Anmeldelse af: Whitechapel – Kin. Udgivet 29. august via Metal Blade Records.
Når det spiller, så spiller det fedt på Whitechapels seneste udspil, Kin. Problemet er, at det er for sjældent, det virkelig spiller.
Så er Whitechapel sgu tilbage med et nyt udspil i form af albummet Kin, som bliver det ottende album fra de sure og triste amerikanere med det britiskinspirerede navn. Deathcore er for at det være helt ærlig ikke just spidskompetencen hos denne anmelder, men netop Whitechapel har ved flere lejligheder hos venner og bekendte formået at vække min nysgerrighed overfor netop denne type musik. De har i hvert fald vist sig som værende et band indenfor en genre, jeg ikke har set det store lys i, som alligevel til trods for dette formår at levere nogle numre, som er bangers.
Det starter da også godt ud på Kin, hvor første nummer, “I Will Find You”, har en glimrende og velfungerende opbygning med bl.a. et akustisk introstykke, der er med til at sparke albummet i gang med manér. Der er godt smæk på guitarerne, og vokalen er dejligt ond. Heldigvis er det dog også varierende, og der er generelt rigtigt mange rene stykker igennem ikke bare pladen, men egentlig nærmest hvert enkelt nummer. Variationen vinder Whitechapel en del på.
Hvor bandet desværre ikke vinder en del, er på produktionen, der helt ærligt ikke er særligt vellykket. Jovist, guitarerne og trommerne lyder da seje nok sammen, og det knaser vældig fint, men Kin mangler virkelig et mere dynamisk lydbillede.
Igennem nærmest hele albummet er det som om, at alle instrumenter kæmper for at være mest fremme i lydbilledet, og derfor ender vi langt henad vejen med et produkt, der er utroligt komprimeret, således at nærmest al dynamik går tabt.
Guitarerne har det med at drukne hinanden, og særligt leadguitaren forsvinder ofte bagved det virvar, som de andre instrumenter bringer på banen. Ligeledes er bassen ofte for lav og kan nærmest ikke høres. Bevares, den spiller da formentlig for det meste sammen med guitarerne, men det ville være rart at kunne høre denne. De steder, hvor bassen differentierer sig fra guitaren, spiller den ellers ret fedt. Dette kan særligt høres i nummeret “Without Us”, hvor bassen i de stille passager stadig spiller lidt underbyggende med et godt drive på.
Desværre viser dette sted igen også, hvor langt tilbage i billedet, bassen egentlig ligger. Der mangler et punch fra bassen på produktionen af dette album. Selve guitarerne kunne godt trænge til noget mere mellemtone. Det er formentlig grundet for lidt mellemtone, at de mister deres definition og luft i lydbilledet. Ligeledes er de stille stykker på samme lydniveau, som når der er smæk på, og det spiller altså ikke helt med et konstant lydtryk uden variation og dynamisk udfoldelse.
Smæk er der heldigvis meget af igennem hele albummet, men særligt starten af albummet med førnævnte “I Will Find You”, “Lost Boy” og “A Bloodsoacked Symphony” spiller ret fede. Der er godt knald på, variationerne er fine, og numrene egentlig ganske velskrevne og interessante.
Whitechapel er på mange måder dog ikke hvad, de har været, og det ved selv en, der helt ærligt aldrig har hørt et helt album med bandet før. Det er ikke meget ‘death’ der er i deres ‘core’ længere. Selv når bandet er vrede, er de det ikke altid på samme enormt hårdslående måde, som netop denne genre ellers som regel foreskriver. Ligeledes er numrenes opbygning og stilistiske udtryk for den sags skyld gået hen og er blevet en ret poppet omgang. Dette er der ikke nødvendigvis noget galt i, for når det spiller, så spiller det faktisk ret godt.
Problemet bliver desværre bare, at Whitechapel ofte ender med at whine for meget igennem albummet, og det er altså ikke altid super spændende eller interessant at lytte til. Der bliver gået lidt til stålet, men så skal der naturligvis også pives en del over fortiden, og det bliver slet og ret til tider lige for meget piveri. Bevares, piveriet er ikke altid et forstyrrende element. Det spiller f.eks. ret godt på nummeret “Anticure”, der med sine variationer og lækre vokaler formår at vinde mere og mere ind ved genlyt. Det er helt klart poppet og pivet, men det virker nu altså til tider, og her bliver det voldsomme heldigvis dominerende.
Sådan går det dog desværre ikke hele vejen igennem pladen, og faktisk er der selv voldsomme stykker, hvor der i løbet af albummet bliver pebet lige hårdt nok igennem. Forståelsen for, at der er personlige problemer, er der fra starten af denne plade, men hvor konstruktiv den egentlig er i forhold til disse problemer, må stå i det uvisse i hvert fald i skrivende stund.
Heldigvis kan Whitechapel dog levere godt med pondus, foruden det mere pibende og triste. Der er f.eks. enormt godt gang i den på albummets andet nummer ’Lost Boys’, hvor tempoet og intensiteten bliver skruet op. Det er på denne måde Whitechapel fungerer bedst, i hvert fald igennem dette album.
At Whitechapel dårligt kan kaldes et deathcore-band den dag i dag, er vel efterhånden snarere et faktum, der endda eksemplificeres med netop udgivelsen af Kin, end det er et statement. Faktisk imponerer albummet netop denne anmelder ved ikke at være totalt proppet med det indenfor genren voldtagede (ja, nu brugte jeg et fy-ord for at eksemplificere, det hedder en metafor og skal ikke tages bogstaveligt) virkemiddel, der kendes under navnet: ”breakdown”. Det er for mit vedkommende en uskik med breakdowns, særligt fordi de langt størstedelen af tiden slet og ret ikke er særligt fede, men egentlig nærmere benyttes som en let måde at lave et tungt stykke på, som ligeledes kan bruges som overgang til et nyt stykke, som man ikke lige kunne finde ud af at flette ordentligt sammen. Det virker altså utroligt dovent at spille breakdowns hele tiden, og det siger på sin vis meget om musikernes kreativitet, når dette virkemiddel bliver benyttet i så høj grad, som den ofte gør det indenfor denne genre. Der bruger Whitechapel heldigvis virkemidlet fornuftigt på dette album, hvor der ikke konstant forefindes breakdowns, ja, vi har sågar numre helt uden, og det får ofte sangene til at flyde bedre.
Whitechapel har altså formået at levere et album, hvor der bliver hvæst, men pebet mindst ligeså meget.
Piveriet bliver lidt for meget, og produktionen spiller ikke i bandets favør. Til gengæld kan Whitechapel skrive fængende sange og laver faktisk nogle gode melodier.
Når der er smæk på, så leverer Whitechapel dog til fulde, det kan de fandeme finde ud af! Som helhed ender Kin altså med at ligge over det jævne, og vinder altså faktisk ved genlyt.
