Anmeldelse af VV + Zetra, d. 30. april i Amager Bio, Kbh.
Hvis Ville Valo ville vinde (overbevisende), vanskeliggjorde hans talegaver det for ham. Men nostalgien vandt!
Arkivoto: Tommy Skøtt, Copenhell 2023.
Tre kvarter inden opvarmningen, Zetra, gik på, var Amager Bio kun ⅓ fyldt, men heldigvis blev salen næsten helt fyldt af fans i alle aldre dog flest mellem 30-40 år – som selv var teenagere i starten af 00’erne – da VV senere spillede.
Zetra
Den britiske goth-duo gik på scenen efter en lang keyboard-elekronisk intro og uden ord til publikum – kun med musikken i fokus. På festivaler er det okay, fordi tiden er knap, men her, hvor de har opvarmningstjansen, kræver det bare minimumsindsatsen for publikumskontakt: “Hej, vi hedder x/,vi skal varme op for y/. Fedt at se jer!/eller lignende”.
Selvom de egentlig spillede okay, blev min nysgerrighed ikke pirret til at blive inviteret med ind i deres univers efter 30 minutter. De stod også meget statisk stille på deres plateauer med deres instrumenter på scenen. Det var ikke til at sige, om det var på grund af nervøsitet, eller om det bare var deres stil, men det virkede mest som sidstnævnte, desværre, for et supportband.
Det var forfriskende at se en alternativ bandkonstellation end den klassiske med forsanger, guitarist, bassist og trommeslager, men i dette tilfælde med en forsanger/guitarist og en keyboardspiller/backingvokalist.
De numre, som var i lidt hurtigere tempi end andre, fungerede bedst, fordi kontrasten til melankolien blev mere dynamisk. De skulle bare levere deres sange bedre.
Hvis de havde mere publikumskontakt, ville jeg måske give dem en højere karaktér, men de må altså nøjes med to stjerner.
VV
På Copenhell 2023 skuffede VV en smule, hvilket nok mest var, at han vist havde problemer med stemmen; det havde han heldigvis ikke denne aften. Til aftenens koncert var scenen badet i magenta-lyserød-neonfarvet lys, og der blev sat en intim stemning, allerede inden koncerten gik i gang. Allerede under sang to, “Right Here In My Arms”, overhørte jeg min sidemakker udbryde: “Det er som at være 15 år igen”. Jeg må erklære mig enig – på godt (og lidt ondt). HIM-sangene gav (desværre) størst respons, selvom Neon Noir-pladen nu er over 1 år gammel, hvilket var lidt trist.
På “Kiss Of Dawn” og “Gone With The Sin” fik vi en smagsprøve på Valos dybe stemme, som må gøre alle bløde i knæene. Som en ven påpegede, var der en keyboardspiller med i HIM-bandet – det var der ikke i VVs soloband (som bestod af to guitarister, en bassist og en trommeslager). Så de gamle HIM-numre med keyboard havde backingtrack med keyboards, hvilket var lidt ærgerligt.
Af sangene fra Neon Noir blev der bl.a. spillet titelnummeret, “Love Letting” og “Echolocate Your Love”, hvor sidstnævnte fik et powerskrig: “Kill the light” som gav en god respons blandt publikum. Guitarsoloen i “The Funeral Of Hearts” gav en endnu bedre tilbagemelding, hvilket man kun undte guitaristen og de andre musikere, der stod i Valos skygge hele aftenen.
Efter fem kvarter talte Valo endelig til publikum, men fordi hans stemme var så dyb, så var det var svært at høre, hvad han sagde. Det lød som om, at han gav en publikummer en eller anden reprimande, men han gik hurtigere videre til at sige, at det var et privilegium at spille og takkede publikum. Det var bare lidt svært at mærke undervejs, da han “bare” sang.
Valo præsenterede senere aftenens sidste sang, ekstranummeret, “When Love And Death Embrace”, som “quite emotional”, men desværre også “quite quiet”. Det var ærgerligt, at der ikke blev afsluttet med “Your Sweet Six Six Six” eller “Wicked Game”, som er mere upbeat/uptempo.
Koncerten var klart bedre end koncerten på Copenhell 2023, men stadig med plads til forbedring, også selvom Ville Valo er en introvert, fåmælt finne. Det blev også lidt for forudsigeligt, fordi han skiftede lidt for slavisk mellem HIM- og VV-numre. Han kunne godt have rystet posen mere, så opbygningen ikke blev ligesom på Copenhell.
Valo har tidligere udtalt, at Neon Noir er en god afslutning på HIM-æraen med flashbacks til slut-90’erne/midt-00’erne, så det bliver spændende at se, hvad Valo udgiver næste gang – mere lovemetal eller gotisk metal? Det må tiden vise.
Sæstlisten:
- (Intro:) Zener Solitaire
- Neon Noir
- Right Here in My Arms (HIM)
- Loveletting
- Wings of a Butterfly (HIM)
- Salute The Sanguine
- The Kiss of Dawn (HIM)
- Run Away From the Sun
- Buried Alive by Love (HIM)
- Heartful of Ghosts
- Gone With the Sin (HIM)
- In Trenodia
- Poison Girl (HIM)
- Forever Lost
- Join Me in Death (HIM)
- Echolocate Your Love
- The Funeral Of Hearts (HIM)
- Saturnine Saturnalia
- Killing Loneliness (HIM)
- Baby Lacrimarium
- When Love and Death Embrace (HIM)
Minigalleriet af taget Jeannie Knudsen:
