På albumcoveret på SOL står der med småt: “De kan ikke erkende radioaktive stoffer og stråling med Deres normale sanser. Derfor er det vigtigt at de særlige metoder i … vejledning anvendes. De bør aldrig foretage egne målinger før De har gennemført Deres særlige vejledning i brugen af Deres personlige måleinstrumenter, samt at De er indforstået med forlede De skal fortolke resultaterne. Ved at følge disse anvisninger kan De begrænse Deres eksponering til stråling i den tidlige fase. I tilfælde af udslip bør De øjeblikkeligt søge ophold inden døre. Indsæt derefter det medfølgende medie i Deres AHKI-afspiller og følg instruktionerne nøje.” Så er stemningen sat!
Bersærk er en lige så stor succes, hvis ikke større, som BAEST, Xenoblight, Siamese, VOLA og D-A-D. Det viste de “så sent” som på When Copenhell Freezes Over tilbage i februar 2020, hvor de spillede sammen med samtlige førnævnte – læs anmeldelsen HER.
Første gang, jeg så Bersærk, var på Copenhell i 2016; deres koncert var næsten lige så god som Black Sabbath og Alice Coopers, som også optrådte det år.
I 2018 var de også et af hovednavnene for mig sammen med Nightwish, Arch Enemy og Kellermensch. Deres to tidligere albums, Jernbyrd og Mulm, var begge 4-stjerners plader, som indikerede, at en ny æra er begyndt for dansksproget metal. Så mine forventninger til SOL var ret høje. Heldigvis bliver de indfriet langt hen ad vejen.
Pladen indledes af “Verdens Ende”, der har en “nyhedsspeak” ind over – ligesom i “Nordenvind”. Kvindestemmen i lydklippet siger, at befolkningen skal gå indendøre. Hvilken situation, det er fra ,vides ikke, men det virker meget aktuelt i denne Corona-situation, vi stadig er i. Det giver et lille håb om, at dette trods alt ikke er “verdens ende”. Også “AHKI” består af gamle lydklip, hvor forskellige mænd bl.a. siger: “Fjendtlige maskiner på vej ind over Danmark … Af forskellige veje, søger folk væk fra byen … Nu kan De jo selv dømme og overveje, om det er sådan, de ønsker fremtiden for Dem og Deres børn” – det er gennemført og gennemtænkt at bruge genbruge disse arkivklip i ny kontekst.




