat af at høre et opvarmningsbands, der kører lidt trægt i det, spiller i 45 minutter, hvor jeg kender en halv sang. Her var der fart over feltet, uventede indslag (konstant!) og en helvedes energi, der tændte godt op for hovednavnet.

Nu var det nemlig blevet tid til at få foretræde for vores majestæt.

 

Avatar
Det svenske band her er af en lidt aparte størrelse. De har startet ud med en lyd, der næsten kan karakteriseres som deathcore, men med deres seneste albums tør jeg næsten godt sige, at deres karnevals-cirkus-tilgang, skæve rytmer, men stadig fængende sange, gør, at bandet har deres egen unikke lyd.

Jeg missede som bekendt bandet, da de spillede på den lille scene i Pumpehuset i december 2016, men nu skulle hævnen tages. Scenetæppet blev forvandlet til vores nye nationalsang: “Glory to Our King”, som blev efterfulgt af tæppefald, og musikerne entrerede scenen, der var proppet med artefakter og ekstra sceneopbyning, i den teatralske opsætning, jeg kun havde turdet håbe på.

Sætlisten var, grundet tematikken over, at deres guitarist Jonas “Kungen” Jarlsby er vores enevældige hersker i Avatar-land, som vi ærbødigst fik lov at overvære spille guitar fra sin scene, cementeret omkring deres nævnte, nyeste udspil.

Blikfanget for mig var dog ikke vores konge, men bandets sprechstallmeister/forsanger, Johannes Eckerstrøm, der med sin stemme kunne agere erstatning i grupper som både Europe, Satyricon og Cattle Decapitation, hvis han fik lov. Satansbenådet sangstemme og en indpisker, der ville gøre selv P. T. Barnum misundelig.

Om man køber den teatralske præmis, er nok en smagssag, men for mig var tematikken så gennemført ned i de mindste detaljer, hvor der stadig blev plads til personlige taler til folket i Avatar-land, uden der dog herskede den mindste svinger i polka-valsen tilsat en god sjat metal.

Jo, den eneste negative svinger var dog, at under sangen “Legend of the King”, der kom efter nationalsangen, var lyden ren mudder, som dog ikke kunne udvaskes af min begejstring over at se bandet live for første gang.

Der blev heldigvis rettet op på lydproblemerne – blot for at de vendte tilbage under blandt andet sangen “Tower”, som jeg havde set meget frem til, for her udpensler Johannes på plade, hvilken mesterlig vokalist han også er, når sangene er mere indadvendte. Men jeg kunne ikke høre hans vokal, der druknede i ambient støj… Lidt af en skam.

Publikum, der retfærdigvis kan kaldes for folket her, var et sted mellem resigneret og begejstret. Blev sangene for gamle, virkede publikum lidt uinteresseret i valget, og det vidner nok også lidt om både bandets udvikling samt publikums udvikling, da vi senere kunne konstatere, at ikke én eneste person fra bandets første visit i DK (2006) var mødt op denne aften.

Den slags sker, når man udvikler sig, og personligt siger deres plader, der går mere end ti år tilbage, mig ikke rigtig noget. Så da vi fik ny-klassikeren “Hail the Apocalypse” som afrunder, var det stort set også længst tilbage i diskografien, de behøvede kigge for min skyld til deres sangvalg live.

 

Men for mig blev glæden indfriet at opleve fænomenet Avatar live, og jeg er kun spændt på at se, hvordan bandet kan udvikle deres univers på både plader og i livesammenhæng. Havde der ikke været skår i lydbilledet hist og pist, havde vi ramt topkarakteren.

 

Fotograf: Mark Stoumann