Anmeldelse af: Five Finger Death Punch. Royal Arena, Kbh. 28. juni 2022.
Man må tage hatten af for dette “hadeband”, at de kan kickstarte en fest på en hverdag, men der var desværre lidt for mange skår i glæden til at gøre det til en mindeværdig koncert.
Foto: Anders Groos Mikkelsen.
Hvad har bands som Volbeat og Nickelback tilfælles?
De er udskældt af ‘metaleliten’ for at have solgt ud, de er blevet gateway-bands ind i den tunge genre for mange yngre og ældre mennesker, og så er de blevet folkelige.
Man kan i den ligning også tage amerikanske Five Finger Death Punch med, der måske lige er den my mere tunge i deres udtryk, men de virker altid til at have sigtet efter at være hardrockens svar på det bedste AOR-bands, der kan fylde de store stadions verden over.
De har prøvet (læs: forsøgt) at fylde Royal Arena før i 2017, hvor de havde In Flames og Of Mice & Men med, og denne aften var der også godt fyldt op, men tætpakket var der aldrig.
Til bandets forsvar kan man sige, at det var tirsdag, industriferien var begyndt, og andre personer nok var ved at gøre sig klar til at tage på Roskilde Festival.
Ligeledes var det en broget skare af aldrende rockfans, unge rebeller og scenekids, der var dukket op til denne koncert.
Bandet har dog nogle bangers i min optik som “Lift Me Up”, “Under and Over It” og “Jekyll and Hyde”, og selvom de er skåret efter stort set den samme skabelon, og man tit kan klandre dem for at skrive sange for at ramme (den amerikanske) æter og komme bredere ud efter en demografisk analyse af, hvad der hitter, så virker det sgu.
Men apropos sidstnævnte sang, som kom i starten af sættet, hvor lyden lige skulle rettes til, så var det som om, at forsanger, Ivan Moody, kortvarigt troede, at det her var en spoken word-udgave af deres koncert, for lyrikken blev da mere talt, end den blev sunget – og så overvurderede han tydeligt, hvor man han kunne regne med at kunne overlade syngeriet til publikum, for de kendte bestemt ikke alle sangstykkerne, hvor der skulle synges med på.
Heldigvis kom der bedre gang i vokalen i løbet af koncerten, men det var klart instrumenterne, der sad skarpest i lydbilledet; nogle gange lyd det dog så maskinelt, at man kunne mistænke dem for at bruge en bette smule playback (det var der i hvert fald på Moody).
Men bedst som man begyndte at føle, at nu trak koncerten op til at blive noget større, så var det slut.
Det er nok første gang, jeg har forladt Royal Arena efter en koncert om aftenen, hvor solen stadig ikke var gået helt ned.
Var man fan af den (ret så indstuderede) koncert fra 5FDP, så var den sikkert godkendt, men hvis man i forvejen var skeptiske overfor bandets relevans, så ville den er optræden bestemt ikke havde overbevist en om det modsatte.
Se flere billeder af bandet herunder fra Anders Groos Mikkelsen:
