Anmeldelse af: BAEST + Katla. Train, Aarhus. 02. oktober 2021.
Baest fik spillet op til den vilde gang nakkesmerter, moshpit og crowdsurfing, da de lagde hjembyen ned med deres fandenivoldskhed, stramme dødsmetal og høje humør.
Foto: Amanda Gaarsdal
Katla
Aftenen sparkes i gang af det tre mand høje doom metalband Katla, der vil give publikum en opvisning i langsom tråd, før der skal tæskes igennem med de lokale helte.
Fra start af står det klart, at publikummet er metalsultne, så det batter. Der bliver kastet horn på flittig vis, og der bliver i høj grad headbanget igennem. Der bliver sågar lavet små moshpits endda på trods af, at doom ikke rigtig er en mosh-venlig genre. Dette generer dog ikke aftenens fremmødte publikum, der er fast besluttede på at skulle have en fest. Bandet formår sågar i løbet af koncerten at få nogle af de fremmødte op og crowdsurfe; en opgave, som ellers måske virker lige godt optimistisk særligt indenfor genren.
Lyden er desværre fra start af helt hen i vejret. Det er helt underligt at stå som tilskuer til en doomkoncert, hvor der nærmest ikke er nogen form for bund i bassens lydbillede. Det knitrer og knaser, mens bassen og guitaren kæmper om det samme frekvensområde, og det lyder helt ærligt ikke særligt godt. Der bliver rettet lidt op på dette igennem koncerten, men bunden lader desværre sit fravær være meget åbenlyst.
Ligeledes er musikken størstedelen af tiden faktisk ikke super interessant. Det er noget af det farlige ved doomgenren, for det er en hårfin grænse, der ligger mellem at spille pisse fedt og at spille generisk og kedelige riffs. Katla formår dog at hive overraskelser op af hatten imod slutningen af sættet, hvor der faktisk bliver serveret nogle decideret onde og solide riffs, med fede og varierende trommer. Særligt aftenens sidste nummer, som Katla da også selv siger, at de har set enormt frem til at spille, “Dragonlord”, rammer rigtigt godt, ikke blot hos denne anmelder, men hos store dele af det fremmødte publikum, hvor langt de fleste virker enormt begejstrede.
Katla har da også uden tvivl en glimrende sans for at levere et show uden for mange dikkedarer. Der bliver gået til stålet, og bandet formår at levere et show, der er noget stærkere end mange lignende bands. Den indadvendte performance er ikke det, Katla sigter efter, hvor der i stedet bliver givet gas, lavet store fagter og faktisk generelt har meget kontakt til de fremmødte. Bevares, der opstår da ind imellem nogle små akavede tavse øjeblikke imellem numrene, men dræbende for koncerten er det altså ikke.
Katla formår altså at levere et glimrende show, der dog tog sin tid om rigtigt at sætte sig. Desværre kæmpede bandet med en lyd, der helt ærligt ikke er en doom-koncert værdig. Om det er meningen, at bassen skal lyde tyndt og have så lidt bund i forhold til det store lydbillede, kan jeg dårligt forestille mig. Det spiller i hvert fald ikke fedt her til aften, hvor publikum dog alligevel virker enormt tilfredse med aftenens opvarmning.
BAEST
Allerede fra Katla er gået af scenen, kan man mærke spændingen og forventningerne inde på Train. Folk har set frem til at kunne kaste sig ind i en god gammeldags pit til Århus’, ja, velsagtens Danmarks p.t. største dødsmetalnavn overhovedet.
Der jubles derfor meget, da bandets lettere sjove intromelodi starter, og bandet går på scenen. Dette gøres meget professionelt, og overgang imellem intro og koncert sidder saftsuseme lige i skabet. Det her er øvet til perfektion, og dette er netop en af BAESTs absolut største forcer. De har et helt særligt feel i forhold til at stå på scenen; de ved, hvor de har hinanden og har et imponerende overskud, som sjældent er set i så høj grad på disse kanter.
Ordet ‘professionel’ virker faktisk som en underdrivelse, og netop qua deres liveshows har BAEST nydt den enorme succes, som de har.
Jovist, de spiller også en relativt lettilgængelig og på mange måder nostalgisk dødsmetal. Eller. Det har de i hvert fald gjort sig populære på. Det har været meget svensk, meget motorsav, og vanvittigt fede liveshows, som er blevet fyret af fra deres hånd. Dette har i min optik gjort sig gældende lige indtil i år, hvor bandet har udgivet deres seneste album, Necro Sapiens, der tager bandet på nye veje og udviser et band, der hviler mere i sig selv og virker til at have fundet deres egen plads på dødsmetalscenen og derfor ikke blot er endnu et band, der spiller svenskerdød.
BAEST er blevet deres egne, og det er de altså heller ikke bange for at vise frem, ja, de virker faktisk med god grund enormt stolte, men alligevel ydmyge over at være, hvor de er.
Desværre er alt bare heller ikke en dans på roser, og ligesom hos Katla er der også lydproblemer for BAEST. Her er lydproblemerne dog med omvendt fortegn, hvor der simpelthen er for meget bas og trommebulder til, at man kan høre guitarerne, der desværre drukner i et virvar af mudder. Der bliver dog rettet op på dette igennem koncerten, men lyden formår aldrig at sidde helt perfekt her til aften, omend den på intet tidspunkt senere i showet er decideret dårlig.
