Pantomimens horror-teater

Tidligere på ugen stod jeg til Ronnie Atkins i Amager Bio og nu til crime-tema elektronisk musik. Ja, ja, man ejer da en bred musiksmag.

Bandet blander mange genrer sammen, og at putte dem i én kasse ville ikke give mening. Både industrial, electro og rock smelter sammen til deres egen form for stil. Gruppen har besøgt Danmark to gange før. Deres danske debutshow var i Pumpehuset, og så besøgte de Copenhell i sommer. Men jeg har ikke set nogen af de koncerter, så i aften bliver min første oplevelse med SKYND. 

I aften er der udsolgt, og jeg er spændt på at finde ud af, om headlineren lever op til hypen. Men først opvarmningen, der også har deres egen vind i sejlene. 

KNIFE BRIDE

Bandet fra Brighton beskriver dem selv som slut-metal. Ifølge bandets sanger, Mollie Buckley, er det et forsøg på at tage kontrollen tilbage over et ord, der har været negativt ladet. 

Bandet har et par singler bag sig og EP’en “don’t dream too much” fra i år. Buckley har udtalt sig om sin forkærlighed for såkaldte revenge-film som “I Spit on Your Grave”, “Hard Candy” og “Promising Young Women”. Alle film, hvor den kvindelige hovedrolle tager brutal hævn over mænd og deres ugerninger. 

Disse film har været inspirationen til deres sang “permanent smile”. Alle tre fremragende film for resten i min ydmyge optik. Hvordan denne cocktail vil virke på scenen, glæder jeg mig til at finde ud af. Deres hårdtslående metalcore med lidt krydderi fra moderne feminisme har tidligt taget det unge band godt rundt i verden, og nu får vi fornøjelsen i Lille VEGA. 

I skæret fra hvidt og rødt lyd kommer KNIDE BRIDE ind med en selvsikkerhed, der vidner om, at de er et band, der virkelig vil det her. Lyset antager dog et til tider mere afdæmpet skær, så bandet er lidt mørkelagt. Ikke ligefrem et scenelys, der matcher musikken.

Deres metalcore læner sig op af de mere poppede segmenter. Men briterne har virkelig styr på at skrive melodier og harmonier, der sætter sig fast i hjernebakken efter én omgang gang. “Grenade” er et perfekt eksempel, her beviser KNIFE BRIDE, at de på trods af deres catchy tilgang til deres musik kan skrive nogle skæve vers og omkvæd, der ville gøre artister på P3 til skamme. Lidt ærgerlig feedback kommer og går, men det er gudskelov minimalt.

En anden af gruppens store styrker er vokalsamarbejdet imellem sanger, Mollie, og keyboardspiller, Lauren Wise. De to klæder hinanden fantastisk godt. Både når de skal op i det høje vokal register samt rammer lavere toner. Alt sammen i flot sammenspil. De andre medlemmer, Sean Milstop på trommer, Sean Windle på guitar og Craig Glynn på bas, gør deres bedste indsats for at bevæge sig til musikken, men det er de to kvinder, der helt sikkert bærer KNIFE BRIDE. De danser passioneret og engageret, når de ikke synger; hele tiden er de i bevægelse.

Gruppen når at få fat i publikum, og det føles som om, at deres set slutter for tidligt. Havde de haft en 15-20 minutter mere, er jeg ikke i tvivl om, at de kunne have fået hele salen til at koge.

Jeg er spændt på, hvor langt KNIFE BRIDE kan komme. At de så tidligt bliver anerkendt for deres talent, er kun fortjent. Den dag ,de kommer tilbage som headlinere, står jeg klar. Det er kun et spørgsmål om tid.

SKYND

Trommer, guitar og keyboard bemandes af to fyre, der bærer masker, der ville gøre tidligere trommeslager i Slipknot Jay Weinberg misundelig. Skynd selv er klædt og malet som en langt mere psykotisk version af Harley Quinn. Der lægger sig med det samme en dyster, skræmmende og fascinerende atmosfære over salen.

Sangerinden får igennem koncerten bevæget, danset og sunget med stor dedikation til både deres industrial og deres temaer. Imellem hver sang kører en optagelse om forbrydelsen, som næste sang er baseret på. Det har den effekt, at vi hele tiden er låst fast i mørke universer med seriemordere som Richard Ramirez, mordgåder som Elisa Lam og Michelle Carter, der over SMS opfordrede sin kæreste til at begå selvmord. Gennemført og tragisk fascinerende. 

Skynd har en meget divers vokal, hvor hun rammer skønsang og samtidig fremstår skabet og ude af kontrol, når musikken påkalder det. Sangerindens grimasser og bevægelser gør hende til en intimiderende historiefortæller, der bringer os igennem tragedier, imens tonsende og afgrundsdybe samples og beats agerer bagdrop til dette vanvids teater. Det er en intens og djævelsk oplevelse.

Der er rigeligt med vokaleffekt i aften. Det kunne på andre bands virke forstyrrende, men når Skynd går rundt på scenen med sin gale optræden, så går det fint i ét med musikken. Hver sang er opkaldt efter en morder eller en tragisk begivenhed. Numre som “Robert Hansen”, “Aileen Wuornos” og “Jim Jones” har muligvis en rød tråd tematisk som musikalsk, dog står hver sang alene på sin egen unikke måde. Via temposkift, nye samples og beats samt den forførende og uforudsigelige vokal fra Skynd begår bandet den genistreg, at alle sange har et tårnhøjt niveau og ikke én falder igennem. 

Skulle jeg kaste lidt malurt i bægeret, ville det være, at sangerindens optræden af og til virker lige en kende for koordineret. Det kan man sagtens slippe af sted med, men det bliver en tand for indøvet og mister en smule af autenticitet. 

Dette er en mindre kritik, da Skynd på så mange andre fronter får kastet os ud i drabelig og eksplosiv musik. Hun er god til at gå i knæ og være på højde med de forreste rækker. En nærværende optræden, der har en tydelig og hurtig effekt på publikum. 

Imellem hver sang er der ikke noget snak blot et høfligt “Thank you” og et kort buk. Men så meget, som Skynd lever sig ind i sin blodige verden på scenen, så forstår jeg godt, hvor kræfterne skal bruges.

Det er et unikt show, som jeg absolut ikke har bevidnet før. Jeg fortryder, at jeg ikke er hoppet på the band wagon tidligere. Men jeg kan love jer for, at nu holder jeg fast for dear life i den her musik. 

Vi får et kort farvel og tak for i aften, da forestillingen slutter. Mere har vi heller ikke brug for. Der er rigeligt med indtryk at fordøje. 

Jeg er meget glad for, at jeg meldte mig til denne anmelderopgave, SKYND er en gal og genial oplevelse, jeg bestemt ikke ville have været foruden. Næste gang, bandet trækker deres musikalske rædselshistorier forbi Danmark, så tropper jeg 100 % op. 

Fotograf Mark Stoumann bringer et galleri fra aftenen her: