Anmeldelse af: Xenoblight, Siamese, Baest, Bersærk, Vola og D-A-D. When Copenhell Freezes Over i Pumpehuset, Kbh, 1. februar 2020.
Pumpehuset, også kaldet Bombehuset, lagde hus til, da D-A-D og Baest overraskede, Vola skuffede, og Bersærk sejrede.
Foto: Anders Mikkelsen
Først lidt baggrundsinfo om de forskellige optrædende og deres “forhold” til Copenhell:
I 2016 spillede Bersærk på Copenhells lille scene Pandemonium, hvilket de gentog i ’18. Sidste år var Casper Popp (forsanger) en del af jubilæumskoncerten i bandet Omvendt Korstog med bl.a. Tim Christensen (Dizzy Mizz Lizzy) og Jacob Binzer (D-A-D). Mirza Radonjica (boss i pladeselskabet Prime Collective og forsanger i bandet Siamese) optrådte også med nummer til jubilæumskoncerten Ten Years In Hell.
Til Copenhells Metal Cruise i 2017, When Copenhell Freezes Over i 2018 samt på Copenhell i 2017 og 2019 optrådte yderst populære og hypede BAEST.
Xenoblight vandt Wacken Metal Battle 2018 og spillede til Copenhells Metal Cruise 2018 samt til When Copenheel Freezes Over i 2019.
Senere i februar optræder rockbandet VOLA til Gaffa Prisen 2020 og til maj optræder de og Siamese til Prime Fest (arrangeret af Prime Collective) i Amager Bio, Beta og Zebu.
Til When Copenhell Freezes Over 2020 i Pumpehuset spillede både Bersærk, Siamese, Xenoblight, Vola, Baest og D-A-D.
Xenoblight: 3,5 stjerner
På trods af at de var det første band på scenen denne aften, var der mange mennesker mødt op, og der var moshpit/circlepit allerede efter få numre.
Marika Hyldmar har en virkelig vild vokal. En anden koncertgænger sagde til mig, at man slet ikke kunne høre, at det var en kvinde. Om det er godt eller skidt, må være op til lytteren, men jeg er imponeret over, hvor dybt Marika kan growle.
Både settet og musikken var tight, men aldrig for tight. Xenoblight lagde hårdt ud og selv med mit begrænsede kendskab til deres katalog, var de absolut godkendt som aftenens “opvarmning”.
Siamese: 4 stjerner
“Ja, hvad fanden var det?” spurgte forsanger Mirza Radonjica afsluttende, da Siamese gik af scenen. Som metalhoved kan man også undre sig, efter at have hørt Justin Timberlakes “Cry Me A River” i “Tunnel Vision”, omkvædet fra Gwen Stefanis “Hollaback Girl” i “B.A.N.A.N.A.S.”, et cover af Justin Biebers “Sorry” og en techno-rave slutning. Siamese er gået fra “balkan-metal” på debuten We Are The Sound (2010) til “pop-metal”, hvilket jeg synes er meget ærgerligt, selvom det måske er mere catchy.
Læs anmeldelsen af deres seneste skive Super Human HER.
På singlen “Ablaze” var der flest publikummer, der sang med, og det løftede stemningen fra det lidt akavede fra nogle af popsangene. Mirza præsenterede dem som noget helt andet end Xenoblight og nogle bastarder, og det kan man kun give ham ret i, uanset om man kan lide dem eller ej.
BAEST: 4 stjerner
Fra første sekund growlede forsanger Simon Olsen alt, hvad hans lunger kunne holde til, og folk var ellevilde. Personligt har jeg ikke hørt BAEST før, fordi jeg synes, de er blevet “for hypede” og jeg er ikke så begejstret for decideret dødsmetal, så jeg har ikke “orket” at lytte til det. Det fortrød jeg lidt denne aften, hvor de fyrede ALT energi af, de havde, og mere til!
Simons vokal var desværre meget svær at afkode, men det er 90 % af metal også for det utrænede øre. Hele bandet headbangede, også bassisten Mattias “Muddi” Melchiorsen gav alt, hvad han havde – i modsætning til andre bassister, der spiller lidt anonymt.
Jeg håber, at jeg snart kan se BAEST igen, hvor jeg har forberedt mig bedre.
Bersærk: 4,5 stjerner
I april 2019 spillede Bersærk sidst i Pumpehuset; det blev der live LP’en “Bersærk live i Pumpehuset” ud af. Jeg deltog i førnævnte koncert, men det gjorde glæden over at se dem ikke mindre – tværtimod. Og jeg var vidst ikke den eneste blandt publikum, som var glad for at se dem. Første gang, jeg så Bersærk, var på Copenhell i 2016 – siden da er de kun blevet større og større, og om to måneder skal de varme op for selveste Dizzy Mizz Lizzy på deres arena-turné sammen med Psycked Up Janis.
Hvis denne aften var en forsmag på deres kommende koncerter, kan man godt begynde at glæde sig! Allerede ved første nummer, “Fimbuls Børn”, sang samtlige publikummer med og under tredje nummer, “Tordensol”, var der næsten landskampsstemning, da publikum sang “Lå lå lå lå” i omkvædet – Bersærk peakede uden tvivl, alle elskede det, og stemningen holdt først op, da de havde forladt scenen.
VOLA: 3,5 stjerner
Aftenens nok mest ubekendte band besteg scenen og lagde lovende ud. Der var tyndet ud i folkemængden foran scenen, så forsanger, Asger Mygind, opfordrede folk til at komme tættere på scenen, hvilket ikke var nødvendigt for de foregående bands.
VOLA spiller 90’er/00’er rock ala Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir, Grand Avenue og Moi Caprice – det er altså i den bløde ende af rocken. Men de har også deres hårdere numre.
I aften spillede de lidt af begge dele, hvilket måske var en fejl for Copenhells “krævende” publikum. Hvor Siamese er bedst live, er VOLA nok bedst på plade. Jeg havde nemlig lyttet til dem før koncerten og var blevet spændt på at høre dem, så jeg blev lidt skuffet over manglen på fandenivoldskheden. Det er også en svær tjans at spille efter både BAEST og Bersærk.
D-A-D: 4 stjerner
Sidst jeg så D-A-D live, var på Engage festivalen på Refshaleøen i København tilbage i maj ‘19. Dengang blev de overgået med flere længder af Magtens Korridorer. Deres nyeste album, A Prayer For The Loud, skuffede mig også groft – læs anmeldelsen HER. Både live og på plade virkede det som om, D-A-D ikke længere var så velfungerende som tidligere, f.eks. da de spillede på Copenhell i 2014. Så mine forventninger til aftenens koncert var mildest talt ikke særligt høje.
Som tidligere nævnt, er Copenhells publikum lidt mere “krævende” end publikummet på Skanderborg Festival, Grøn Koncert og Engage – det skal bare være lidt mere hårdt for dem. Måske var D-A-D ekstra opmærksomme på det, fordi de havde taget nogle af deres mest tungeste numre “Jihad”, “Rim Of Hell” og “Reconstrucdead” med på setlisten. Trommeslager, Laust Sonne, havde efter Jesper Binzers udsagn endda været på aftenskolekursus i trash metal, så han gav en forrygende og intensiv trommesolo under “Reconstrucdead”. Det var også det nummer som fik den bedste modtagelse, da Jacob Binzer spillede det metalliske riff i introen.
Der blev også plads til de nye numre “Burning Star”, “Nothing Ever Changes” og “The Real Me”. Aftenen blev afsluttet med “I Want What She’s Got” og deres “nyeste” hit “Sleeping My Day Away”.
D-A-D er måske Danmarks bedste rockband, men også det mest kedelige/dovne valg, som alle kan være med på. Heldigvis skuffede D-A-D ingen; hele salen sang med på alle deres numre, så det ældste bands præsentation var godkendt, selvom de ikke overgik nogle af yngre orkestre i aftenens program.
Se hele galleriet af fotograf Anders Mikkelsen herunder:
