Anmeldelse af: Soilwork – A Whisp Of The Atlantic. Udgivet 04. december 2020 via Nuclear Blast Records.
Hvis man synes, at The Night Flight Orchestra er lidt for poppet, men til gengæld godt kan lide Arch Enemy, Amorphis og Jinjer, kan man nok også lide Soilworks seneste EP.
I januar 2019 udgav Soilwork, Verkligheten, som endte med at blive et af årets bedste albums i undertegnedes øre. I slutningen af året udgav de singlen “Feverish”, som var begyndelsen på “The Feverish Trinity”, der blev efterfulgt af “Desperado” og “Death Deviner”. Det blev ikke præciseret, hvad denne trilogi ville indeholde, så man måtte bare vente spændt på mere information. Da jeg interviewede David Andersson (guitarist i Soilwork og The Night Flight Orchestra – læs interviewet HER) tilbage i april, teasede han også for det. I mellemtiden havde jeg lidt glemt det, så dette var en positiv “overraskelse”.
Åbningsnummeret på A Whisp… er også titelnummeret; en 16. minutter lang bandit, der kommer hele spekteret rundt: clean vokal, dyb growl, lys falset, jazzede trompeter, klassisk klaver og dobbeltpedaler. Desværre er “A Whisp…” det eneste nye, uhørte nummer, da alle andre tidligere har været udgivet som singler. Det gør ikke nummeret dårligere, tværtimod. Jeg elsker, når musikere laver sådan et langt og episk værk i stedet for kun 3 minutters radio-egnede sange.
“Feverish”, “Desperado” og “Death Deviner” er “klassiske” Soilwork-skæringer i hurtige tempi, forsangerm Bjørn “Speed” Stridsm hidsige vokal, Sylvain Coudret og David Anderssons melodiøse guitar-riffs og -soli, Bastian Thusgaard og Rasmus Ehrnborn på henholdsvis trommer og bas, der lægger og holder tempoet, som de “rytmeeksperter” de er, samt keyboardspilleren Sven Karlsson, der giver de storladne lag. “Feverish” startes af et 80’er-disko-elektronisk beat, og “Desperado” indledes af futuristiske lyde, mens “Death Deviner” er et mere “normalt” Soilwork-nummer. Det er progressivt, som få kan skrive, de overgår også Dream Theater, der er en af “mestrene” inden for genren.
“The Nothingness And The Devil” blev udgivet som musikvideo/single i midten af oktober. Den fortsætter melo-døds temaet og afslutter det også af, så harmonien er optimal. I andet vers/broen synges: “Fever is the horizon, Beyond the break of Dawn, We’ll find the answer, When all hope is gone”. Ved første strofe laves der (muligvis) et call back til “Feverish” og i sidste strofe refererer de (muligvis) til Slipknots “All Hope Is Gone”, men det er så subtilt, så det gør ikke noget, i modsætning til Five Finger Death Punchs “And Justice For None” (fra Metallicas “…And Justice For All“).
Normalt holder jeg ikke af EP’er, fordi jeg synes, at det er lidt nærrigt kun at udgive 5-6 numre i stedet for 10-12 stykker. Men fordi kvaliteten er så høj her, og det har været et anderledes (musik)år, så er det rart bare at høre en masse nyt musik, nu hvor man ikke har kunnet gå til koncerter/festivaler og opdage nyt/mere musik. Kvaliteten er lige så høj som på Verkligheten, men pga. kvantiteten af numrene, får den “kun” 4,5 stjerner.
Trackliste
A Whisp Of The Atlantic
Feverish
Desperado
Death Diviner
The Nothingness And The Devil
