Anmeldelse af: Windhand. Wacken, Wasteland Stage. 01. august 2019.
Bagerst i Wackinger Village bliver vikingetemaet pludselig skiftet ud til fordel for et smadret Mad Max-tema, og hovedattraktionen i området er den lille scene, som passende hedder Wasteland Stage.
Fotos: Amanda Gaarsdal
Komplet med et væld af flammekastere på og over scenen samt over lyd/lys-pulten og en bar, som serverer øl ud af bagenden af en ”nedbrudt” bil, er scenen et spændende område med et gennemført koncept, som giver visse koncerter et anderledes indtryk.
Det var således en passende lokation for amerikanske Windhand og deres tunge stoner doom – hovedsageligt fordi en større scene ville have fået dem til at se en kende nøgne ud.
Anmeldelsen fortsætter efter billedet
Der bredte sig en velkendt grøn duft, da Garrett Morris slog de første toner an, og således var det tid til tre kvarters Slow Heavy Metal Music™. De tunge fuzz-heavy riffs var svære ikke at bevæge hovedet til, og bandet kvitterede ligeledes med langsom headbanging.
Morris leverede solo i de fleste numre, og selvom man selvfølgelig gerne ville have haft en rytmeguitar oveni de soli, var fuzz-pedalen nok til at bassen kunne fylde det meste af tomrummet. I midten af scenen lagde Dorthia Cottrell sin stemme til musikken; en stor og kraftig røst, men perfekt tilbagelænet og stenet.
Som resten af bandet kunne man godt forestille sig, at hun havde nyt en urt inden koncerten, for det var en introvert performance uden ret meget kontakt til publikum.
Anmeldelsen fortsætter efter billedet
Wacken Open Air har mest af alt et image som festivalen med de store mainstream navne, men hvis man dykker ned i programmet, kan man komme rundt til langt de fleste subgenrer indenfor metal.
Windhands koncert var godkendt tung, dejligt afslappende og tilfredsstillede den længsel efter doom, som kan opbygge sig efter længerevarende fravær. En god oplevelse, omend intet ekstraordinært