Performance-mæssigt er BAEST dog i topform. Jeg har til dato ikke oplevet en eneste koncert, hvor BAEST ikke var i stærke, men mine tanker denne aften leder mig hen til, at der da må være en grænse. Det er bare som om, at Baest ikke har fået det memo, for de bliver altså helt ærligt bedre og bedre live, og hvordan det lykkedes dem at nærmest konsekvent at toppe sig selv, er en gåde uden lige.
Eller. Det er det så faktisk måske ikke alligevel, for jeg ved, hvor meget de rent faktisk øver, og hvor meget de netop øver sig i at spille musikken, imens de optræder. Det kan mærkes, at BAEST ikke er kommet sovende til denne type performance. Denne har dog kunne mærkes igennem hele deres karriere lige fra første gang, jeg oplevede dem varme op for et, band jeg selv spillede i, på V58 i Aarhus. Dengang var det (hvis ikke min hukommelse svigter mig) anden koncert for BAEST, men de lagde hele spillestedet ned, og hvordan kommer man efter sådan et show? Svaret er simpelt: det gjorde man ikke! BAEST kunne ikke toppes, og jeg tvivler på, at vi rent faktisk har et liveband herhjemme, der kan i dag.
At BAEST er et formidabelt liveband, bliver bekræftet i den oplevelse, der er hos publikum. Der opstår ikke blot moshpits, circlepits, rigeligt af nakkesving og crowdsurfing, men der er sågar plads til en wall of death eller to. Faktisk er der nærmest konstant gang i publikum her til aften, og selv denne anmelder må da deltage i løjerne. Det er sjovt, og det er også enormt velfortjent både for publikum og for bandet, at der festes og tonses igennem her til aften. Energiniveauet er absurd højt, både på scenen og på gulvet, hvor sveden kondenserer op til loftet og formentlig er dryppet ned, som var der enormt saltregn inde på Train.
Sammenspillet sidder her til aften så vanvittigt stramt, at man har svært ved at tro sine egne ører. Sebastian Abildsten er som en maskine bag trommesættet, hvor alt simpelthen bare sidder lige, hvor det skal, og dette gør det konsekvent igennem hele koncerten. Han er på mange måder rygraden for den stramhed, BAEST har. Bassen, spillet af Mattias ’Muddi’ Melchiorsen, er tung og lægger sig godt op ad de stramme trommer, imens Svend ’Sværd’ Karlsson og Lasse Revsbech begge formår at mestre spaderne til UG.
Vi får serveret vaskeægte bangerriffs på stribevis, og ligeledes sidder aftenens soli altså rimelig pænt i skabet. Alt dette gøres ikke blot tight, men også med et nærmest umenneskeligt overskud og åbenlys glæde, der i sandhed viser et band, der hviler i sig selv og elsker, hvad de gør. Særligt Revsbech formår at få svunget guitaren godt rundt her til aften og lader faktisk til at være i dit es. Simon Olsen formår ikke blot at vise sig som en fremragende dødsmetalvokalist og fantastisk frontmand, men også som en af de bedste entertainere, vi har på den danske metalscene.
Jovist, humoren er da jysk, hvilket betyder rigtigt meget tøhø-humor og pøllethed, men Olsen formår at gøre det på en så charmerende måde, at det blot forstærker oplevelsen af bandet, uden at det bliver alt for plat og dumt. Olsen har mestret den klassiske jysk-dødsmetals-humor i samme grad, som han har mestret det onde growl. I forlængelse af mandens growlteknik skal det ligeledes siges, at Olsen indimellem cupper mikrofonen hovedsageligt ved at holde om mikrofonhovedet. Modsat mange andre bands virker det dog ikke til at være bevidst i forhold til at skulle lyde voldsommere end ens teknik tillader, men nærmere som en æstetisk uvane. Vokalen sidder nemlig mindst ligeså ondt, når der ikke cuppes, og her får man ligeledes mere dynamik med, hvilket klæder Olsens vokal. Det er ligeledes tydeligt, at dette er noget, der er blevet tænkt over, for det er ikke alt for ofte, at der bliver holdt om hovedet. Faktisk gør Olsen netop dette mindre end størstedelen af sine kolleger gør det ikke bare herhjemme, men også internationalt.
BAEST fejler altså atter engang ikke, men viser sig som værende et band i storform. Der er blevet spillet op til den vilde dans, der er blevet grint, der er blevet moshet, men ikke mindst er der blevet festet igennem, og, hold da kæft, hvor er det altså en fornøjelse at feste med BAEST. Det er nemlig sådan med BAEST og deres enorme tilstedeværelse og nærvær, at selvom de står hævet over publikum, formår de altid at være i øjenhøjde og få deres publikum til at føle sig velkomne og set. Man føler altså hele vejen igennem koncerten, at det her er en fælles fest; noget, vi har sammen med bandet og ikke nødvendigvis kun på grund af bandet, og dette er iblandt den største ros, jeg kan forestille mig at skulle give et band.
På trods af at der er blevet kæmpet lidt med lyden, ender det altså med, at BAEST kom hjem til Århus og dette enormt tjekket og med stil, som mange bør være misundelige over.
BAEST er i dag ubestridt Danmarks dødsmetal-konger og særligt, når vi taler live!
Besku billeder fra Amanda Gaarsdal herunder:
