Anmeldelse af: Behemoth – “And the Forests Dreams Eternally” genudgivelse. 18. september 2020. Via Metal Blade Records.
Nyt fra Behemoth? Nej, egentlig ikke. I denne omgang genudgiver det populære polske band en af deres tidligere EP’er med bonusmateriale. Er det så godt? Tjaaaa, Både og!
Behemoth er vel efterhånden ved at være et af de bands, som langt de fleste af de, der lytter intenst til metal, kender til. I hvert fald hvis man tænker indenfor den mere ekstreme del af metalgenren. Om man kan lide dem eller ej, er en helt anden sag, men de har i høj grad taget verden med storm særligt med deres seneste udgivelser.
Nu er det bare sådan, at Behemoth ikke altid har været det enormt prætentiøse, polske blackened death metal-band, som de er i dag. De har faktisk spillet en langt mere standard form for Black Metal, og netop dette er, hvad de gør på denne udgivelse, som mange af deres fans formentlig godt kender til. Denne gang er der altså ikke tale om en ny ”The Satanist”, men i højere grad gammelt vand på nye flasker.
Der er skruet op for tempoet og intensiteten på EP’en, som rummer nogle utroligt stærke skæringer, som f.eks. “Transsylvanian Forest”, “Pure Evil And Hate” og “Moonspell Rites”. Kompleksiteten i disse numre er noget lavere, end hvad man forventer af Behemoth i dag. Det hele er meget simpelt skruet sammen. En ting er dog bibeholdt fra dengang, Behemoth spillede rent Black, og det er de gode melodier. Disse er der rigeligt af på denne EP, der skærer igennem lytterens ører som en varm kniv igennem blødt smør. Numrene er skruet enormt godt sammen og rammer enormt godt, hvad end det er med de stille lidt clean passager, de dystre eller de smadrede momenter.
Produktionen er eftersigende, som den var da, EP’en blev udgivet oprindeligt. Det er altså ikke en remaster eller et remake af en gammel plade. Dette betyder også, at lydkvaliteten oser af Black Metal fra 90erne, og dette skal man naturligvis lige vende sig til eller have in mente, såfremt at dette ikke lige er ens foretrukne genre. Produktionen gør til gengæld noget godt for numrene, netop grundet deres simplicitet. Trommerne lyder dog desværre ikke særligt fedt på åbneren, “Transsylvanian Forest”, hvor de får lov til at brage lidt for meget igennem, og særligt lilletrommelyden kan blive lidt træls.
Denne udgivelse indeholder altså en gammel EP (deres første. red.) med et efterhånden folkekært metalband, men det er jo ikke nok bare genudgive en EP i dag. Derfor er der en bunke liveversioner af numre fra EP’en, som er optaget på forskellige tidspunkter i karrieren, og netop her er det’ at jeg føler’ at essensen af pladen egentlig opstår. Selve meningen med rent faktisk at genudgive netop denne EP. Man kan på denne måde følge med i, hvordan bandet har udviklet sig. Numrene på EP’en lyder nemlig enormt anderledes i dag, fordi bandet har fået en lidt mere raffineret lyd, men endnu mere i kraft af at forsanger Adam Nergals vokal er gået fra klassisk Black Metal skrig over til det noget dybere og mere råbende, som manden har godt kørende for sig selv i dag.
Man kan virkelig føle, at det nærmest er et helt andet band i dag, end hvad selve EP’en egentlig viser, og dette er egentlig enormt interessant på mange måder. Denne EP gør det nok godt med at lade nyere fans blive introduceret for det ældre Behemoth, om end det er noget simplere end deres senere udgivelser, stadig har en enormt høj kvalitet i sig.
De nyere liveindspilninger, som de to første liveversioner af henholdsvis “Transsylvanian Forest” fra 2017 og “Moonspell Rites” fra 2013 er enormt lækre og med fremragende produktion og er særligt der, hvor man mærker den enorme kontrast på nutidens og fortidens Behemoth. Her er lydkvaliteten på liveoptagelserne ligeledes fremragende og lyder lækre og crisp. Når vi bevæger os bagud i tiden med de efterfølgende liveversioner, ryger der desværre meget af pondusset ud, i forhold til at indspilningerne kunne lyde som noget, der er optaget på en mobiltelefon. Det er det dog klart ikke, da de sidste to liveversioner af “Transsylvanian Forest” begge er fra ’96.
Slutteligt giver Behemoth os nogle gamle demooptagelser fra øvelokalet af numre fra denne EP. Netop her begynder filmen egentlig at knække lidt. Kvaliteten er slet og ret ringe, og vil først og fremmest være noget, de fleste sætter på en gang eller to, og så ellers vælger, at pladen bør være slut efter sidste liveindspilning. Dette er vist mest for at kunne please de hardcore fanboys og ikke tiltænkt så meget den gængse lytter. Bevares, det er da også på sin vist fint at høre særligt på skivens sidste nummer, “Moonspell Rites”, fra 93. Her kan man virkelig høre en enormt sløv øvelokaleversion af det ellers gode nummer. Det bliver lidt for meget af det gode med gamle demosager i sidste ende, og dette bliver nok ikke noget, jeg nogensinde får behov eller lyst til at sætte på igen. Det føles blot som fyld på en ellers fremragende kage. Det bliver slet og ret ligegyldigt.
Alt i alt har Behemoth altså gjort det godt i forbindelse med at genudgive ældre materiale, som muligvis ikke er så let for nyere fans at skaffe. EP’en er i hvert fald stadig den dag i dag enormt solid, og at kunne følge bandets egentlig udvikling er faktisk enormt interessant. Der er virkelig sket meget med Behemoth igennem tiden, og denne EP genudgivelse viser det på enormt effektiv vis. På trods af at vi her har fået serveret gammelt vand på nye flasker, så er det i det mindste stadig godt vand, og godt vand kan blive til god øl.
Det fungerer altså enormt godt, særligt hvis man ikke rigtigt har dyrket det ældre Behemoth, som denne anmelder må indrømme at han ikke rigtigt har. EP’en giver dog blod på tanden, og gør da helt klart, at der skal dykkes mere ned i Behemoth, end jeg tidligere har gjort. På denne måde udtjener EP’en altså på bedste vis sit (efter min personlige anskuelse) formål til punkt og prikke.
