Industriel perfektionisme

Anmeldelse af: Nine Inch Nails. Roskilde Festival, Arena. 04. juli 2018

Trent Reznor leverede sammen med sit band Nine Inch Nails noget nær den perfekte midnatskoncert på et godt fyldt Arena på førstedagen af dette års Roskilde Festival

At kalde Nine Inch Nails for Trent Reznors hjertebarn vil ikke være en underdrivelse. Han er det eneste konstante medlem i ’’bandet’’, hvilket naturligvis også betyder, at han er hovedkomponist bag nærmest samtlige af gruppens numre. I 2016 fik han dog selskab af den engelske musiker og producer Atticus Ross, som Reznor har arbejdet sammen med ved flere lejligheder. Begge personer er i dag at betragte som faste medlemmer i Nine Inch Nails.

Inden koncerten starter, kommer der en advarsel op på storskærmene. Der står, at showet kan indeholde brug af strobelys, en ting, som frekvent bliver benyttet til rockshows, så hvorfor denne advarsel, når man burde kunne regne det ud? Det viser sig hurtigt, hvorfor der blev advaret inden koncerten. Mængden af strobelys er mildest talt imponerende, og blænder fra start af publikum i konstante glimt af hvidt lys. Det er helt vildt imponerende, men også en epileptikers værste mareridt.

Bunden sidder lige der, hvor den skal, nemlig i maven og mellemgulvet. Man føler bassen så meget, så man nærmest kan mærke den i halsen. Stortrommen er ligeledes vanvittigt fed og imponerer særligt i slutningen af nummeret “Wish”, hvor den går op i den vildeste dobbeltpedal. Ja, jeg kender flere dødsmetaltrommeslagere, der ikke vil kunne følge med her. Generelt spiller trommeslageren, Ilan Rubin, utroligt nuanceret og spændende.

Bandet besidder ligeledes en dejlig voldsom og aggressiv energi, særligt Reznor selv, der får smidt sit mikrofonstativ på gulvet af flere omgange.
Der er ikke meget reel publikumskontakt. Reznor lader musikken og showet tale for sig selv. Heldigvis taler showet godt for sig selv, dels igennem musikken, men i lige så høj grad igennem lysshowet, der virker som en elegant måde at fremhæve pointerne i sangene. Dette kan for eksempel ses under nummeret “Copy Of A”, hvor bandet bliver lyst op som silhuetter på bagtæppet, der bevæger sig i små glimt. Dette fungerer super godt og understreger på eminentvis konceptet bag sangen.

Det eneste minus, der er ved koncerten, er, at der går lidt tomgang i den midt i sættet med lidt for mange numre, som ikke virker så interessante. Heldigvis er dette kun kortvarigt.

Der sluttes af med det legendariske, meget desperatlydende og hjerteskærende mesterværk “Hurt”. Dette nummer virker egentlig glimrende som afslutning på koncerten, netop fordi tematikken i sangen er så dyster og desperat, at den nærmest beskriver de følelser, som har været en gennemgående del af koncerten. Normalt er det ellers ikke fedt at slutte af med så afdæmpet et nummer, men Reznor og co. får det til at virke.

Man står bagefter tilbage med en følelse af, at man har været en del af den industrielle perfektion, som Reznor altid lægger i sine projekter.