Anmeldelse af: Code Orange – “Underneath”. Udgivet: 13. marts 2020 via Roadrunner Records.
Når Code Orange vil, leverer de totalt udknaldet, glitchende hardcore på en af årets mest vanvittige skiver. Det vil de bare kun halvdelen af tiden.
Underneath er en sjov plade. Det er en påmindelse om, at musik som kunstform også sagtens kan operere på sit allermest underholdende, når det (øjensynligt) hovedløst bliver katapulteret ud i øregangene. Enkelte steder lyder Underneath som slutproduktet, hvis en flok energidrikdrikkende Slipknotfans et sted midt i teenageårene havde fået til opgave at sammensætte indholdet i de maskerede iowaneres næste udgivelse med udgangspunkt i at tyre alt op i højeste potens. Andre steder gennemstrømmes Code Oranges femte fuldlængdeudgivelse af notorisk clean omkvæd, der allermest giver associationer til overtænkte myROCK-skabeloner og alle de eftermiddagsbands, man ikke rigtig gider tage sig sammen til at få set på Copenhell. Alt i alt er det for det meste endda en ganske udmærket plade, omend den fra et rent puritansk synspunkt vil lige lovligt meget i sin stræben efter at indfrie alle de mange forventninger, Pittsburgh-bandet selv var med til at bygge op med forgængeren, Forever.
Pladens i og for sig bedste skæring, åbneren “Swallowing the Rabbit Whole”, indkapsler hurtigt Underneaths umiddelbare styrker. Det er heftige, kompromisløse armbevægelser, kvintetten svinger med i deres brutale leverance – og så pludseligt bryder noget elektronisk, noget tech-glitchende med normalen i hovedriffet; ikke helt ulig nogle af de inputs, Gojira fra tid til anden også leger med. Det er først og fremmest disse computerindgreb, der driver både albummets lydside samt narrativ, hvor trommeslager/vokalfrontmand, Jami Morgan, adresserer menneskelige robotter (såvel som robotmennesker) fanget i storkapitalens vold i cyberpunkede scenarier. »Forgotten in the crowded technovision / Starved for some human recognition,« formuleres det blandt andet banalt på den dystopisk betitlede “Erasure Scan”, og det er måske bedst, at man ikke dykker alt for langt ned i lyrikken, der hurtigt kan blive bare en anelse tåkrummende.
Nej, så er det imidlertid mere spændende blot at blive ved digitale lydtapet, Code Orange formår at væve sammen. Tilbage i netop “Swallowing the Rabbit Whole” skal vi således kun hen i første omkvæd, før stikket trækkes, og alt lyd over to omgange forsvinder fuldstændigt. Det er i sig selv en effektiv gimmick, der kun forstærker den nyfundne Aphex Twin’ske tilgang til visse kompositioner – også selvom bandet lader til at være lidt for glade for at gøre brug af deres (langt fra uudtømmelige) kasse med der-må-være-noget-galt-med-pladen-produktionstricks, som blandt andet også nævneværdigt hives frem i løbet af outroen på førnævnte “Erasure Scan”. På “In Fear” dyrker Code Orange en mere ligefrem og normal tilgang til hardcorerødderne midt i det digitale overdrev, bandet har slynget sig selv ud på. Det er proppet til randen med pulveriserende riffs i begge ender, bundet sammen af et mindre voldsomt mellemstykke tilsat gregoriansk kor, før det hele slutteligt kulminerer i et “Forging Towards the Sunset”-lignende, forvrænget skrig og kaster sig hovedkulds videre over i den lige så skizofrene “You and You Alone”.
Havde Underneath holdt sig til dén formel med konstant at søge at bryde de fleste konventioner, var det sikkert udmundet i en langt mere komplet lytteoplevelse, men desværre skal vi også trækkes igennem mere langsommelige indslag. “Who I Am”, “The Easy Way” og “Autumn and Carbine” føles som levn fra 00’ernes metaloverskudslager, mens “Last Ones Left” blot lyder som en fin hyldest til netop Slipknot, der da også har været så flinke at hive Code Orange med på tour i 2020. De clean passager (og især omkvæd) som guitarist Reba Meyers primært står for, fungerer egentlig fint som bølgebryder mod det soniske bombardement, resten af pladen leverer, men er som individuelle bidrag blot fyld på en plade, der i sidste ende allerbedst dyrker det destruktive. En undtagelse herfra er dog “Sulfur Sorrounding”, der i modsætning til ovennævnte eksempler simpelthen er for catchy og samtidig perfekt konstrueret i sin popmetallede helhed til at kunne trække ned i den samlede vurdering.
På én og samme tid er Underneath Code Oranges mest vanvittige og letfordøjelige værk. Slutproduktet når hele vejen rundt og fremstår lige dele poleret og smadret, hvor der til listen af allerede nævnte sjældefrænder og inspirationskilder desuden også kan tilføjes Nine Inch Nails samt Mike Pattons mere udfordrende samarbejder. På den måde kan Underneath sagtens gå hen og producere det længe ventede, større gennembrud for Pittsburgh-bandet, der ikke mindst beviser, at de både kan favne bredt og sideløbende servere velplacerede knytnævneslag midt i omfavnelsen.
