Anmeldelse af Ronnie Atkins. Amager Bio, Kbh. 09. november 2023.

En dansk legende er tilbage på de skrå brædder. Det må kategoriseres som et must see-show for alle med hang til velklingende musik.

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Kender man ikke til sangeren Ronnie Atkins, der lyder det danske navn Paul Christensen, ved jeg ikke, hvilken sten man har levet under. Atkins har sunget med i Pretty Maids siden 1981 og været med til at skabe dansk rock- og heavy metal-historie lige siden. 

15 albums er det blevet til med glam-ensemblet, og Ronnie har siden 2021 været flittig til at udgive soloalbums, der i min ydmyge optik alle har haft et meget højt niveau, når det kommer til melodisk og fængende musik. 

De tre skiver, det indtil videre er blevet til, er One Shot (2021), Make It Count (2022) og Trinity fra i år. I 2015 dannede Atkins Nordic Union med Erik Mårtensson og har udgivet tre albums med dette projekt, Nordic Union (2016), Second Coming (2018) og Animalistic (2022).

Atkins har haft en længere kamp med lungekræft siden 2019. Dette satte en stopper for liveaktiviteten for Pretty Maids. Det, og den der virussituation, vi alle kæmpede med dengang.

Efter intensiv behandling blev sangeren erklæret kræftfri, men i oktober 2020 vendte sygdommen tilbage, og Atkins blev diagnosticeret med stadie 4-kræft, der i princippet er uhelbredeligt. 

Da Ronnie meldte ud om sin sygdom, blev jeg meget berørt. Selv når jeg skriver dette, kan jeg mærke, hvor meget mandens musik har betydet for mig. Fra min første Pretty Maids-koncert på plænen i Tivoli 2011 (hvor jeg mødte bandet på den gamle Hard Rock Cafe bagefter) til et Copenhell show i 2019, der reddede en stor del af en meget personlig kaotisk festival for mig. 

Jeg har også haft den store fornøjelse at se Atkins på scenen med mit favorit power metal-band Avantasia på Wacken Open Air flere gange.

Disse oplevelser og utallige timer med Pretty Maids skiver, Nordic Union-albums og Ronnie Atkins’ soloplader i ørerne har gjort hans stemme og musik til et soundtrack i mit liv, lige siden jeg for alvor begyndte at lytte til rock. 

At jeg skal se mit gamle 58årige idol i aften og forhåbentlig med Pretty Maids på Copenhell og Jailbreak til næste sommer, rummer stor gensynsglæde og taknemmelighed for mig. Med sig på scenen har han blandt andet Chris Laney på guitar og keyboard, Allan Sørensen på trommer, Marcus Sunesson på guitar og Pontus Engbjerg på bas. 

Men før jeg kan se min helt, leveres supporten i aften af noget nyt, nemlig Bloody Dice

Bloody Dice

Denne relativt nye gruppe består af en samling yderst talentfulde musikere. Nickie Jensen på guitar har været en del af Violmace, Kenneth Olsen på trommer har spillet i Royal Hunt, Stuart O’Neil har en fortid i Mal Costumbre, og sidst men ikke mindst synger Dagfinn Joensen i Fate. 

Altså erfarne herrer. Deres selvbetitlede debutalbum udkom d. 28 april i år, optaget i Sweet Silence Studios og mixet af Flemming Rasmussen. På papiret lyder det lige som et godt musikfix for mig.

Mine første indtryk er, at Joensen har en ret lækker stemme, der har lidt cool blues over sig. Det er tung melodisk rock, der fylder vores øregange, og nakken kan da nikke fint med. Det er også lige den reaktion, der kommer fra publikum. Det kan have noget at gøre med, at det her i høj grad er hr og fru Danmark, der er til koncert. 

Det er alligevel ikke så overraskende, at denne type publikum er kommet, aftenens musik taget i betragtning. Men jeg oplever desværre heller ikke, at Bloody Dice får ordentligt fat i gæsterne. På trods af god lyd og en temmelig fængende solo nu og da rammer musikken mig ikke så meget, som jeg troede, at den ville på papiret. 

De spiller deres numre uden fejl og virker da glade nok for at stå i Amager Bio. Men udover det så kommer gruppen ikke vildt meget ud over scenekanten. Flere af deres sange falder også i midttempo-fælden, hvor de kommer til at fremstå lidt for anonyme i helheden. 

“Slave” har en solo, der kunne være taget ud af et syrerock-album, og den står mere for sig selv og er klart aftenens bedste nummer. Der bliver kylet en hilsen ud til deres fanklub, Bloody Dice Forever, og der er da bestemt en lille gruppe tilhængere til stede i salen. Der bliver hevet en mundharmonika frem til sidst i settet, og det er da en skæg detalje, mere af den slags tak. 

Bloody Dice har potentiale, og jeg kunne da godt give det en chance til, hvis de bliver booket til en festival som Jailbreak, hvor de i øvrigt ville passe godt ind.

Men i aften falder deres dad rock lidt for meget til jorden. Der mangler de helt store hooks og en identitet, der kan gøre, at Bloody Dice skiller sig ud. For musikernes CV’er og talent er bestemt tilstede. Der mangler blot stadig flere elementer for, at de helt eksploderer. Denne torsdag var det kun middelmådigt. 

Ronnie Atkins

Så er det tid til hovednavnet, og vi er et fint antal mennesker i Amager Bio. Fedt at se supporten til Atkins. Et stort banner med sangerens initialer hænger bagved, og salen emmer af forventningens glæde. På trommerne er der logoer fra Pretty Maids og Ronnie Atkins selv. 

Bandet indtager scenen til jubel. Den tunge “Rising Tide” starter koncerten, og jeg nyder at se Atkins give den alt, hvad han har i sig. Rock holder dig sørme ung, eller hva? Mit favorit nummer fra det nye album, “If You Can Dream It (You Can Do It), er tredje sang. For pokker, hvor er det nummer altså bare fængende happy rock, der fortjener at blive spillet højt på en varm sommerdag. 

Det første kærlige smut til Pretty Maids-dagene kommer i form af “Rodeo” fra klassikeren Future World fra 1987. Fællessangen er i højt gear ,og jeg får sunget godt med sammen med de andre fans. På trods af at vi har de ældre generationer godt samlet inklusiv en bedstemor med sit barnebarn, så har Atkins fans i alle aldre, og det varmer at se, at hans musik har rakt ud og rørt så mange på tværs af generationer

“Unsung Heroes” og den brillante catchy “Paper Tiger” dokumenter uden skyggen af tvivl, at Atkins solomateriale flere steder lever op til det bedste fra Pretty Maids-skattekisten. Sangeren er blevet bedstefar, siger han fra scenen, og dedikerer derfor “Soul Divine” til sit barnebarn. En storladen og smuk ballade, der svæver sammen med Ronnies hæse stemme, der lyder fænomenal i aften.

Der bliver opfordret til masser af fællesklap, og vi adlyder med glæde, og vi får viftet vores hænder i vejret. Det er en af de koncerter, hvor folk står ret stille, men uden tvivl har en god oplevelse med Ronnie og hans musiker bande. Alle fire af hans kumpaner får bevæget sig aktivt rundt på scenen og smilet og gearet publikum op. 

De er et koordineret band, der nyder hinandens selskab og får svunget håret, imens de spiller fejlfrit. Særligt er jeg glad for at se Sunesson på guitar i aften, da jeg er stor fan af både Engel og Cyhra: hans tidligere og nuværende band. 

“Say the Word” af Pretty Maids skaber en kærlig og følsom stemning, og der er smil over hele linjen blandt gæsterne. “Real” og “Trinity” fra solopladerne viser, at folk absolut også kan synge med på andet end årtier gamle klassikere denne aften. Der er lidt guitarproblemer, men det bliver løst temmelig hurtig.

“We Came To Rock” fra Future World efterlader en stålfast overbevisning om, at det album aldrig kommer til at ældes. Efter en overflod af noget af det mest fængende melodiske rock, som dette land har produceret, så går Ronnie Atkins og drengene i bagkataloget og fremtryller de evige perler “Future World” og “Back To Back”. Nostalgien rammer nutiden i en betagende symbiose. 

Tre koncertgængere kommer op, hvor jeg står, og hopper rundt med luftguitar og djævlehorn. Det er alligevel ikke alle, der kan holde energien inde. Skønt! Den ene kvinde tror kort, at jeg spiller med i norske Jorn Landes band. Det tager jeg som en kompliment. 

“Make It Count” hører till blandt Atkins bedste solosange. Men den helt store episke lukker er den moderne klassiker “Little Drops of Heaven”.

Singlen fra Pandemonium-skiven fra 2010 med Pretty Maids satte dem på landkortet på ny og genopfriskede deres karriere i en sådan grad, at de har redet på succesbølgen lige siden. Det er uden tvivl en af bedste sange, der nogensinde er skrevet i dansk rockhistorie med alt, der hører til sig af en powerballade, der løfter sig langt over gennemsnittet, som kun Pretty Maids kan gøre det.

Så længe vi har Ronnie Atkins, ligegyldigt i hvilken konstellation, vil han være en mageløs godfather for rock i dette land. Jeg håber, at vi skal velsignes med hans store talent i mange år endnu. Tak for alt!