Anmeldelse af: Être – I: Human. Udgivet 25. februar 2022. Selvudgivet.
Københavnske ÊTRE sigter højt på deres første udspil, men sigter de måske også for højt?
Så er der sgu nyt dansk progressivt metal i form af københavnske ÊTRE, og det holder egentlig et godt stykke hen ad vejen. Bandet er netop aktuelle med den første af (ifølge bandet selv) tre sammenhængende EP’er: ’I: Human’.
Det virker i sig selv ambitiøst at ville forsøge at holde en rød tråd over 3 EP’er fremfor at skrive et sammenhængende album, men ikke desto mindre er det, hvad ÊTRE, der ifølge dem selv spiller ”akademiker-prog” (hvor hovent det end lyder), har tænkt sig at forsøge.
Igennem denne første EP formår ÊTRE at sende lytteren på en rejse, der indimellem kræver, at man spænder sikkerhedsselen. Der sker helt enormt meget i deres lydbillede hele tiden, og numrene er langt henad vejen enormt gode og spændende skruet sammen. Man mærker hurtigt, at der er tale om nogle her, der i sandhed kan deres kram, for teknikken sidder i skabet, og musikken virker enormt gennemtænkt og velovervejet. Til tider så gennemtænkt og velovervejet at det måske bliver lige en anelse for overtænkt. Det samlede lydbillede bliver indimellem slet og ret overmættet. Dette vender vi tilbage til.
Man kan godt mærke, at musikken i ÊTRE er skrevet af en, der spiller guitar, da guitaren konstant ligger som hovedfokus, ligesom at trommerne ikke altid er helt så organiske eller spændende at lytte til, netop fordi disse formentlig er programmerede. Det lyder i hvert fald ofte som trommer, som en guitarist ville skrive/programmere dem. Bandet har desuden ikke en trommeslager i besætningen, så det vil også i kraft af dette være nærliggende at formode.
Derudover er EP’en spækket med fede riffs og soli, både når det kommer til det storladne, det tunge eller det rene. Der er sågar plads til både knusende guitarstykker og det mere specielle og aparte, og dette klæder musikken enormt godt.
Vokslen på I: Human fungerer ualmindeligt godt. Freja Ordell leverer imponerende vokaler og harmonier, der synger. Samtidig er der nogle ret fede vokalskift og fraseringer, som fungerer enormt skarpt. Det er melodiøst og storladent til den store guldmedalje, og det giver en rigtigt god kontrast til de progressive og meget staccato-rytmer, som riffsne leverer. Vokalen er dejligt udfordrende og samtidig behagelig at lytte til.
Generelt minder ÊTRE mig på sin vis om bands som islandske Agent Fresco og norske Leprous, og det er i høj grad ment som en ros. De forsøger sig i hvert fald lidt i samme boldgade med følelsesladet, mørk og meget progressiv metal med elektroniske tilbøjeligheder samt en forkærlighed for skarptskårne rytmer.
Det er altså kort sagt en ret ambitiøs retning at forsøge at gå i, men musikalsk begår ÊTRE sig egentlig fint i netop disse farvande. Nej, problemet opstår umiddelbart ikke så meget i hverken evner eller sangskrivning, men kan slet og ret tilskrives, at ambitionerne er større, end hvad selve produktionen egentlig kan bære. ÊTRE bliver altså på sin vis offer for egen hybris.
Produktionen er nemlig ikke skarp nok til den slags metal, som ÊTRE spiller. For rigtig mange bands ville denne produktion egentlig nok være fin nok måske endda grænsende til god, men når der sker så meget i lydbilledet, som der gør på denne EP, så er produktionen simpelthen for ulden. Det virker for lytteren som om, der er lagt et tæppe henover højttaleren.
Særligt lider bassen på denne EP, hvor det står værst til i starten af EP’en, hvor bassen spiller for sig selv. Den knitrer lige lovligt voldsomt. På trods af dette er den også generelt skruet lige lavt nok i volumen i mixet. Guitarerne dominerer lydbilledet enormt meget, og lydbilledet bliver ind imellem for rodet og upoleret. Det er i øvrigt en sætning, jeg sjældent ytrer: at noget bliver ”for upoleret”. Ikke just sker det for ÊTRE.
Ligeledes er leadmelodierne indimellem blevet tilsidesat lige lovligt meget i mixet. De sporadiske growls, der opbygger vokalen i passager i visse numre (især EP’ens afslutter, “Sea of Spectrum”), burde ligeledes få et nyk opad, så de kunne sparke lidt til musikken. Det ville klæde EP’en i sidste ende og give lidt mere spræl.
ÊTRE bruger også dele fra metalcore, og det betyder desværre breakdowns. Det er altså sjældent at disse virker, og I: Humans store breakdown på EP’ens fjerde skæring, “The Descent”, bliver sgu lige generisk nok. Tilsæt så er stykke tekst, der helt ærligt får tæerne til at krumme sig så hårdt sammen, at man kan frygte for sine skos videre overlevelse.
”I refuse to let the past define me,” bliver der sunget indover et lidt for klassisk og generisk breakdown. Det kan godt være, at det rytmisk lyder sejt, og det virker da også som en sej sætning, men det er jo nonsens. Man er jo netop defineret ud fra fortiden igennem ens erfaringer og handlinger. At mene at man kan definere sig selv uden at gøre det ud fra fortiden, er jo noget værre vås.
Til trods for at meget af dette virker negativt, så er de fleste af frustrationerne affødt af det potentiale, der er i bandet, dets musik og umiddelbare visioner. ÊTRE kan nemlig noget, og besidder umiddelbart enormt potentiale. Der er bare lige enkelte ting, der lige skal slibes til, og så skal der slet og ret kigges på produktionen, for som den er på denne EP, er den desværre en hæmsko for et ellers enormt velspillende og interessant band.
Dertil ville det kunne klæde bandet at få en fast trommeslager på, så disse også kan få lov til at lege lidt mere i lydbilledet.
Det bliver i hvert fald et spændende projekt at kunne følge med i.
På denne EP viser gruppen altså at de kan komme højt op at flyve, at der så også er dybt at falde.
