Højteknisk ekvilibrisme

Når man har muligheden for at se bands med samme omtale og talent som Obscura og Cynic, så gør man det. Og af netop den årsag befinder vi os i Pumpehusets lille sal denne lørdag aften for at se de to ovenstående bands.

Obscura er de første i aften, og selvom Cynic diskutabelt er de mere ansete indenfor progressiv og teknisk dødsmetal, så glæder jeg mig personligt mest til Obscura. Deres velbalancerede tilgang til ekstrem teknisk dødsmetal med melodiske indspark er mere tiltalende for mig, end Cynics er, der har det med at indblande mere fusion og mindre metal.

“Forsaken” indleder koncerten. Efter bas- og guitarsoloer med David Diepolds kompetente trommespil udbryder bandets kollektive lydbillede i hurtige passager, der tydeligt bekræfter, hvor dygtige Obscura er.

Med meget moderne techdød kan jeg snildt ende med at løfte øjenbrynet i kedsomhed for, hvad det er, man egentlig hører. Mange moderne techdødbands fokuserer nemlig alt for meget på det tekniske aspekt og spænder ben for sig selv, da alt, de nogensinde har skrevet og nogensinde kommer til at skrive, er så teknisk, at det mangler sjæl.

Det er så dér, hvor jeg synes, at Obscura gør det på deres egen vis. Det kan godt være, de ikke er pionerer inden for genren, men den balance, de har fundet mellem det tekniske og det brutale, er enormt effektiv. Under koncerten er der pasager, hvor man står og klør sig i hovedet over, hvilke taktarter der bliver skiftet mellem, mens vokalist og guitarist, Steffen Kummerer, simultant spiller og brøler sig fejlfrit igennem passagen, og andre passager er man nødt til at headbange med på de tonstunge guitarriffs, der struktureret tonser derudaf.

Efter en pragtpræstation med Obscura er det blevet tid til hovednavnet, nemlig Cynic. Som nævnt tidligere, har Cynic været et af de vigtigste bands som pionererne til genren progressiv dødsmetal med deres genreindspark af fusion og prog-rock-æstetikken.

Hvis du spiller i et dødsmetalband, og I spiller halvt så teknisk som Cynic, så vil du stadig blive klassificeret som et teknisk dødsmetalband. Det beviser Cynic live, hvor alle medlemmer udstråler en ekvilibrisme og musikalsk færdighed, der ville tage år at mestre.

De indleder koncerten med hele Focus-pladen fra 1993. Og selvom jeg altid har syntes, at albummet Traced In Air er deres unikum, kan man ikke lægge skjul på, hvor godt Focus-albummet egentlig er.

Måden vokalist, Paul Masvidal, og vokalist Steffen Kummerer fra Obscura skiftevis overtager vokaltjansen, fungerer glimrende, og det faktum, at Masvidal kan gøre det samtidig med, at han spiller, er vanvittigt imponerende. Men det er det meste Cynic, så det er ikke den store overraskelse.

Jeg har aldrig været den store fan af gammel-radio-vokalen på albummet Focus, så at Masvidals mikrofon ikke er indstillet sådan i aften, er jeg glad for. Den clean vokal er dog svær at tyde gennem hele koncerten – især i starten – men efter længere tid virker det til, at lydmanden begynder at få styr på tingene.

Overordnet er jeg meget tilfreds med Cynics koncert, også selvom lyden drillede. Deres musikalske færdigheder er konsekvent betydelig, og det er svært ikke at være virkelig imponeret over mere eller mindre alt, de foretager sig.