Alice Cooper

Inderlig koncert eller bare et koncept?

Anmeldelse af: BABYMETAL. Store VEGA, Kbh. 05. februar 2019.

At overvære japanske babymetal blev for denne anmelder svært at bedømme, om jeg overværede en fabrikeret vare til lejligheden eller en oprigtig performance med passion.

 

Med en kø så lang som et ondt år foran VEGA denne aften var det tydeligt, at et specielt fænomen var kommet til Danmark: Japanske BABYMETAL.
De tog verden med storm, da de poppede frem på musik/metal-scenen for en håndfuld år siden, hvor folk ikke vidste, om det var seriøst eller ment i spøg.

Med tiden og flere plader i ryggen stod det klart, at bandet var kommet for at blive, men efter jeg har overværet BABYMETAL i VEGA, står jeg faktisk tilbage og tvivler på, hvor alvorligt eller nok nærmere passioneret for musikkens skyld, det skal tages.

 

Men før da skulle vi have ventetiden trukket med opvarmningen SKYND.

Dette band består af en duo, hvoran den ene er en sangerinde, og den anden er en multiinstrumentalist, og så var der en tredje person på scenen til at tæve på tønderne – og jeg tror egentlig, at trommerne var det eneste, der blev spillet live af instrumenter her.

Sangerinden havde en idé om, at hvis hun forvrængede sin vokal i spekret fra Chip og Chap til dyb vokal i løbet af få sekunder, så var det interessant. Hver sin smag, men min smag var det ikke.

Men kedeligst af alt var de ensformige sange, der – i dagens anledning – bedst kan sammenlignes med at fjerne det tunge fra BABYMETAL og så lige sætte energi-niveauet ned i første gear.

Aldrig spottede jeg publikum være engageret, selv når SKYND med deres elektroniske poprock forsøgte en sjælden gang at bevæge sig lidt; men siden hele deres performance virkede koreograferet efter et præ-installeret bånd, så blev der heller ingen tid til publikumskontakt.

Så kan man mene, at det er bandets udtryk, men – igen – med tanke på, at man skal VARME OP for BABYMETAL, så var det fra min position tydeligt, at folk havde mere travlt med at tale om gårsdagens kamp, en sur chef på arbejdet og hente øl. Og det træk kan jeg sådan set ikke fortænke folk i at gøre.

 

BABYMETAL
For at forstå min opleve af BABYMETAL denne aften er jeg nødt til at dele anmeldelsen op efter to kategorier, hvor vi starter med den mere sjove del.

Koncerten: Jøsses, for et energiniveau!
Hvis man synes, der er knald på bandet, når man hører dem derhjemme på plade, så er der virkelig fart på, når de optræder live, og den energi smittede hele vejen ned gennem den proppede sal hos det ret så blandede publikumssegment, der var dukket op.

De maskerede musikere bag de tre danserinder/sangere kunne tydeligvis spille og fræse igennem, som var de født med instrumenterne, forbundet til hænderne, og havde været isolerede i huler i 20 år med udelukkende fokus på at øve sig.
Jeg tror, der er schweiziske urmagere, der indstiller deres ure efter, hvor tight den trommeslager kunne spille!

På intet tidspunkt fes energien ud af den her koncert, og intensiteten blev ikke tabt på noget tidspunkt. Intet spor efter træthed eller en lyst til lige at nappe en slurk vand blev spottet – og ej heller nogen sved på panden på de tre piger.

Konceptet: BABYMETAL er resultatet af en producer, der lugtede penge i metalgenren, omend han sikker også er fan af heavy metal.
Så hev han fat i nogle ungpiger fra j-pop-genren og krydrede dem med nogle ferme musikere, der ikke skulle tage fokus fra pigerne, så de blev installerede med masker på, og konceptet mellem band og dansere blev undfanget og fik samlet navnet BABYMETAL.

Pigerne dansede denne aften perfekt indstuderet, og selv deres smil var synkrone, næsten på den der anstrengte måde, hvor de frygter, at hvis de ikke smiler godt nok, så vanker der smæk bagefter – på den dårlige måde.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om pigerne holder af metal, er kommet til det med tiden, eller om de blot foregiver, men selvom jeg blev rocket igennem og havde en fed koncertoplevelse, så kunne jeg aldrig lade være med at have den tanke, at jeg overværede et produkt, der skulle sælges til mig; og ikke at jeg oplevede en koncert fra nogle musikere, der dyrker metallen, fordi de ikke kan lade være.

Meget af det sidste her er blot gisninger, men det kunne ikke lade være med at påvirke min opfattelse af den samlede helhed.

At vi så kun fik 55 minutters livemusik fra dem til en billetpris på over de 300 kroner, så må man sige, at BABYMETAL tager en fin timeløn for at optræde.

Derfor giver jeg koncerten 4/5, mens konceptoplevelsen sættes på 2/5, hvorfor den samlede karakter bliver 3/5.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

REVIEW OVERVIEW

SKYND
BABYMETAL

Discover

Latest

Tygers taber terræn

Anmeldelse af: Tygers Of Pan Tang - Ambush (reissue). Release 18. september 2020 via Mighty Music/Target Group.   Britiske Tygers Of Pan Tang er særdeles aktive...

Lidt fra hver ende af spektret

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september. Del 2 af 2. Hvor førstedagen af årets udgave af Raise Your Horns-festivalen...

Det skete – rent faktisk – i de dage!

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september 2020. Del 1 af 2. Det er næsten ikke til at tro, men...

Chill Anselmo

Anmeldelse af: En Minor - When The Cold Truth Has Worn Its Miserable Welcome Out. 04. september 2020 via Season of Mist. Der skrues op...

Fotoreportage: Artilley + Manticora

Fotoreportage fra: Artillery + Manticora. Amager Bio, Kbh. 04. september 2020. Hvordan ser metalkoncerter ud anno efteråret 2020 i denne tid? Det kan du få...